Gå til sidens indhold

Hvem rammer den nye multimedieskat?

Multimedieskatten er vedtaget af Folketinget d. 28. maj 2009 og træder i kraft 1. januar 2010

Multimedieskatten er et element i den samlede skattereform, hvor skatten på arbejde (indkomstskatten) nedsættes, og skatten på andre elementer samtidigt hæves for at finansiere reformen.
Den 17. april 2009 blev det oprindelige forslag vedrørende multimediebeskatning ændret, således at enkelte faggrupper ikke omfattes af skatten (for eksempel hjemmehjælpere med håndholdte PDA´er). Derudover blev det skattepligtige beløb sat ned fra 5.000 kroner til 3.000 kroner årligt. Hermed lander du på samme skattepligtige beløb, som du skal betale, hvis du har fri telefon i dag.
Hvis du bliver omfattet af skatten vil din reelle udgift årligt være 1.700 kroner, hvis du betaler topskat og 1.225 kroner årligt, hvis du ikke betaler topskat.
Har både du og din samlever/ægtefælle fået stillet et multimedie til rådighed privat, bliver I begge omfattet af multimedieskatten.
Ansættes du først midt i et kalenderår (1. juli), og får et multimedie stillet til rådighed privat, så beskattes du kun forholdsmæssigt, det vil sige i dette tilfælde med 1.500 kroner for pågældende år.
De multimedier, der er omfattet af multimedieskatten er følgende elementer, som er stillet til rådighed og er helt eller delvist betalt af arbejdsgiver:
 telefon, såfremt den benyttes privat/hjemme
 bredbånd
 pc, som tages hjem
Du beskattes med samme beløb (3.000 kroner årligt), uanset om du benytter et to eller alle tre multimedier hjemme.
I loven indføres begrebet »privat rådighed«. Rådighedsbegrebet indebærer, at det ikke er afgørende, om du rent faktisk benytter dig af multimediet privat. Blot det forhold, at du konkret har mulighed for at bruge multimediet privat, er nok til at udløse beskatning.

Hvem skal betale multimedieskat
Hvem bliver »ramt« af skatten:
Medarbejdere som i dag får stillet pc´ere til rådighed til brug til hjemmearbejde, og hvor pc´en enten befinder sig hjemme eller tages med hjem – for eksempel bærbare pc´ere.
Medarbejdere, som i dag får betalt bredbånd af arbejdsgiver.
Medarbejdere med arbejdsmobiltelefon, som bruges til private samtaler.
Medarbejdere, som efter den 22. april 2009 har indgået aftale om »køb« af en pc med sin arbejdsgiver (hjemme-pc-ordningen) beskattes fra 2010.
Medarbejdere, som har valgt multimedier i deres fleksible lønpakke. De omfattes fordi der er et element af medfinansiering fra arbejdsgiver/skattevæsenets side, idet ordningen er baseret på betaling i bruttolønnen.
Det indebærer, at fordelen ved fleksible lønpakker bliver mindre, hvis du vælger et multimedie i pakken. På den ene side sparer du i skat ved at betale for multimediet fra din bruttoløn, men på den anden side bliver din skatte pligtige indkomst hævet med 3.000 kroner pr. år.

Frihed for multimedieskatten
Hvem bliver ikke »ramt« af skatten:
Du beskattes med samme beløb (3.000 kr.) om du benytter en to eller alle tre multimedier. Det indebærer, at dem som i dag allerede beskattes af fri telefon, ikke beskattes yderligere, såfremt bredbånd og/eller PC også stilles til rådighed hjemme og betales af arbejdsgiver. Dog bliver der pr. 1.1.2010 ikke længere mulighed for at modregne egne udgifter til den fri telefon.
Medarbejdere som har en arbejdsmobiltelefon stillet til rådighed kan – som i dag – underskrive en erklæring om, at telefonen ikke benyttes privat. Medarbejderen bevarer hermed muligheden for at tage telefonen med hjem. I dag er det tilladt – med en sådan erklæring – at foretage enkelte private opkald fra mobilen. Denne mulighed bortfalder dog helt i den nye ordning.
I teorien kan du også stadig tage den bærbare med hjem med den nye lovgivning, og undgå beskatning, hvis den ikke benyttes privat, men det påhviler dig selv at bevise, at du ikke har brugt den til private formål og det vurderes at blive meget svært.
I meget få tilfælde kan du dog undgå beskatning, såfremt du blot tager din pc med hjem, fordi du skal bruge den på en tjenesterejse næste dag. Forudsætningen for skattefrihed er, at det ville volde dig megen besvær, enten først af hente pc´en på arbejdspladsen, før du skal rejse, eller ved hjemkomst fra en tjenesterejse at skulle aflevere pc´en på arbejdspladsen, før du tager hjem.
Skatteministeriet opfordrer dog arbejdspladsen til altid først at afsøge skattevæsenet om et såkaldt »bindende svar«, før pc´en tages med hjem. Ellers kan du risikere at blive sat i skat ved at have taget pc´en med hjem.
Medarbejdere, som før d. 22.4.2009 har indgået aftale om »køb« af en pc med sin arbejdsgiver (Hjemme-pc-ordningen). Ordningen forløber uændret.

Din arbejdsgiver bør betale
Bibliotekarforbundets holdning til multimedieskatten er, at man ikke skal trækkes i sin løn for at udføre sit arbejde. Bliver nogen af jer omfattet af skatten, bør I lokalt indgå aftale med jeres arbejdsgiver om, at skatteudgiften kompenseres af arbejdsgiver i form af tillæg til medarbejderen på 3.000 kroner årligt eller lignende.
Bibliotekarforbundet følger løbende udviklingen af praksis på området, og vil senere udfærdige konkret vejledning på området.