Gå til sidens indhold

Seniorstillinger og seniordage

Læs om hvilke muligheder der er for at aftale en seniorstilling, hvordan er reglerne omkring seniorbonus, seniordage og seniorsamtaler

  • Statsansat

    I staten er der med udgangspunkt i de aftaler der er indgået mellem overenskomstpartnerne (aftale om senior og fratrædelsesordninger) mulighed for at etablere seniorstillinger med hel- eller delvis lønafdækning samt fuld pensionsindbetaling.

    I samme aftale er der hjemmel til at aftale fratrædelse på mere gunstige vilkår - særligt set i relation til tjenestemandspension.

    Aftalen, der giver hjemlen til at indgå aftale finder du her. Aftale om Senior- og fratrædelsesordninger (2011).

     

    Vilkår

    På det statslige område kan man indgå en aftale for medarbejdere, der træder i kraft, når medarbejderens fylder 60 år.

    Ledere har derudover en særlig mulighed for at aftale at gå ned i ansvar enten i stedet for eller sammen med nedsat arbejdstid. På det statslige område skal medarbejderen være over 55 år og have haft ledelsesansvar i mindst 10 år.

    På det statslige område er det endvidere muligt for medarbejdere over 62 år at aftale op til en dags frihed med løn pr. måned, som har til hensigt at fastholde medarbejderen.

    Det er vigtigt at understrege, at senioraftaler er en mulighed, men ikke en ret. Med senioraftaler kan arbejdsgivere vælge at fastholde seniormedarbejdere i en længere årrække.

    Til senioraftalen kan der endelig også tilknyttes en fratrædelsesaftale, som reelt er en opsigelse frem i tiden. Generelt må det dog frarådes at indgå fratrædelsesaftaler, der ligger langt frem i tiden eftersom en beslutning om fratrædelse, der er forårsaget af private, helbredsmæssige eller arbejdsbetingede forhold, senere kan ændre sig.


    Seniorsamtaler

    Der er der indgået aftale om, at ældre medarbejdere skal have tilbud om en seniorsamtale. Samtalen kan været integreret i MUS-samtalen, eller den kan holdes som en selvstændig samtale.

  • Ansat i kommuner og regioner

    Om seniorpolitik og aftalemuligheder

    I kommuner er der med hjemmel i rammeaftale om seniorpolitik  mulighed for at etablere seniorstillinger med hel- eller delvis lønafdækning samt fuld pensionsindbetaling.

    Derudover medførte trepartsforhandlinger mellem regering og arbejdsmarkedsparter i 2007 en række seniorinitiativer, der kan fastholde seniormedarbejdere i en længere årrække i så som:

    • seniordage i kommuner
    • seniorbonus i regioner (er ophørt ifm. OK2011)
    • seniorsamtaler i forbindelse med medarbejderudviklingssamtale

    Rammeaftale om seniorpolitik giver hjemlen til at indgå senioraftaler, den kan du finde her. Der er endvidere hjemmel til at aftale fratrædelse på mere gunstige vilkår også i forhold til din pension.

    Om seniordage i kommuner

    Du får ret til seniordage det år (uanset dato) du fylder enten 60, 61 eller 62 år. Dvs. en ansat, der fylder 60 år d. 1. februar 2019 har ret til 2 dage fra 1. januar 2019.

    Seniordagene kan afholdes enten som hele eller halve dage, eller i timer efter aftale med din arbejdsgiver.

    Antallet af seniordage gælder uanset antallet af ansættelser indenfor et kalenderår. Retten til dage afhænger derfor udelukkende af din alder og retten tilkommer dig som ansat uanset hvornår på året du tiltræder. Har du haft flere ansættelser indenfor et år (feks. 2) får du ikke ret til flere (dobbelt så mange) seniordage. Bemærk at ikke afholdte dage bortfalder ved kalenderårets udløb, med mindre man konkret aftaler med arbejdsgiver at de overføres til næste år. Seniordagene afholdelse skal aftales med arbejdsgiver. Er det ikke muligt pga. arbejdets udførelse at afholde dagene, overføres de til året efter.

    Konvertering

    Du kan vælge at konvertere dine seniordage til ekstraordinær pensionsindbetaling eller til en årlig bonus. Aftalen gælder både tjenestemænd og overenskomstansatte. Det er op til det lokale niveau at fastlægge, hvor meget en seniordag er for medarbejdere på deltid - dvs. det skal drøftes eller forhandles i de respektive medarbejderorganer.

    Et valg om konvertering foregår for et år ad gangen. Du skal give din arbejdsgiver (HR) besked inden d. 1. oktober året før, såfremt dagene skal konverteres til bonus- eller pensionsindbetaling. Udbetalingen sker i slutningen af pågældende år.

    Fratrædelse
    Fratræder du fx. i løbet af 2019 udbetales kun en forholdsmæssig andel af en konverteret bonus, hvis du har valgt bonus.

    Er der konverteret til pensionsbidrag som udbetales løbende pr. måned og du fratræder i kalenderåret fortabes retten til en evt. restpensionindbetaling.

    Ikke afholdte seniordage udbetales ved ansættelsesforholdets ophør. Ikke afholdte seniordage udbetales med 0,4% pr. resterende seniordag af din sædvanlige løn i de foregående 12 måneder eksklusiv måneden du fratræder.

    Du finder hele aftalegrundlaget i bilag 3 her. 

    Om senioraftaler

    På hele det offentlige arbejdsmarked er der lavet rammeaftaler/cirkulærer om seniorpolitik, der kort fortalt indebærer mulighed for lokalt at indgå aftale om nedsat arbejdstid (og deri løn), men hvor pensionsvilkårene kan fastholdes, som om du er på fuld tid. På det kommunale/regionale område kan man indgå aftale for medarbejdere over 52 år.

    Ledere har derudover en særlig mulighed for at aftale at gå ned i ansvar enten i stedet for eller sammen med nedsat arbejdstid. På det kommunale/regionale område kan man indgå aftale for ledere over 52 år.

    For alle medarbejdere er der mulighed for at aftale en fastholdelsesbonus på det kommunale/regionale område, som indebærer, at en bonus kan udbetales, såfremt en medarbejder ikke fratræder inden en bestemt dato/årstal.

    Det er vigtigt at understrege, at senioraftaler er en mulighed, men ikke en ret. Med senioraftaler kan arbejdsgivere fastholde seniormedarbejdere i en længere årrække. I forbindelse med trepartsforhandlingerne er der oprettet kommunepuljer, som kan medfinansiere senioraftaler med fuld pensionsindbetaling og hel eller delvis lønafdækning.

    Til senioraftalen kan der endelig også tilknyttes en fratrædelsesaftale, som reelt er en opsigelse frem i tiden. Her kan yderligere pensionsforbedringer aftales som kompensation. Generelt må det dog frarådes at indgå fratrædelsesaftaler, der ligger langt frem i tiden eftersom en beslutning om fratrædelse, der er forårsaget af private, helbredsmæssige eller arbejdsbetingede forhold, senere kan ændre sig.

    Læs mere om aftaler 

    Vejledning om rammeaftale om seniorpolitik (samt rettelsesblad til aftalen)

  • Privatansat

    Hvis du er omfattet af en overenskomst, kan denne indeholder særlige rettigheder for seniorer. Ellers er særlige vilkår noget der skal aftales.

    Det er ikke længere lovligt i individuelle kontrakter at aftale en pligtig afgangsalder under 70 år. Er der i din ansættelseskontrakt aftalt en lavere fratrædelsesalder, f.eks. 65 år, er denne ikke længere gyldig. 

    Nogle virksomheder tilbyder medarbejderne seniorsamtaler og særlige seniorrettigheder, når en vis alder opnås. I så fald bør det fremgå af virksomhedens personalepolitik og/eller af kontrakten. 
    Der kan f.eks. være mulighed for at gå ned i arbejdstid eller få ændret sine arbejdsopgaver.  Indebærer ændringen at vedkommende går ned i løn, f.eks. ved lavere arbejdstid, kan et element i en senioraftale være, at vedkommende fortsat optjener pension som hidtil og/eller får en delvis kompensation for lønnedgangen.

    Et eksempel på seniorrettigheder kan ses i § 20 i Overenskomst for akademikere ansat på DBC as.