Gå til sidens indhold
11. oktober 2011 Af Lisbeth Overgaard Nielsen

GAME ON!

Et nyt netværk for spilinteresserede bibliotekarer skal fremover skabe kontakt og videndeling på tværs af landets biblioteker. GAME ON! som det kaldes, holdt det stiftende netværksmøde i Aarhus under temaet ”God spilformidling”. Udviklingsprojektet ”Gaming – når biblioteket spiller med”, der er støttet af Styrelsen for bibliotek og medier, havde taget initiativ til netværket for at skabe kontakt og samarbejde mellem bibliotekarer og studerende, der interesserer sig for (computer)spil i biblioteksregi. Dette års tema, spilformidling, satte fokus på udfordringer og muligheder i forhold til at levendegøre spilkultur og spilformidling i bibliotekerne, så mediet formidles så aktivt, aktuelt og interessant som muligt.

Et nyt netværk for spilinteresserede bibliotekarer skal fremover skabe kontakt og videndeling på tværs af landets biblioteker. GAME ON! som det kaldes, holdt det stiftende netværksmøde i Aarhus under temaet ”God spilformidling”.

Spil til såvel PC som konsoller (Playstation 3, X-box mv.) er i løbet af de seneste år blevet en uomgængelig del af hverdagen på de danske folkebiblioteker. Ikke alene er den globale spilindustri – og dermed udbuddet af spil – vokset aldeles eksplosivt over de sidste 10 år, men spillene bliver også stadig mere raffinerede og opdeler sig til stadighed i flere og flere veldefinerede genrer og undergenrer med hver deres æstetiske kendetegn og måder at blive spillet på.

Naturligvis udgør denne forskellighed i mediet en ny og stor udfordring for folkebibliotekerne. For hvordan formidler man på god vis en medieform, der er så relativt ny for biblioteksvæsenet og samtidig besidder så mange forskellige udtryksformer, ikke mindst online? Det spørgsmål forsøgte en nyligt dannet netværksgruppe at nærme sig et svar på. Gruppen består af spil-orienterede folkebibliotekarer fra hele landet, og under parolen ”Game On!” samledes de til netværkets første møde på Aarhus Hovedbibliotek i september.

Synergi og netværk
Tanken bag netværksgruppen er, at den skal mødes en gang hvert år og diskutere aktuelle tendenser, muligheder og tiltag for formidlingen af og omgangen med spil på de danske folkebiblioteker. ”Det er vores håb, at netværket kan være med til at skabe inspiration for bibliotekarer, der arbejder med spil. Ofte sidder der kun en enkelt spilinteresseret bibliotekar i hvert bibliotek.

Netværket er en mulighed for at bibliotekarer med interesse for spilmediet får øje på hinanden og at deres kompetencer, ideer og erfaringer synliggøres. Ved at dele vores viden med hinanden får vi både adgang til gode ideer og forslag til aktiviteter samt debat om fælles udfordringer, spilkultur og spilmediet i forhold til biblioteket”, fortæller Lisbeth Overgaard Nielsen, der er projektleder for udviklingsprojektet Gaming – når biblioteket spiller med, der er støttet af Styrelsen for bibliotek og medier. Gaming – når biblioteket spiller med undersøger netop ideer og muligheder for spilformidling i biblioteksregi, og projektets deltagere er initiativtagere til Game On!

Rullende værtskab
Netværket har en rullende styregruppe i den forstand, at Aarhus var vært til det første møde. Stafetten blev givet videre til Gladsaxe, der holder netværksmødet i 2012. I 2012 finder Gladsaxe selv det kommende års værtsby og så fremdeles. Det rullende værtskab betyder, at der kommer nye kræfter og nye ressourcer til hvert år.

Samtidig kommer deltagerne rundt i landet og får lokal inspiration med hjem, og endelig har det også den virkning, at de folk der én gang har været engageret som værter for netværket formentlig også vil være aktive deltagere fremover. Hvad de enkelte værtsteder beslutter af tema, form og ambitionsniveau for netværksdagen er helt op til det enkelte værtsted.

Forbedret spilformidling
Formålet med netværket er videndeling, inspiration og at hjælpe hinanden i forhold til formidling af spil, hvad enten vi taler arrangementer, aktiviteter, workshops, brugerinformation eller andet. Den første netværksdag i Aarhus samlede 50 spilinteresserede bibliotekarer og studerende – med en enkelt deltager helt fra Bornholm.

Dagen bød på et varieret program, der startede med Simon Egenfeldt-Nielsen, direktør for Serious Games Interactive, der fortalte om begrebet gamification og så nærmere på, hvordan man kan tænke gamification ind i bibliotekernes spilformidling. Det blev imidlertid understreget, at netværksdagen også skulle bruges til at udveksle viden og erfaringer deltagerne imellem.
 
Derfor kunne man melde sig til at lave korte indlæg, hvor man præsenterede lokale tiltag og initiativer. Blandt andet fortalte Steen Nielsen fra Aarhus Hovedbibliotek om bibliotekets udviklingsprojekt ”Gaming – når biblioteket spiller med”, der involverer ”first movers” i lokalsamfundet til at aktivere deres spilkultur og spilformidling samt om bibliotekets ”Spilkreds” – en læsekreds for ”gamere”, hvor spilinteresserede har mulighed for at mødes og diskutere spil. Sonny Hansen fra Valby Bibliotek gav ny indsigt i voksne gameres behov og brug af spil, mens spilbibliotekarer fra bl.a. Herning og Fredericia gav deres egne bud på, hvilke spil og tendenser det kunne være værd at holde øje med i fremtiden.

Dagen sluttede med spilkonsulent Mathias Poulsen, der lagde op til en ny forståelse af spil som medie: Spil er ikke ubetinget enten kunst eller underholdning, men såvel begge ting som alt derimellem; også f.eks. et læringsredskab. Mathias Poulsens oplæg blev rundet af med workshops, hvor deltagerne diskuterede god spilformidling.

Om netværket skal være aktivt imellem de årlige møder er op til deltagerne. Indtil videre kan man lægge sin profil ind på projektsiden http://gamerlibrary.ning.com/ogher komme i kontakt med de øvrige deltagere til Game On! På sigt vil behovet for en særskilt hjemmeside eller samarbejdspartner måske opstå, men indtil videre har netværket mulighed for at samle sig dér.

Næste år står Gladsaxe i spidsen. Deltagere fra Game On! og andre interesserede er velkomne til at sende dem forslag til vigtige emner eller spændende udfordringer, som netværket bør tage op. Kontakt Ole Isø-Nielsen, Gladsaxe: OLEISO@gladsaxe.dk. 

Vel mødt i 2012.