Gå til sidens indhold

Giv læserne et boost

En superprofessionelt tilrettelagt indføring i relancering af læsning og opgradering af biblioteksbrugernes læseroplevelser. Dertil et helhedskoncept og en værktøjskasse med policyformulering, strategiudvikling, undersøgelsesmetoder, evalueringsredskaber og tiltag til videreuddannelse af personalet. Men de tre forfattere pirker samtidig til vaneforestillinger, traditionelle prioriteringer, forandringsmodstand og uambitiøs faglig praksis hos bibliotekspersonalet og cheferne. Det er ikke for meget at tale om et paradigmeskift inden for folkebibliotekernes litteraturformidling og læsningsfremmende aktiviteter.
Her udfordres bibliotekernes tænkning og praksis omkring læsere og læsning. Hvordan kommer vi for eksempel fri af optagetheden af efterspørgslen efter de helt nye hotte skønlitterære titler? Det handler rigtig meget om et styrket fokus på læseoplevelsen, om at nytænke formidlingen, om opstramning af den biblioteksprofessionelle ageren og klare strategier for forvaltningen og synliggørelsen af bibliotekernes læsematerialer. Og så selvfølgelig satsningen på læseren som individ her og der og alle vegne! Van Riel, Fowler og Downes slår derfor et slag for evidens-basering, markedsanalyse og fokuserede brugerstudier.
De diskrete provokationer optræder for eksempel i bokse anbragt i teksten som Wake-up Calls. Dem er der ganske mange af, og de indeholder tre statements, som bogens læser opfordres til at vurdere kritisk. Boksene med wake-up calls gør bogen til et perfekt arbejdsredskab til kurser med videre.
Her er idéer i overflod, tips til anderledes formidling af de materialer, som i deres stille hyldeliv venter på de lånere, som gerne vil overraskes og udfordres og som er åbne over for en snak om læsning med bibliotekaren. Her er endvidere input til arbejdet med interiører, kulturen og det visuelle (farver, skiltning med videre). Men der er også faglighed og grundlæggende biblioteksfaglige diskussioner.
Hvorfor dog stuve den halve bogbestand af vejen og give tidsånden, hvad tidsåndens er i form af computerspil, dvd’er og alt det fancy nye? For der er jo så meget at tage fat på inden for læserudvikling og læsefremme (ups, støvet ord). I øvrigt demaskerer forfatterne præcist og underfundigt feltråbet biblioteket er mere end bøger. For hvad er det nu egentlig dette slogan repræsenterer? Jo, negativ markedsføring samtidig med, at man sender negative signaler til de brugere, som er rigtig glade for bøger.
The Reader-friendly Library Service er vokset ud af projektet Branching Out, og den er i sig selv en formidlingspræstation: Der er kælet for layoutet, og indholdet er klart disponeret. Fremstillingen er veloplagt, og den er spækket med indbydende og ofte sprælske illustrationer. Yes, yes, tænker man, sådan skal den skæres. På ét punkt skuffer bogen dog fælt: Der er næsten intet om svage grupper af læsere og funktionelle analfabeter og arbejdet med disse marginaliserede og biblioteksfremmede målgrupper. Registret er et plus – og der kippes med flaget – men hvorfor har man dog udeladt opslagsordet læsegrupper, som er en af hovedoverskrifterne i indholdsfortegnelsen?
Læs denne bog om totalsatsningen på det læservenlige bibliotekstilbud og giv dit bibliotekariske formidlingsinstinkt et kick!

Leif Kajberg, freelance skribent og ­projektevaluator


The reader-friendly library service
Rachel Van Riel, Olive Fowler & Anne Downes.
Society of Chief Librarians, Newcastle Libraries and Information Service, 2008.
379 sider, 416 kr.
ISBN: 9780955902802