Gå til sidens indhold
06. november 2019 Af Anette Lerche

Ny pulje til læselyst i folkeskolen

Børne- og Undervisningsministeriet har afsat en pulje på 9,5 millioner kroner til fremme af læselyst blandt folkeskoleelever.

Børnebibliotekarers styrke er netop at formidle og inspirere, og de kompetencer er der stort behov for, siger BF's formand Tine Segel.

Hvis børn skal blive gode læsere, skal de læse af lyst.

Derfor glæder det BF’s formand Tine Segel, at Børne- og Undervisningsministeriet har afsat 9,5 millioner kroner til en pulje, der skal understøtte læseindsatsen i folkeskolen, som hun kalder et nødvendigt fokus. Puljens formål er at få flere stærke læsere i folkeskolen og at reducere antallet af svage læsere ved at øge læselyst og sætte fokus på læsning gennem hele skoleforløbet.

Der vil kunne søges tilskud til en indsats under et af tre temaer:

• Understøttelse af de fagprofessionelles arbejde med faglig læsning

• Skolernes arbejde med fritidslæsning

• Arbejde med forældres læsning med deres børn

Puljen er en del af »Aftale om justeringer af folkeskolen til en mere åben og fleksibel folkeskole«, og der ydes tilskud til indsatser, der afsluttes inden udgangen af skoleåret 2021/2022. Det er kommunerne, der skal søge, og der er ansøgningsfrist den 3. december 2019.

BF’s formand Tine Segel glæder sig over de ekstra midler og ikke mindst det politiske fokus på læselyst.

- Det er utrolig positivt, at der afsættes penge til at styrke læselysten blandt folkeskoleeleverne. Mit håb er, at folkeskoler og biblioteker vil gå sammen om at søge puljen. Børnebibliotekarers styrke er netop at formidle og inspirere, og de kompetencer er der stort behov for.

Læs mere om puljen her på uvm.dk.