Gå til sidens indhold

Der er noget galt i...

Er det ledelsen, der tromler hen over medarbejderne og ikke lytter? Eller er det medarbejderne, der er forkælede og meget nødigt vil tilpasse sig forandringens nødvendige vinde – eller er det begge dele?
En sag skal ses fra to sider, men der er vist noget galt på Københavns Hovedbibliotek i relationen mellem ledelse og medarbejdere. Det dokumenterer den trivselsundersøgelse, vi omtaler i dette nummer af Bibliotekspressen. Tillige har fælles-tillidsrepræsentant Tage Sørensen skrevet et Synspunkt om forholdene, hvor han opfordrer ledelsen til at se medarbejderne som en ressource.
 Bibliotekspressen har naturligvis været hos ledelsen for at få en forklaring. Vi har også talt med medarbejdere og hørt deres version, ingen medarbejdere har ønsket at stå frem.
Men det er et trist faktum, at en hel del medarbejdere ifølge trivselsundersøgelsen fortæller, at de er kede af at gå på arbejde under de nuværende forhold på hovedbiblioteket. 
For nylig blev der sat fokus på hovedbiblioteket, da det samlede brugerråd valgte at gå med blandt andet den begrundelse, at der blev udvist arrogance fra ledelsens side.
Bibliotekspressens opgave er ikke at hænge nogen ud, hverken ledelse eller medarbejdere, men at prøve at finde ud af, hvad der er galt.
De områder, trivselsundersøgelsen udviser røde tal på er områder som arbejde og arbejdsglæde.
Borgerrepræsentant Jens Kjær Christensen fra Enhedslisten har 30. april stillet et spørgsmål, som lyder: Hvilke initiativer har forvaltningen iværksat på baggrund af resultatet af trivselsundersøgelsen på Hovedbiblioteket?
Svaret er underskrevet af ledelsen ved chefen for Københavns Kommunes biblioteker Jens Ingemann og Københavns Kommunes administrerende direktør Carsten Haurum, og her fremgår det, at der er lavet handlingsplaner, at kommunikationen er styrket, og at der foretages ledercoaching fra HR-funktionen i forvaltningen, og at ledelsen i forsommeren gennemgår et coaching-forløb. I svaret fortælles også, at der arbejdes med en række initiativer, herunder et lokalt intranet til forbedring af fælles vidensnivau, igangsættelse af sociale sammenkomster på tværs af afdelinger samt fælles pause-afholdelse i en nyetableret frokoststue.
I hvert fald må man sige, at problemet erkendes fra ledelsen. Der er altså noget galt, det fremgår også af debatten på bibliotekspressen.dk. Spørgsmålet er så, hvad er skal til for at finde den rigtige løsning. Forandringsledelse er ikke altid let, det kalder på implementering og atter implementering af forandringerne, herunder dialog mellem medarbejdere og ledelse.  Følg debatten og giv din mening til kende på bibliotekspressen.dk.
Henrik Hermann