Gå til sidens indhold
05. maj 2014 Af Gitte Hansen

Bibliotekaren der tog springet: Fra en stor brik i et lille spil, til en lille brik i et stort spil

Efter 14 år som uddannelsesbibliotekar på Pædagoguddannelsen tog jeg springet og blev bibliotekar på et folkebibliotek, med særligt fokus på undervisning og unge uddannelsessøgende. Jeg sagde farvel til det trygge og kendte, et lille uddannelsesbibliotek med få kolleger, og goddag til det nye og ukendte på Randers Bibliotek . Jeg gik fra at være en stor brik i et lille spil, til at være en lille brik i et stort spil. Mit hjerte banker stadigvæk for studerende, læring og det gode møde. Det har været sundt og udfordrende at få tæppet revet væk og gå fra ekspert til novice. I artiklen kan du også læse om mine tanker og erfaringer med biblioteksbetjening af uddannelsesinstitutionerne. Hvordan kan vi samarbejde om at fremme de studerendes informationskompetencer?

Den 1. oktober 2013 tog jeg det helt store spring. Jeg skiftede sektor. Fra uddannelsesbiblioteksverdenen til folkebiblioteksverdenen. 14 år på Pædagoguddannelsens bibliotek i Randers og de sidste 2 år som bibliotekar på Pædagogisk Sundhedsfagligt Bibliotek – Campus Randers –VIA University College . Nu arbejder jeg på Randers Bibliotek. 

På Pædagoguddannelsens bibliotek var jeg med næsten helt fra starten. Byggede et lille bibliotek op næsten fra grunden i en 25 timers stilling. Sprængte rammerne både i forhold til udlånstal og plads på hylderne. Biblioteket blev godt brugt og godt besøgt og min iver og glæde og faglige engagement voksede år for år. Jeg nød den tætte kontakt til studerende og undervisere. Som bibliotekar i uddannelsesverdenen er man jo med i alle ups-and-downs. Når studerende bryder sammen efter eksamen og når der er sejrsjubel fordi den fremfundne artikel gav særligt plus til eksamen. At være tæt på og en del af lærerkollegiet er et kapitel for sig. Pludselig kommer man bagom, og uundværlige og givende samarbejder opstår. Biblioteket og bibliotekaren bliver en institution i institutionen, ja indrømmet på mit lille bibliotek var jeg i mange år ”mor-bibliotekaren” der trøstede, roste, hjalp på vej. Ja jeg har grædt med studerende og undervisere og grinet. 

Hvorfor skiftede jeg så sektor, hvis alt er/var så godt? Jeg tror man er nødt til at flytte sig og rykke sig selv op med rode. Vi ved det jo godt med vores fornuft, men det er langt sværere at hive sig op ved rode og få gjort noget ved det. Jeg var begyndt at kunne farven på ”mine” bøger. Jeg var begyndt at kunne svare pr. automatik og refleks. De studerende elskede når jeg hurtigt kunne svare på hvilken bog den eftersøgte model var nævnt i, vigtige og dyrebare kompentencer der var blevet oparbejdet, og som alle nød godt af, både brugerne og jeg, men alligevel begyndte jeg at fundere. Måske det er nu, måske er det et tegn på at jeg skal videre? 

Jeg har ikke et sekund kedet mig i mit gamle job. Som uddannelsesbibliotekar har jeg gennem de sidste 14 år oplevet 3 fusioner med deraf følgende nye samarbejdsflader og systemskifter både ledelsesmæssigt og IT-mæssigt. Jeg har elsket at være en del af en lille vigtig fabrik hvor grønne studerende kom ind i den ene ende og flyvefærdige pædagoger kom ud i den anden ende. Jeg var en stor brik i et lille spil. Jeg var på fornavn og kram. Jeg havde mange kasketter på og fik erfaring med ALT lige fra at indkøbe den billigste bogplast, være webmaster, katalogisator, bogindkøber, teknisk problemknuser, underviser for 100 i auditoriet og den der understøtter lektor- og ph.d.kolleger i informationssøgning. Lærerige år, som jeg havde gladeligt havde fortsat, hvis altså ikke det var fordi der pludseligt poppede et jobopslag op der ”forstyrrede” min verden. Et jobopslag på Randers Bibliotek. 

Da jeg så det først tænkte jeg ”DET SÅ JEG IKKE!” Jeg vidste jo godt, at det ville betyde en gearskifte af rang i min krop og i mit sind. Komfortzonen er så rar og behagelig. Så skønt med erfaring, rutine og tryghed i arbejdsopgaverne. Et nyt job – så er man jo totalt novice og har ingen erfaring, ingen rutine og ingen tryghed i arbejdsopgaverne, i hvert fald ikke de første mange måneder. Uha ja jeg vidste jo godt hvad jeg gik ind til. Mine øjne blev ved med at søge tilbage til jobopslaget. Ubevidst tror jeg, at min krop var klar til nye udfordringer. Jeg kunne sige ja til de ting der blev efterspurgt i jobopslaget fra Randers Bibliotek. Bare overskriften: ”Er du vores nye kollega med fokus på undervisning og studerende?” Har du erfaring fra uddannelsesbibliotek? JA Har du erfaring med at undervise? JA Brænder du for at arbejde med formidling? JA Ser du undervisning/læring som en vigtig biblioteksopgave? JA Kan du formidle i dialog og på hjemmeside? JA Listen var lang og jeg kunne sige ja til det hele. 

Jeg var nødt til søge jobbet og var så heldig at blive valgt ud. Jeg kunne fortsætte med at cykle på arbejde – dobbeltwin. Jeg skulle arbejde på det bibliotek hvor jeg havde trådt mine bibliotekar-barnesko tilbage i 90’erne. Det var dejligt at være tilbage til velkomst-krammere fra gammelkendte kolleger!

Det var med uro i maven jeg 1 oktober skulle styre cyklen over på den anden side af gaden. Min gamle arbejdsplads ligger 50 meter fra min nye, så jeg følte mig i lang tid noget skizofren om morgenen – hvor havde min cykel allermest lyst til at cykle hen? Til det gammelkendte og trygge eller til det nye, ukendte og uprøvede? På Randers Bibliotek har jeg nu fået en nyoprettet stilling hvor fokus er undervisning og uddannelsessøgende. Jeg er ansat i Team VIDEN, der har fokus på undervisning og læring. Jeg passer bare så godt ind i det team! Superspændende arbejdsområder, positivt arbejdsmiljø og topengagerede kolleger. Kan man ønske sig mere? 

Jeg har skullet dyrke nye samarbejdsrelationer med byens uddannelsesinstitutioner op og er godt på vej. Da jeg havde været ansat 3 uger blev jeg inviteret ud på Tradium – HHX hvor 3.g’erne skulle have undervisning i SRP-opgaven. Jeg anede intet om bibliotekets netbaser til 3’g.er – men at skulle stå overfor 120 elever topmotiverer jo én til at få sat sig hurtigt ind i tingene i en fart! Niveauet er ikke så højt i ungdomsuddannelserne som på MVU-området og jeg bilder mig ind at eleverne hurtigere bliver ”trætte” i blikket til biblioteksundervisningen, så max. 5 minutter pr. ressource eller tip, så begynder opmærksomheden at glippe. 5 minutter passede mig fint i starten, det svarede stort set til det jeg vidste på det tidspunkt!

Fra en stor brik i et lille spil, til en lille brik i et stort spil:
Udfordringen har været at skulle slippe et elsket fagområde og opdyrke et helt nyt, at skulle springe ud på dybt vand i forhold til helt nye kilder, et helt nyt bibliotekssystem, et stort biblioteksvæsen med 60 kolleger, hvor vi før kun var 3 på mit lille Campus-bibliotek. Man kan sige, at jeg gik fra at være en stor brik i et lille spil, til at være en lille brik i et stort spil. Et stort spil, hvor der er brug for alle brikker. Et kæmpemaskineri hvor jeg blot er et af maskinhjulene, men hvor vi alle heldigvis er lige vigtige. Når man ansætter sådan en som mig til at rykke ud og undervise på byens uddannelsesinstitutioner, er det så ikke en trussel for de bibliotekarer der er ansat på gymnasier og handelsskoler rundtomkring? Sådan kan nogen måske tænke? 

Jeg har to bibliotekarkolleger ansat på HF og et af byens store gymnasier på henholdsvis 8 og 10 ugentlige timer og vi har et rigtigt fint samarbejde. Vi videndeler, tager på kurser sammen og er begyndt at kigge på hvordan vi i årshjulet kan forberede os på hvornår der skrives opgaver på byens uddannelsesinstitutioner. Jeg vikarierer for gymnasiebibliotekaren. Vi hjælper og supplerer hinanden og udkonkurrerer ikke. Desværre har man i de seneste år afskediget bibliotekarerne på 2 af byens uddannelsesinstiutioner p.g.a. besparelser. Hvor går eleverne hen, når de ikke har bibliotek på skolen? De går da i en lind strøm til folkebiblioteket og jeg tror måske at jeg blev ansat, fordi man kunne se, at behovet for at arbejde med de studerende læring og informationskompetence er der. 

Man er nødt til at arbejde for og med at gøre eleverne informationskompetente, for at folkebiblioteket ikke hver eftermiddag drunker i gymnasieelever i kø foran bibliotekarbordet eller til ”Lån en bibliotekar”-aftaler. Jeg tilbyder nu korte undervisningsforløb på de uddannelsesinstitutioner der ikke har eget bibliotek. Betingelsen er, at flere klasser slås sammen, allerhelst 4-6 klasser af gangen af hensyn til mit ressourceforbrug. Jeg tilbyder også kun et undervisningsforløb pr. årgang. Hvis uddannelsesinstitutionerne vil have undervisning på klasseniveau, koster det. Der hvor vi har bibliotekarer ansat, tilbyder vil undervisning på klasseniveau. 

Det er klart der skal være en forskel på gratis/ og betalte bibliotekstilbud. Vi håber da og taler for det så godt vi kan, at uddannelsesinstitutionerne igen skal ansætte bibliotekar lokalt, på de uddannelsesinstituioner der ikke har bibliotekar nu. Synlighed lokalt er vigtigt, både i forhold til underviserne og eleverne. At jeg rykker ud med undervisningstilbud to gange om året er et nødvendigt miniumum, som jeg ser det og på Randers Bibliotek føler vi at ressourcerne er givet godt ud. Vi fornemmer at flere er bekendte elever er bekendte med vores bibliotekstilbud og ved hvor og hvordan de skal søge. 

Jeg har allerede fået et godt samarbejde i gang med uddannelsesledere og fagundervisere på byens uddannelsesinstitutioner. Jeg har ajourført bibliotekets folder ”Skal du skrive opgave” som jeg har distribueret til undervisere og opgaveskrivere på uddannelsesinstitutionerne og jeg har netop lavet en onlinevejledning til bibliotekets netressourcer, i erkendelse af at mange elever ofte blot nøjes med at ”surfe” derhjemme når der skal findes kilder. Jeg har udarbejdet flere blogindlæg, f.eks. til AT-emnet mad og mennesker og til AT-emnet for 2. g’erne (sidste års AT-emne Kampen for det gode liv . Jeg har haft rigtigt mange Lån en bibliotekar-aftaler, hvilket for mig har været en rigtig god måde at at få praksiserfaring med vores databaser på. Jeg kan anbefale at tage Lån en bibliotekar-tjanserne og også anbefale at deltage i Biblioteksvagten-tjanser. Begge dele giver kæmpe kompetenceløft. 
Det har været topspændende arbejdsopgaver alle sammen og jeg kan se at min indsats nytter og at det rykker. Jeg arbejder til stadighed for og med elevernes informationskompetence, så på mange måder har mit fokus ikke flyttet sig i forhold til mit gamle job. Det er stadig det jeg brænder for. 

Jeg har nu været ansat i et halvt år og er begyndt at finde fodfæste. Vi begynder at kunne mærke resultater af den undervisning der tilbydes. Eleverne er ikke helt blanke når vi foreslår netressourcer i udlånet. Skønt. Flere unge mennesker har kigget forbi for første gang med deres lånerkort for at blive oprettet. De kan nu se fidusen i hvad de kan bruge et lånerkort til. E-ressourcerne scorer gode points og eleverne har, efter lidt undervisning i kildekritik, set forskellen på de kilder man kan finde ved almindelige Googlesøgninger og ved søgning i vores betalingsdatabaser. 

Som bibliotekar på et folkebibliotekar er man jo ”all-round” i forhold til alle brugergrupper, så selvom jeg har uddannelsessøgende som fokus, betjener jeg jo hver dag alle slags brugere i udlånet. Skønt. Jeg har skullet hjælpe den 92-årige med Nem-id, skullet finde dramastykker til folkeskolelæreren, skullet anbefale gode romaner til både pensionisten og den 20-årige, finde vandretursfoldere og køreskole på CD-ROM, skullet hjælpe endeløse rækker af elever der spørger om alt lige fra ”slaveri i romerriget” til ”gensplejsede fødevarer” og ”kartoffelpesten i Irland”. Hov, og hvad med guitarnoderne til ”Let it be” og anvisningerne på hvordan man syer en kedeldragt? Jeg har lært SÅ meget og fortryder ikke mig skifte. Jeg HAR måttet lavet et gearskifte i min krop og i mit sind. Det har været hårdt. Det har været udmattende. Det har været sjovt, inspirerende og udviklende. 

Det ville være løgn hvis jeg sagde, at jeg slet ikke savnede mit gamle arbejde. Jeg får indimellem et sug i maven når jeg ser en af de gammelkendte bøger fra pædagogernes litteraturliste eller når en pædagogstuderende eller underviser kommer forbi og spørger i udlånet. Så får jeg hjemve. ”Hvad har jeg dog gjort” tænker jeg så lige et kort øjeblik, men fortryder ikke, set i bakspejlet. Hvor er jeg heldig, tænker jeg blot, at have oplevet og opleve det bedste fra flere verdener og fra flere bibliotekssektorer. 

Jeg er glad for, at jeg tog springet og glæder mig til årene der venter.

Gitte Hansen/ Randers Bibliotek