Gå til sidens indhold
10. oktober 2011 Af Gudrun Møller

På vej mod en ny profil i det ”nye bibliotek”: en refleksion

Tårnby kommunebibliotekers indretning er tænkt som en dynamisk ramme for biblioteket i en rolle som kommunens viden- og kulturcenter, hvor brugeren er i centrum og hvor der arbejdes i partnerskaber.

Personalets kompetencer
Personalets uddannelse og kompetencer er en vigtig forudsætning for at kunne forsøge sig med nye veje, f.eks. brugen af de digitale resurser, den visuelle formidling og undervisning.
Ved stillingsbesættelser tænker vi opgaverne ind: hvad har vi brug for og hvor finder vi det? Det kan betyde andre personalekategorier, som på en inspirerende måde udvider den samlede mængde af viden i huset til glæde for brugerne.

Brugerinddragelse
Brugerinddragelse er en vanskelig disciplin. Hvilken grad af indflydelse skal brugerne have og hvordan opfanger vi behovene? Vil vi med nye tiltag efter en dialog med en gruppe brugere nå frem til et tilbud, vi har manglet? Vil det være så interessant, at også andre har brug for det på længere sigt? Det kan vi ikke vide på forhånd og derfor må man indsnævre områder og målgrupper og i fællesskab finde frem til nye tilbud.

Vi vil bl.a. forsøge at nå en lille målgruppe, som ikke er vores typiske bruger. Via netværk vil vi samle en gruppe mænd (15-30 år) og spørge dem, hvilke tilbud af enhver slags, der ville gøre det attraktivt for dem, at komme på biblioteket. Gruppen vil i samarbejde med bibliotekets personale lave en plan for, hvad der skal og kan sættes i værk. På den måde kan vi implementere lokale ønsker og behov.
Det vil være en stor opgave at indfri gruppens forventninger og derfor skal alle være grundigt informeret om spillereglerne. Emnet og den økonomiske ramme skal være klar og meldt ud, så alle er indforstået med det.

Digital formidling
Downloads og bibliotekets digitale resurser bruges alt for lidt, men de vil fremover blive en mere naturlig del af vores tilbud, i takt med at så meget materiale digitaliseres og ikke længere udkommer i fysisk form. Hvordan gør vi tilbuddet så interessant, at flere vil benytte sig af det?

Personalets kompetencer er også her en grundlæggende forudsætning for at det skal lykkes. For at formidle effektivt skal alle have kendskab til teknikken i forbindelse med downloads og kendskab til mulighederne i licenserne. Vi vil også spørge brugerne om deres ønsker og forudsætninger og være opsøgende med hensyn til at tilbyde undervisning. Der skal satses på intern undervisning, brugerinddragelse og massiv markedsføring til brugere, institutioner og partnere.

En udfordring i forhold til de digitale tilbud er selve udbuddet. Der udgives ikke tilstrækkeligt med E-bøger, hverken faglige eller skønlitterære, til, at de kan erstatte de fysiske materialer og for at nå de relevante målgrupper (især unge og studerende) skal vi have et større udbud fra forlagene.

Brugerdrevne grupper
Vi har på biblioteket selvkørende grupper, læsegrupper og musikcafé, og vi kunne godt tænke os brugerdrevet aktivitet på andre områder. F.eks. en IT-gruppe eller en anden interessegruppe. Brugerne kunne også lave arrangementer på biblioteket, hvor biblioteket blot stiller lokalerne til rådighed for den enkelte gruppe, inspireret af Library 10 i Helsinki og Garaget i Malmø.

Partnerskaber
Samarbejdsrelationer er en vigtig del af vores virksomhed. Vi ønsker at være ligeværdige partnere i relevante sammenhænge og bidrage med vores faglige kompetencer i de forskellige projekter. For at fastholde dette, er det vigtigt at have noget at byde ind med, være opsøgende og gøre sig nødvendig for de øvrige partnere. Vi har i Tårnby etableret et samarbejde med AOF, hvor vi gensidigt inspirerer hinanden til arrangementer og undervisning med afvikling på biblioteket med bibliotekets personale.

Men det er også vigtigt at arbejde ud af huset og opsøge relationerne, og finde de rigtige partnere til bibliotekets egne ideer. Vi samarbejder bl.a. med Frie Børnehaver, Kulturzonen, Sundhedshuset og med en meget bred kommunal gruppe, der afholder en årlig, lokal kulturnat.

Markedsføring
Markedsføring på alle planer er vigtig for at være og holde sig synlig i forhold til brugerne, partnerne, samfundet. Det er afgørende for at blive en integreret og nødvendig faktor i det omgivende samfund, men det kræver en aktiv indsats fra bibliotekets side. Vi skal være udadvendte og hele tiden tænke indhold og formidling i en meningsfuld sammenhæng, hvis vi vil være det lokale viden- og kulturcentrum og mødested. Vi har en PR-gruppe, der arbejder med koordineringen af de forskellige informationskanaler for at få en entydig og hensigtsmæssig præsentation af de forskellige tiltag.


Artiklen er fra Bib-forum, september 2011