Gå til sidens indhold

De kendte elsker biblioteket

Biblioteket er et fantastisk brand – ligesom titlen bibliotekar. Hver gang Bibliotekspressen taler med fremtrædende forfattere, politikere, samfundsdebattører og såmænd også »de kendte« – så roser de biblioteket i høje toner. De roser også bibliotekarerne i høje toner. Som i dette nummer af Bibliotekspressen, hvor vi indleder en artikelserie med kendte kulturpersonligheder, der udtaler sig om deres forhold til biblioteket og deres oplevelse af bibliotekarer.
At der blandt biblioteker og bibliotekarer er en krise i relation til selvforståelsen, er der måske ikke noget at sige til: Rigtig mange biblioteker – halvdelen – er lukket siden eksekveringen, for nu at bruge det udtryk – af kommunalreformen. Alligevel er »bibliotek« og »bibliotekar« et godt brand ifølge de  kendte. Blandt andet har Johannes Møllehave udtalt, at han ønsker, at han i det mindste kan få adgang til et bibliotek, når han har forladt denne jord.
At selvforståelsen er udfordret er klart nok – også når ens eget forbund alvorligt har overvejet at skifte navn fra Bibliotekarforbundet til noget andet – den operation mislykkedes. Både begrebet bibliotekar og bibliotek er omgivet af respekt i vide kredse– at der så findes fordomme, som vi ikke behøver remse op – er en anden sag. At tale sit eget fag ned – eller blive forknyt og miste sin selvforståelse i en brydningstid vil være ærgerligt. Omvendt er der ikke noget at sige til, hvis selvforståelsen er i spil og skal debatteres. Som organisation forsøger Bibliotekarforbundet at forholde sig til den bibliotekariske identitet – i en tid, hvor faget er under stor forandring – men mange af opgaverne er vel de samme: håndtering og sortering af (mere og mere) viden på (flere og flere) forskellige platforme.
Forfatteren Leonora Christina Skov har i dette nummer af Bibliotekspressen et klart budskab til alle bibliotekarer og deres formidlingsrolle: Glem alt om at være objektiv!
Hun fortæller også, at nogle af de bedste minder fra hendes barndom stammer fra – biblioteket.
Bibliotekspressen vil fortsætte debatten om faget og dets fremtid – giv også din mening til kende på bibliotekspressen.dk. Redaktionen ønsker en god sommer, næste nummer af Bibliotekspressen udkommer 20. august.

Henrik Hermann
hermann@bf.dk