Gå til sidens indhold
21. maj 2019

Debatindlæg: Gymnasiebesparelser rammer især svage elever

BF's stedfortrædende formand Jette Fugl og formand i Gymnasieskolernes Lærerforening Tomas Kepler har netop fået bragt et debatindlæg i JyskFynske medier om uddannelsesbesparelser. Der er behov for, at skifte besparelsesdagsordenen ud med en kvalitetsdagsorden, skriver de.

Foto: Colourbox

Om lidt springer årets studenter ud. Stort tillykke til dem og tillykke til Danmark, hvis velfærd jo bygger på en veluddannet ungdom. Forhåbentlig har gymnasietiden givet de unge et solidt fundament at stå på i deres videre færd ud i livet. Men desværre har flere års besparelser betydet, at det bliver stadigt sværere for gymnasierne at tilvejebringe den fornødne kvalitet i uddannelserne. I forhold til 2015 har gymnasierne i dag knap 1,5 mia. kr. mindre at drive uddannelse for til et uændret antal elever. Det er et problem for de unge og for gymnasierne, men på sigt bliver det vores allesammens problem.

Der er brug for en langt stærkere prioritering af ungdomsuddannelsesområdet. Det er selvfølgelig glædeligt, at et politisk flertal nu erkender, at det årlige omprioriteringsbidrag på 2-procent-besparelser skal afskaffes fra næste år. Men det er langtfra tilstrækkeligt. 

Gymnasierne bløder med et massivt efterslæb på samlet set 3,8 mia. kr.

Når der er sparet så betragteligt på bl.a. lærernes undervisning, vejledning og i antallet af uddannelsesbiblioteker og uddannelsesbibliotekarer, er vi langt forbi det, nogen kalder ’at skære ind til benet’. Vi er ved at skære marven væk. Især unge fra hjem uden bogreol og uddannelsestraditioner 0risikerer at få et dårligere afsæt for at komme i dybden med stoffet end elever fra hjem, hvor forældrene er uddannelsesvante og kan træde hjælpende til, når lærerne ikke har tid til vejledning, eller når der ikke er et bibliotek med en bibliotekar på uddannelsen.  De færreste elever vil tage bussen de ni kilometer til nærmeste folkebibliotek.

Besparelserne sker i en tid, hvor der ellers er bred enighed om, at en dyb kernefaglighed hos eleverne må gå hånd i hånd med almendannelse og studieforberedende kompetencer, og hvor stærke informationskompetencer og en solid digital dannelse hos de unge er vigtigere end nogensinde før.  

Vi har brug for vidende og informationskompetente borgere, der er i stand til kritisk at forholde sig til det, de møder. Samtidig er nem adgang til relevante materialesamlinger afgørende for, at de unge kan komme i dybden med fagområderne og dyrke deres faglige interesser. Adgangen til bøger og andre medier er en vigtig del af den almene og demokratiske dannelse - både for de bogligt svagere og de bogligt stærkere elever.

Tiden er inde. Der er behov for, at man fra politisk hold skifter besparelsesdagsordenen ud med en kvalitetsdagsorden, der geninvesterer i gymnasieuddannelserne. Og samtidig er der behov for en anerkendelse af, at de unge ikke er født med informationskompetencer og digital dannelse, men at det også bør være et kerneområde i uddannelsen af alle unge.

Læs debatindlægget på Fyens.dk her