Gå til sidens indhold

Projekt med KL om kompetenceudvikling

I forbindelse med OK18 blev der afsat midler til et AUA-projekt mellem KL og Bibliotekarforbundet, der sætter fokus på at styrke medarbejdernes digitale kompetencer og det digitale lederskab på folkebibliotekerne.

Projektet har til formål at understøtte en målrettet og bedre brug af de digitale ressourcer ved at udvikle de biblioteksfaglige medarbejderes kompetencer til at formidle, inspirere og kvalificere brugen af de digitale ressourcer. Al erfaring viser imidlertid også, at kompetenceudvikling ikke kan stå alene, og at der er behov for ægte digitalt lederskab og indarbejdelse af ambitionerne i de lokale biblioteksstrategier. Projektet vil således også sætte fokus på det digitale lederskab. Projektet vil bestå af:

  • En forberedende analyse, der bl.a. afdækker:
    o Ledelsesmæssige og strukturelle barrierer for anvendelsen af de digitale ressourcer.
    o Niveauet for kompetencer i relation til søgning i og formidling af digitale ressourcer hos biblioteksfaglige medarbejdere.
    o Beskrivelse af de fagspecifikke kompetencer, der i særlig grad vil kunne understøtte en målrettet og bedre brug af folkebibliotekernes digitale ressourcer.
    o Gap-analyse (kompetencebehov vs. kortlagt kompetenceniveau) med fokus på identifikation af manglende viden og kompetencer.
    o Kortlægning af grund-, videre- og efteruddannelsestilbud for bibliotekarer og ledere mhp. dialog om toning af kompetenceudvikling i forhold til at formidle, inspirere og kvalificere brugen af digitale ressourcer og tage digitalt lederskab for dem i uddannelserne.
  • En pilotuddannelse
    På baggrund af fundene i den forberedende fase skal projektet udvikle og afholde en pilotuddannelse, der skal udvikle deltagernes kompetencer til at formidle bibliotekets digitale ressourcer i relation til specifikke målgrupper og brugerbehov, så deltagerne får bedre forudsætninger for digital formidling og vejledning. Pilotuddannelsen kan f.eks indbefatte workshops og webinarer, hvor deltagerne lærer at formidle digitalt med udgangspunkt i deres lokale biblioteksvirkelighed. Der skal høstes konkrete erfaringer, stilles værktøjer til rådighed og opnås ny viden i relation til specifikke kompetencer, som kan anvendes umiddelbart i folkebibliotekernes digitale hverdag.
  • Forløb målrettet digitalt lederskab
    I forbindelse med pilotuddannelsen udvikles værktøjer til at understøtte det digitale lederskab på folkebibliotekerne, der skal hjælpe deltagerne til efterfølgende at skabe reel forankring af indsatsen med at formidle de digitale ressourcer til gavn for borgerne på det enkelte folkebibliotek. Værktøjerne skal bl.a. understøtte det lokale digitale lederskab i forhold til opgaven med at udvælge digitale ressourcer, at indgå i ressourcesamarbejder og med at sikre den daglige prioritering af formidlingen af de digitale ressourcer.

Projektet er sat i gang i foråret 2019 og forventes at blive afsluttet med udgangen af 2020.

Hvis du vil vide mere om projektet, kan du kontakte forhandlingschef Bruno Pedersen på bp@bf.dk.