Gå til sidens indhold
09. september 2011 Af Sofie Fredborg

Stor interesse for kulturgrupper i Kolding

Den 1. september holdt vi på Kolding Bibliotek for første gang en opstartsaften for kulturgrupper. Ideen var at lave noget tilsvarende en læsekreds, for folk som manglede noget at gå til f.eks. koncerter, kunstudstillinger, i biografen eller andet kultur til. Der dukkede ca. 50 interesserede op og flere ringede og ville gerne være med, selvom de ikke kunne komme på selve aftenen. Så alt i alt viste det er stort behov på et område, hvor biblioteket sagtens kan være formidler uden at det kræver de store ressourcer.

Den 1. september holdt vi på Kolding Bibliotek for første gang en opstartsaften for kulturgrupper. KoldingBibliotekerne har i forvejen jævnligt opstartsaftner for læsekredse og skrivegrupper. Grupperne er efter opstarten i princippet selvkørende, men i vores nyhedsbrev har de et hjørne, hvor de kan søge efter nye medlemmer, og vi kan komme med gode tips.

Kulturgrupper hvordan?
Ideen var at lave noget tilsvarende en læsekreds, for folk som manglede noget at gå til f.eks. koncerter, kunstudstillinger, i biografen eller andet kultur, og som måske også gerne ville have nogen at diskutere oplevelsen med bagefter. Vi lagde op, så det var helt op til gruppen selv at finde form, antal mennesker, og hvor tit de skulle mødes. Men forslog dog at det f.eks. kunne være ca. en gang om måneden og at en 7-8 stykker i en gruppe var passende, så man ikke var nødt til at aflyse, selvom nogen i gruppen meldte afbud engang imellem.

PR og forventninger til hvor mange var interesserede
Det var lidt et forsøg, ideen kom fra tre ”gulv-bibliotekarer” og var egentlig ikke med i arbejdsplanen fra 2011, selvom ledelsen syntes, det var en sympatisk ide. Så der blev ikke brugt meget tid på presse … en pressemeddelelse, noget på hjemmesiden og lidt i nyhedsbrevene var sådan ca. det. Så vi var meget spændt på, om der i det hele taget kom nogen.

Men pressen var faktisk meget interesseret i det, og på baggrund af pressemeddelelsen bragte både den lokale avis og lokalradioen fine indslag om arrangementet.

Der var ikke lavet tilmelding, så på selve dagen diskuterede vi, hvor meget kaffe vi skulle lave, ”der kommer 30”, sagde den mest optimistiske biblioteker, ”arh” sagde den mere realistiske bibliotekar, ”der kommer nok 17” (til læsekreds-opstartsaftnerne kommer der normalt 20-30 personer), vi blev så enige om at lave kaffe til 40-50 personer for at være på den sikre side.

Hvem var det der mødte op?
Det var heldigt, for der dukkede faktisk ca. 50 personer op, og ud over det var der en håndfuld der ringede og var meget kede af, at de ikke kunne den dag, for de ville også gerne med i en gruppe.

Det var især 50+ kvinderne, der dukkede op, der var 6-7 mænd i samme aldersgruppe, og så var der 3-4 unge i studie-alderen, der var lige ved at vende om igen i døren, da de så aldersgrupperingen, og som sivede i løbet af aftenen uden at komme i en gruppe.

Hvad kom der ud af aftenen?
Ikke alle kom i en gruppe (nogen af dem var mest mødt op for at se det an og var ikke klar til at gå i en gruppe endnu), men der blev dannet 5 grupper. 4 regulære kulturgrupper med 7-8 medlemmer og en gruppe for folk som var interesserede i at danne et seniorbofællesskab (ja det er også kultur
). Desuden kunne man se, at der var nogle steder, der blev lavet andre forbindelser – nogle der havde efterlyst dansepartnere, som så ud til at finde hinanden, og nogen som efterlyste rejsepartnere til kulturrejser, der snakkede sammen.

Selvom det ikke var alle, der kom i gruppe, var der en vældig god stemning og mange roser over initiativet. Flere af dem der valgte ikke at gå i en gruppe, kom forbi os og sagde at de havde haft en god aften, men bare valgte ikke at gå med i en gruppe lige nu.

Programmet for aftenen
Vi havde valgt at følge den skabelon, vi bruger til læsekreds-opstartsaftnerne. Derfor var programmet:

1.   Lidt om hvad kulturklubber er for noget og tanken bag det + præsentation af et bord, hvor vi havde samlet diverse pjecer fra kulturtilbud i Kolding

2.   En præsentationsrunde, hvor hver enkelt rejser sig op og præsenterer sig, samt fortæller om deres forventninger for gruppen. Da der pludselig var dobbelt så mange, som vi var vant til, indførte vi et hurtigt ”skema” for, hvad man skulle sige (for at det ikke skulle tage for lang tid pr. person):
a) navn
b) Hvad man var interesseret i (musik, biograf, havevandringer osv.)
c) Hvor tit
d) Hvor langt (kun Kolding, trekantsområdet, hele landet?)
e) Hvor socialt (fra kun selve arrangementet til nu skal vi rigtig hygge/ud og spise osv.)

3.   Derefter serverede vi kaffe og småkager og opfordrede folk til at gå rundt og summe med dem, de umiddelbart kunne tænke sig at komme i gruppe med. Vi gik selv lidt rundt og skubbede på og hjalp et par generte ved at ”tage dem i hånden” og gå hen til nogen af de andre og spørge, om de var interesseret i det, den generte nu også var interesseret i (det er meget lavpraktisk, men det plejer faktisk at virke enormt godt ved læsegrupper)

4.   Uddeling af skemaer til adresselister til hver gruppe, som vi kopierede til alle i gruppen, mens de aftalte deres første arrangement

 

Hvad kunne vi gøre bedre?
Jeg ved ikke, om det var fordi, der var væsentligt flere, end vi er vant til, eller kulturgrupper bare er et lidt mere kompliceret emne end læsegrupper. Men dannelsen af grupperne tog meget længere tid, end det plejer med læsegrupperne, og der var flere ”generte”, end vi var vant til – så vi to bibliotekarer der tog os af arrangementet, havde vældig travlt.

Måske skal vi begrænse antallet af pladser på aftenen (og lave flere aftener) – eller måske indføre et eller andet system, hvor folk har meldt interesser ind på forhånd og bliver placeret på deres første plads efter det. Problemet med det er bare, at det ikke så ud til at være så meget, ”hvad de ville” – som ”hvem de gerne ville gøre det sammen med”, som betød noget for gruppedannelsen – så måske skal vi tænke helt andre tanker.

Flere efterlyste en måde at få fat i de andre grupper og ”løsgængerne” på til enkeltarrangementer, f.eks. virksomhedsbesøg hvor man skal være mange flere for at få det organiseret. Som webredaktør tænkte jeg selvfølgelig straks ”facebook-gruppe” - men da jeg spurgte rundt om dette, kunne jeg høre at hovedparten ikke var på Facebook, og havde heller ikke lyst til det – der var også nogen, der slet ikke var på nettet. Så jeg lovede at gå i tænkeboks omkring dette (og fik en hel masse emailadresser og telefonnumre på folk som gerne ville være med, når det blev til noget).

Noget af det vi var ret kede af var, at der ikke var flere unge – og at de få der blev lidt tabte. Der var bl.a. en udvekslingsstuderende, der var mødt op, som sagde at det var et stort behov lige for denne gruppe at finde noget mere fællesskab. Arrangementet lå nok lidt tidligt i forhold til de studerende, der jo typisk først starter efter d. 1. september, men måske er man også nødt til at lave noget målrettet til denne aldersgruppe, hvis det ikke skal være ”seniorerne” der oversvømmer det hele.

Men alt i alt har det været dejligt at opleve, at så mange gerne vil mere ud til kulturoplevelser, og at vi faktisk havde ramt et sted, hvor biblioteket kan gøre en forskel for en stor gruppe mennesker.