Gå til sidens indhold

Privat virksomhed

Mængderne af information og viden stiger eksplosivt. Hvem sikrer jer og jeres kunder en systematisk og intelligent struktur, så vigtige detaljer ikke går tabt?

Det gør en document manager, community manager, ESDHkonsulent, bibliotekar, records manager, videnspecialist, QA-manager eller informationsarkitekt.

Kald dem, hvad I vil. Vi kalder dem bibliotekarer og cand.scient.bibl.’er, og de besidder nogle af vidensamfundets mest efterspurgte kompetencer. Omdrejningspunktet er, at skabe værdi gennem en struktureret og intelligent tilgang til viden og information. Kort sagt: Kan lederne, medarbejderne eller kunderne finde den information, de skal bruge, når de skal bruge den?

Her skaber bibliotekarer værdi allerede
Det private arbejdsmarked for bibliotekarer og cand.scient.bibl.'er vokser støt. På advokatkontorer, i ingeniørfirmaer, i medicinalbranchen og i it-virksomheder skaber bibliotekarer og cand.scient.bibl.'er allerede værdi i deres daglige arbejde. Funktionerne varierer fra de klassiske biblioteksopgaver som vedligeholdelse og udvikling af en fysisk og digital materialesamling samt informationssøgning og vidensformidling til nye områder som business intelligence, SEO/SEM og community management. 

Om det er i en intern videnafdeling eller i mødet med kunderne, er fokus for bibliotekaren rettet mod at skabe og vedligeholde en intelligent og systematisk struktur i mængden af viden og information.