Gå til sidens indhold

Ny fleksjobordning gældende før 1. januar 2013

Fleksjob kan oprettes til personer, der har en varig begrænsning i arbejdsevnen og ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår.

Mulighederne for revalidering til beskæftigelse på normale vilkår skal være afprøvede, og personen må ikke modtage førtidspension.

Det er bopælskommunen, der er ansvarlig for oprettelse af fleksjob. Fleksjob kan oprettes hos både private og offentlige arbejdsgivere, og der er ikke noget krav om, at der skal være tale om arbejde "der ellers ikke ville blive udført".

Bopælskommunen betaler et løntilskud til arbejdsgiveren på 1/2 eller 2/3 af den mindste overenskomstmæssige løn - afhængigt af den nedsatte erhvervsevne hos den pågældende.

Et fleksjob skal tilbydes på fuld tid, medmindre den sidste ordinære beskæftigelse var deltidsbeskæfigelse.
 
Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår for fleksjobbet fastsættes ved aftale med den faglige organisation.

Ifølge Lov om aktiv beskæftigelsespolitik § 72 fastsættes løn- og ansættelsesvilkår som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet, herunder de "sociale kapitler".

På det kommunale og det regionale område er der i "Rammeaftale om det sociale kapitel"  er aftalt, at lønnen som udgangspunkt fastsættes som begyndelseslønnen i vedkommende overenskomst, tjenestemandsaftale m.v. uden eventuelle anciennitetsstigninger og centralt fastsatte tillæg.
Organisationen/BF kan så stille forslag om en højere aflønning, og det afhænger så af udfaldet af forhandlingen heraf, hvordan den konkrete aflønning bliver.

Pensionen beregnes som udgangspunkt efter den faktiske løn, medmindre der er tale om en allerede ansat medarbejder der overgår til et fleksjob.

statens område er der i "Vejledning om socialt kapitel i staten" gentaget, at udgangspunktet for ansættelser i fleksjob er den overenskomstmæssige løn. Efter en konkret sag mellem HK/Stat og Finansministeriet har Personalestyrelsen udsendt en præcisering heraf den 24. august 2001. Af denne fremgår det, at en fravigelse af overenskomsten skal være begrundet i en konkret, individuel vurdering af den relevante persons kvalifikationer og arbejdsevner i forhold til det arbejde, der skal udføres på den pågældende arbejdsplads.

På statens område er det derfor udgangspunktet, at en ansat i fleksjob skal havde den overenskomstmæssige - anciennitetsbestemte - løn og pension samt iøvrigt følge gældende overenskomst.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at andre vilkår end lønnen følger gældende overenskomst.

Derudover bør det vurderes, om den enkeltes begrænsninger i erhvervsevnen giver behov for særlige aftaler om arbejdsvilkårene. Det kan f.eks. aftales, at den pågældendes faktiske arbejdstid er lavere end de 37 timer - selv om der er tale om en fuldtidsansættelse. Der kan også være behov for at aftale, at den pågældende fritages for konkrete arbejdsopgaver, har muligheder for pauser i løbet af dagen o.s.v.

Fleksydelse
Fleksydelse er en efterlønslignende ordning for personer i fleksjob.  Det overordnede formål med ændringen er at ligestille mulighederne for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for personer i fleksjob og andre ansatte i ordinære jobs.

Personer der efter den 1. juli 2001 er blevet ansat i et fleksjob er automatisk blevet optaget i ordningen og burde have fået tilsendt materiale om ordningen samt orientering om, hvordan man eventuelt kan framelde sig ordningen.

Personer, født før 1954, kan få fleksydelse fra det fyldte 60 år, og også personer på ledighedsydelse kan overgå til fleksydelse.

Alderen for fleksydelse stiger dog gradvist og v bliver reguleret i forhold til levetiden:

60½ år for personer, der er født den 1. januar 1954 til den 30. juni 1954

61 år for personer, der er født den 1. juli 1954 til den 31. december 1954

61½ år for personer, der er født den 1. januar 1955 til den 30. juni 1955

62 år for personer, der er født den 1. juli 1955 til den 31. december 1955

62½ år for personer, der er født den 1. januar 1956 til den 30. juni 1956

63 år for personer, der er født den 1. juli 1956 til den 31. december 1958

63½ år for personer, der er født den 1. januar 1959 til den 30. juni 1959.

Fleksydelse udgør som udgangspunkt 91% af højeste dagpengesats.

Som ved efterløn kan en fleksydelsesmodtager mod fradrag "time for time" i fleksydelsen have erhvervsarbejde uden begrænsning.

Det er Arbejdsdirektoratet  (Fleksydelseskontoret) der administrerer ordningen, herunder opkræver fleksydelsesbidrag.