Gå til sidens indhold

Hvad skal vi med Web 2.0?

I en tid hvor det nærmest er umuligt ikke at have en profil i et eller andet online socialt fællesskab, kan man af og til godt blive fristet til at spørge; «Og hvad skal jeg så liiige bruge det til?«
Så er det jo dejligt, at man kan ty til hjælp fra en god, gammeldags papirbog, for det er netop, hvad bogen Throwing Sheep in the Boardroom forsøger at besvare.
Som undertitlen How Online Social Networking Will Transform Your Life, Work and World indikerer, undersøger bogen, hvordan Web 2.0 teknologierne påvirker vores sociale adfærd, kommunikation og interaktion med hinanden, såvel i fritiden som på arbejdet.
Bogen er inddelt i tre temaer: Identity, Status og Power. Gennem eksempler og cases fra den virkelige verden analyserer Matthew Fraser og Soumitra Dutta Web 2.0’s indflydelse på de tre begreber, idet de udgør grundstenene i social organisering. Forfatterne konstaterer, at de sociale medier medfører radikale ændringer. Identiteter bliver opsplittede og multifacetterede, idet vi selv kan konstruerer dem i det virtuelle rum. Status bliver demokratiseret, for i de virtuelle verdener er det helt andre værdier, der skaber social kapital. Magten spredes ud. I organisationer er magten traditionelt top-down, command-control styrede systemer. Men den virtuelle magt er ofte indlejret i netværk, hvilket betyder, at magten bliver bredt ud i mere horisontale, åbne systemer.
Mens mange politikere de senere år har opdaget vigtigheden af at anvende Web 2.0-platforme som for eksempel blogs og Facebook, er der større forbehold overfor brugen og nytten af de sociale medier blandt virksomheder og organisationer. Fraser og Dutta mener, at dette skyldes, at virksomheder med en traditionel vertikal struktur er bange for at dele viden og ansvar, fordi de dermed mister kontrollen. Men virksomheder bør få øjnene op for de forandringer, der er undervejs. For nok er det for tidligt at tale om en decideret Web 2.0-revolution på virksomhedsplan, men vilkårene for organisationer og virksomheder påvirkes i høj grad også af de sociale medier. Allerede nu anes konturerne af Marked 2.0, Virksomhed 2.0 og Demokrati 2.0, så udfordringerne for bestyrelseslokalerne er at finde balancen mellem, at loosen control without loosening control.
Uanset om man interesserer sig for sociale fællesskaber eller ej, er Throwing Sheep in the Boardroom  absolut interessant læsning. Bogen er ikke en ensidet hyldest til Web 2.0. Den fremstiller gode og dårlige sider, opridser dilemmaer, advarer mod faldgrupper og trækker sågar tråde helt tilbage til middelalderen og Tempelridderne. Ved at læse bogen opnår man forståelse af Web 2.0’s betydning for, og påvirkning af, vores personlige såvel som vores professionelle liv og verden. Den giver dermed et kvalificeret bud på, hvad Web 2.0 kan bruges til – og så kan den for øvrigt også erhverves som e-bog, hvis man ikke er så meget for det gode, gammeldags papir.

Tine Rugaard Møller, cand.scient.bibl.,
Researcher, PricewaterhouseCoopers


Throwing Sheep in the Boardroom: How Online Social Networking Will Transform Your Life, Work and World
Matthew Fraser & Soumitra Dutta
Udgivet af John Wiley & Sons 2009
344 sider, vejledende pris: £15.99.
ISBN 978-0-470-74014-9