Gå til sidens indhold

Fleksjob

Fleksjob kan oprettes til personer, der har en varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår. Kontakt Bibliotekarforbundet, hvis du har brug for råd eller vejledning på området.

Mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være afprøvede, og personen må ikke modtage førtidspension.

Det er bopælskommunen, der er ansvarlig for oprettelse af fleksjob. Fleksjob kan oprettes hos både private og offentlige arbejdsgivere, og der er ikke noget krav om, at der skal være tale om arbejde "der ellers ikke ville blive udført".

Pr. 1. januar 2013 er der vedtaget nye regler om fleksjob. Reglerne gælder for alle, som nyansættes i et fleksjob.

Hvornår er der tale om et nyt fleksjob?
Der vil altid være tale om et nyt fleksjob:

  • Hvis du stopper i dit nuværende fleksjob, fordi din kontrakt ophører, eller du bliver afskediget.
  • Hvis du skifter fleksjob fra en arbejdsgiver til en anden arbejdsgiver. Det gælder både hvis det er inden for samme eller et andet ansættelsesområde.
  • Hvis du skifter til et nyt ansættelsesområde – hos den samme arbejdsgiver – og dine arbejdsopgaver og løn- og ansættelsesvilkår bliver ændret.

Der vil ikke være tale om et nyt fleksjob:

  • Hvis det alene er dit skånebehov eller timetal, der bliver ændret.
  • Hvis der alene bliver ændret i din jobbeskrivelse, fx som følge af at du bliver forfremmet, men hvor der ellers ikke bliver ændret på dine hidtidige arbejdsopgaver.
  • Hvis du skifter tjenestested inden for fx en kommune eller et ministerium, fordi dine hidtidige arbejdsopgaver bliver flyttet til et nyt tjenestested.

Her kan du læse om den gamle fleksjobordning, som gælder for personer, som er ansat i fleksjob inden den 1. januar 2013.

Her kan du læse om den nye fleksjobordning, som gælder for personer, som er ansat eller skal ansættes i fleksjob efter den 1. januar 2013.