Gå til sidens indhold

Carl Jacobi - den digtende pioner

Ole Harbo fortæller om folkebibliotekspioneren Carl Jacobi, der som den første anvendte en bil til at køre materialerne direkte til lånerens hoveddør. Han indrettede det første arbejdspladsbibliotek, skrev romaner og teksten til bibliotekssangen, »Vi er et stilfærdigt folkefærd«, der blev afsunget ved biblioteksmøderne

Carl Jacobi huskes især for sangen »Vi er et stille folkefærd«, og han var en af folkebibliotekets store pionerer. Han kunne skrive romaner og som den første lånte han bøger ud fra en bil – og havde tilmed en baggrund som skovrider.
Carl Jacobi blev født på Frederiksberg 19. november 1874 som søn af den senere socialborgmester i København, Adolph Jacobi.
Da han forventeligt skulle arve en stor gård, blev han uddannet ved forstvæsenet i både Danmark, Tyskland og Frankrig, og han var i årene 1900-1910 skovrider på Stenbygaard ved Vordingborg. Han skrev artikler i Tidsskrift for Skovvæsen og udarbejdede i 1902 en dansk-tysk-fransk forst­ordbog.
Hjemmefra havde han kendskab til sociale problemer, ligesom der i hjemmet kom mange af tidens kunstnere, så i 1910 skiftede han spor og var de næste par år virksom i det sociale sekretariat i København og tog sig blandt andet af dets lille bibliotek, ligesom han virkede for arbejderoplysningen.
Samtidig begyndte han en forfattervirksomhed, opmuntret af blandt andre Herman Bang, og det resulterede i tre romaner, Judas, fra 1912, der skildrer en ung mands opvækst i det fattige København med skidt, stank, druk og hor iblandet religiøse spekulationer, Under Guds Aag, fra 1915, der skildrer en opvækst på landet med fine naturskildringer samt et overklassemiljø i byen, også her med religiøse toner, og endelig, De syv Vise, fra 1919, hvor han skildrer 7 skoledrenges opvækst og videre liv og igen er der meget om gudstro i romanen.
Fra 1917 tog han ophold i Holbæk og stiftede her Arbejdernes Aftenskole, som han ledede i årene 1920-30.

Bibliotekar med bogbil
I Holbæk fik han fra 1926 den ledige stilling som bibliotekar ved og leder af centralbiblioteket, opmuntret hertil af bibliotekskonsulent Jørgen Banke, og blev, trods manglende formelle kvalifikationer, godkendt af ministeriet. Dermed begyndte et nyt og spændende afsnit i hans liv, idet han med stor energi kastede sig over bibliotekargerningen og på flere områder blev en af væsenets pionerer.
Han var den første i Danmark der etablerede en bogbil, der bragte en samling bøger direkte ud til lånerne. Biler var nogle år før taget i brug til at bringe bøger fra centralbibliotek til sognebiblioteker, men ingen havde før Jacobi sendt bilen direkte til lånernes hjem. Ordningen blev en stor succes, og en del sognekommuner var glade for ordningen, idet det var billigere for dem end etablering af eget permanent bibliotek.
Et andet område, som lå i forlængelse af hans interesse for arbejderoplysningen, var etableringen af et bibliotek med direkte udlån til arbejderne på Knabstrup Teglværk. Her var der beskæftiget mellem 250 og 300 mand, og teglværkets ejere sørgede for lokaler og et tilskud, så udlånet blev gratis for arbejderne. Biblioteket var åbent en dag hver tredje uge fra kl. 14.30 til 17.30, og det var Jacobi selv, der tog sig af udlånsvirksomheden. Det gav ham en mulighed for at analysere arbejdernes læsning. En af hans observationer var, at arbejderne i ringe grad læste biografier, »ikke en gang Aakjærs, Skjoldborgs eller Nexøs Erindringer har haft større Succes.« »Biografilæsning er Overklasselæsning.« »For Skønlitteraturens Vedkommende har Hovedinteressen samlet sig om Andersen Nexøs bøger og ganske overvældende om Ditte Menneskebarn.« »Næst efter Ditte Menneskebarn har Stille flyder Don, Lille Mand hvad nu?, Har man en gang spist af Bliktallerkener, Travens Dødsskibet, Erling Kristensens Kværnen maler og Beckers Verden venter været de mest efterspurgte.«

Jacobi som kontant anmelder
For det samlede folkebiblioteksvæsen fik Jacobi stor betydning fra 1932 som anmelder af skønlitteraturen i Bogens Verden. Han blev til sin død den, der påtog sig at anmelde hovedparten heraf.
 I 1935 anmeldte han Kjell Abells Melodien, der blev væk således:
 »Er alt dette Ydre moderne, er Indholdet det ogsaa; det er Ungdommens Protest mod det ensformige Arbejdes Kedsommelighed, der jager Livets Melodi på Flugt… og Redningen skimter Forfatteren i en (taaget udtrykt) kommunistisk Samfundsordning…Om Melodien bliver mindre væk af den Grund er et Spørgsmaal for sig…Han har givet et Udtryk for den evige Længsel tilbage til Naturen. En Gaben paa Kontoret er blevet til et lille ejendommeligt Spil- og Fremtiden vil vise om Melodien formaar at tage Vækst i ham.«
Inden sin død nåede Jacobi at anmelde en gruppe af religiøs skønlitteratur, og her anfører han blandt andet »(at) det ved en Bedømmelse af disse Bøgers Værdi ogsaa maa være tilladt at anvende ikke blot en kristelig, men ogsaa en æstetisk Vurdering. » De 3 ud af 8 værker får rimeligt pæne anmeldelser, mens resten ikke finder nogen nåde for Jacobis blik.
Hans sidste artikel i Bogens Verden er referatet af et foredrag han holdt i 1937 ved et bibliotekarmøde i Holbæk: »Digtningen og Folkeopdragelsen.« hvor han blandt andet taler om principper for indkøb af skønlitteratur, hvor det hedder: »Jeg ved godt, at à propos Bemærkningen om Dickens vil alle Morten Korcherne og alle Deepingerne- og det er som bekendt en hel Menighed, rejse sig og bedyre: Jamen ganske det Samme vækker vore Profeter i os! Men det er ikke sandt! De vækker aldeles ikke til Erkendelse af Skævheder i Samfundslivet eller til Trang til at være med til at kæmpe mod Uret; de rækker kun til Sentimentalitet og dermed til Forløjethed….«
Han slutter patetisk: »Derfor har vi haft Medhør og vundet Befolkningens Sympati. Nu begynder vi at faa Tid til at beflitte os paa Opgaver, som den i Dag omtalte: Bibliotekerne med hele deres Bogbestand sat ind som et Led i Folkeopdragelsens – ikke blot – Oplysningens Tjeneste.
Det rent underholdende er overtaget af Filmen, Radioen osv. Vor Vækst har været fra det Underholdende mod det Oplysende, til det Folkeopdragende.
Denne Vækst er vor Ære og paa den skal vi bygge videre.«
I sin forfatterperiode skrev Jacobi også en digtsamling, og ved hans død 19. april 1937 lå der et uafsluttet ro­manmanuskript, men i mange år, helt op i 1950´erne var hans kendteste opus bibliotekssangen på melodien til Den signede Dag med Fryd vi ser. Bibliotekssangens første vers lyder således:
 »Vi er et stilfærdigt Folkefærd, blandt Bøgerne har vi hjemme.
Lad andre kun bruge Talens Sværd, vort Vaaben er Bogens Stemme«  n

Ole Harbo er cand. polit. og tidligere rektor for Danmarks Biblioteksskole

bibliotekspressen@bf.dk