Gå til sidens indhold
17. maj 2011 Af Kasper Kenth Petersen

Kom til kort!

Børnebiblioteket i Skive har på rekordtid skabt en gedigen succes – hver tirsdag eftermiddag samles ca. halvtreds børn og unge for at spille i kortklubben på biblioteket. Der har vist sig stor interesse for at være med i denne lidt nørdede aktivitet. Biblioteket er et rart og trygt mødested, så børnene valfarter til fra alle dele af Skive Kommune. Kortklubben er med til at trække børnene lidt væk fra computerskærmen, og samtidig kan biblioteket formidle de materialer vi har om de forskellige fantasy verdener.

Hver tirsdag eftermiddag flyder det med skoletasker og jakker på børnebiblioteket i Skive – og snakken går! En gang om ugen samles mere end halvtreds børn og unge fra Skiveegnen for at spille en time eller to i kortklubben på biblioteket. Det er ikke de almindelige børnekortspil som Sorteper eller Uno, der blandes kort til. Der bliver spillet fantasy kortspil som Magic the Gathering, Warcraft og Yu-gi-oh!  både af piger og drenge – men mest drenge, på tværs af alder, på tværs af skoler og hjørner af Skive Kommune. Fra otte år og helt op til seksogtyve og det går fint, for de store hjælper de små. Alt sammen handler nemlig om den store interesse for kortene. Nye venskaber er blevet formet med børn fra andre skoler og studier. Det er blevet et tilbud til børn og unge som måske ikke er så sportsinteresserede, men i stedet kan lide at bruge hovedet til strategier, snakke om baggrundshistorien for de enkelte kort eller bare sidde stille og pusle med dem. Måske har de været bange for, at deres interesse var noget ”nørdet” og har gået lidt i det skjulte med den; men her finder de så ud af, at der er mange andre, der er glade for den slags kortspil og deler den samme interesse som dem selv.

Det mest populære kortspil er Magic, som blev opfundet af en matematiklærer fra USA. Magic er et ældre kortspil som har eksisteret siden engang i 90´erne og har lige siden været populært i rollespils miljøet. Der er efterhånden udkommet mere end 18 000 forskellige kort til Magic.
Når man vil starte med at spille, samler man sit eget sæt af mindst 60 kort. Et sæt består af to slags kort: magier og lande. Lande producerer ”mana”, der benyttes som ressource til at samle magier, hvorved spillet kan vindes. Hvert kort har sine helt egne unikke egenskaber, som gør det forskelligt fra andre kort. Der er en vis tilfældighed indbygget i Magic på grund af kortenes blanding og kortsættets fordeling mellem lande og magier. Der er derfor lidt sandsynlighedsregning med i spillet, så det gælder om at vælge de rette kort til at lave sit eget personlige sæt.

Det er skønt, at biblioteket kan gå ind og lave en klubaktivitet, som trækker drengene lidt væk fra computerskærmen, og kan ramme så mange på tværs af alder. Biblioteket har bøger og tegneserier, som fortæller om de forskellige fantasy verdener bag kortene og de bliver flittigt lånt af deltagerne. Biblioteket er et rart og trygt mødested for børnene og vi har med hiv og sving plads til at huse dem: nogle gange i vores mødelokale – andre gange ude i børnebiblioteket. De første tirsdage dukkede nogle forældre op sammen med de mindste børn for lige at se, hvad der foregik, men nu lader de børnene komme alene eller sammen med kammerater.

Når vi overhovedet har været i stand til at sætte denne aktivitet i gang skyldes det ikke mindst vores samarbejde med Færges Kælder i Herning. De har hjulpet os med kortene og de hjælper os også med en kommende turnering, som skal finde sted en lørdag eftermiddag inden sommerferien.

Med mere end hundrede medlemmer på klublisten og et besøgstal på lidt over halvtreds hver tirsdag er kortklubben blevet en gedigen succes på rekord tid.