Gå til sidens indhold
23. maj 2019 Af Anette Lerche

FN’s verdensmål besøger 48 danske byer

Når oplysnings- og aktivitetskampagnen Danmark for Målene skal udbrede kendskabet til FN’s verdensmål blandt danskerne, er der en BF’er blandt formidlerne. Gør dit bibliotek til en del af kampagnen, lyder opfordringen fra Zbigniew Sobkowicz, der er bibliotekar ved AU Library.

Danmark for Målene er en oplysnings- og aktivitetskampagne for FN’s 17 Verdensmål for Bæredygtig Udvikling. Den besøger i maj, juni, august og september 48 danske byer seks gange hver for at skabe fokus på de forskellige verdensmål. Det bliver til i alt 288 arrangementer, og blandt formidlerne af verdensmålene er Zbigniew Sobkowicz, der er bibliotekar ved AU Library.

- Vi tager rundt til en række danske byer og stiller et telt op og formidler verdensmålene. I øjeblikket er det målet omkring sundhed, hvor den tidligere cykelrytter Jesper Skibby også deltager. Besøgene sker i samarbejde med kommuner, idrætsforeninger og sundhedspersonale. Zbigniew Sobkowicz har selv taget kontakt til Perspektiv, fordi bibliotekerne ikke automatisk tænkes ind af kommunerne.

- Jeg har været forbi nogle folkebiblioteker i de byer, jeg har besøgt, for at hilse på mine kolleger, og det overraskede mig meget, at de ikke vidste noget om vores besøg. Det undrede mig, at kommunerne ikke havde involveret de lokale biblioteker. Bibliotekerne er en oplagt samarbejdspartner, fordi vi kommer med lødig information om verdensmålene, sundhed og det lokale samfund.

At Zbigniew Sobkowicz selv er en af dem, der kører rundt til nogle af de 48 forskellige byer er lidt af en tilfældighed.

- Jeg kendte en af dem, der organiserede kampagnen i Aarhus, og de havde brug for folk. Jeg ser det som en vigtig opgave, siger Zbigniew Sobkowicz, der selv til dagligt arbejder med User Experience på AU Library.

- Det her er så formidling på en helt anden måde, hvor man står i et telt og skal have folk til at lytte. Det er virkelig sjovt, og jeg håber, at bibliotekerne kommer på banen i de byer, vi besøger.

 

Se mere om kampagnen på facebook.