Gå til sidens indhold

Hvis du bliver ledig

De fleste oplever ledighed i løbet af et arbejdsliv, men det er de færreste, der selv vælger at stille sig uden for arbejdsmarkedet. Uanset om du er nyuddannet eller har flere års erfaring fra arbejdsmarkedet kan du have brug for råd og sparring i din jobsøgning.

Hvis du bliver ledig, er det vigtigt, at du kender dine muligheder og rettigheder i forhold til a-kasse, dagpenge, aktivering etc. Så er det nemmere at påvirke din situation. Sørg for at læse det a-kassen og jobcentret sender til dig og hold dig orienteret og spørg i din a-kasse, hvilke muligheder du har for fx at uddanne dig i din ledighedsperiode.

Pas på dig selv
At være ledig er en fuldtidsbeskæftigelse og alt for mange oplever desværre at blive ramt af stress som ledig. Tab af prestige og identitet, økonomiske bekymringer og besvær med at strukturere tiden kan være nogle af forklaringerne. Det er ikke alt, du selv kan afhjælpe, men følg disse råd, så er du på vej: 

  • Hold struktur på din dag, dvs. arbejd fra 9-16 og hold så fyraften 
  • Kend dine rettigheder og benyt dig af de tilbud, du kan 
  • Hold kroppen og hovedet sundt 

Brug dit netværk
Omtrent halvdelen af alle stillinger bliver besat gennem netværk. Derfor skal du bruge lige så meget tid på at styrke og bruge dit netværk, som på at skrive ansøgninger til opslåede stillinger. 

  • Dit netværk skal først og fremmest bruges til at få gode råd, ikke give dig et konkret job 
  • Husk at hjælpe andre, når du kan 
  • Lav et visitkort 
  • Deltag på faglige arrangementer og sæt dig for at få mindst to gode råd eller kontakter med hjem 

Bibliotekarforbundets 12 faggrupper er vejen til netværk og information Læs mere om faggrupperne her.

Brug nettet
Nettet er for mange det naturlige sted at søge efter opslåede stillinger. Der findes flere jobdatabaser, hvor du kan oprette en jobagent. På Profiljob.dk har en række akademiske organisationer, her iblandt Bibliotekarforbundet, samlet opslåede stillinger. 
Du kan også tilmelde dig Bibliotekarforbundets JobMail og VikariatMail, så får du løbende tilsendt jobs fra det brede, akademiske arbejdsmarked og ledige vikariater. 

Tilmeld dig JobMail og VikariatMail på bf.dk/nyhedsbreve
(Kræver login)

Brug sociale medier
Facebook, Twitter og LinkedIn er blevet en del af manges færden på nettet. Som ledig er det vigtigt, at du tager stilling til, hvordan du vil bruge disse medier i din jobsøgning. LinkedIn er velegnet til at tegne et professionelt billede af dig, og her kan du også søge efter ledige stillinger. Facebook, Twitter og andre sociale medier kan også sagtens bruges i din jobsøgning og under alle omstændigheder skal du være opmærksom på, at dine kommende arbejdsgivere og kolleger kan finde på at kigge med derinde. Sørg derfor for, at der er overensstemmelse mellem de ting, du skriver på nettet og det, du skriver i dine ansøgninger.

Husk at ændre din medlemsstatus
Hvis du bliver ledig, skal du ændre din medlemstatus i Bibliotekarforbundet fra "ansat" til "ledig". Det gør du via din egen side. Vælg her fanebladet "Jobdata", hvor du retter i dine oplysninger og indsender rettelserne til Bibliotekarforbundet. Du skal være logget ind for at se din egen side på websitet.

Det er vigtigt for Bibliotekarforbundet at have opdaterede oplysninger om din status. Kontingentet for ledige er lavere end for beskæftigede.