Gå til sidens indhold

Fortidens stærke kvinder

En dybdeborende bibliotekars to bøger bringer historien om kvinderne og bibliotekernes fælles kamp til live.  

tekst MADS CLAUSAGER

Med to solide bøger om fortidens stærke kvinder, der kæmpede med bøgerne som deres ædle våben, har Helle Hvenegård-Lassen afsluttet et 17 år langt arbejde, hvor hun sideløbende med fuldtidsjobbet som bibliotekar har tilbragt en god del af ferier og fritid i arkiver og i klostre. I bøgerne om kvindernes og bibliotekernes tidlige kampe handler det om over tilsammen 712 levende sider, som har givet den 63-årige forfatter en plads i den nyere bibliotekshistorie. Dansk Bibliotekshistorisk Selskab har belønnet den usædvanligt vedholdende indsats ved at give Werlauff prisen til Helle Hvenegård-Lassen, der sidste år trak sig tilbage efter 38 års tro tjeneste.
Et andet hjem er den første samlede fremstilling af Kvindelig Læseforenings historie fra starten i 1872, mens Sophie Alberti: Kvindesagspioner og førstedame i Kvindelig Læseforening er en biografi om foreningens karismatiske men også magtsyge leder gennem næsten 40 år. Helle Hvenegård-Lassens bøger udkom sidste efterår og blev pænt modtaget af anmelderne, der bøjede sig i støvet for den grundige research og de righoldige detaljer med alt fra udlånsstatistikker over kvindernes strudsefjer og lilla crepe de chine til resuméer af datidens mest populære romaner.
Omhyggeligt har bibliotekaren flettet kvindernes og bibliotekernes historie sammen og skabt et veldokumenteret billede af en tid, hvor begge grupper var inde i en rivende udvikling.
Helle Hvenegård-Lassen, der blev uddannet bibliotekar i 1970, studsede som børnebibliotekar over de markante kønsroller i bøgerne til det yngre publikum. Hun var med i en basisgruppe under rødstrømperne, mens hun fik job – først i Gentofte og senere i Lyngby-Taarbæk. Her blev Helle Hvenegård-Lassen efter fire år i børnebiblioteket voksenbibliotekar og delte fra 1983 sin tid mellem hovedbiblioteket i Lyngby og filialen i Taarbæk.

I medgang og i modgang
Kvindelig Læseforenings katalog, der blev brugt til at verificere ældre bøger med, stødte hun på i Lyngby, og Helle Hvenegård-Lassen blev nysgerrig. Hvad var der foregået dengang, og hvad handlede det om? Sammen med et generelt behov for at fordybe sig, som hun ikke fik tilfredsstillet gennem bibliotekararbejdet, drev disse spørgsmål hende – første gang i 1991 – til Det Kongelige Biblioteks arkiv. Hun dykkede ned i referater af bestyrelsesmøder og generalforsamlinger, breve, tidsskrifter og datidens kvindeblade og aviser. Hun støvsugede arkiverne for fotos og læste bøger om perioden for at få tidsbilledet ind under huden.
– Jeg har levet mig ret meget ind i det forløb og været meget optaget af de kvinder, der er i historien. De kom til at stå helt levende for mig, og jeg fulgte med i deres frustrationer, deres glæder, deres skænderier og alt, hvad de i det hele taget gjorde. Det levede sådan oppe i mit hovede, siger Helle Hvenegård-Lassen.
Kvindelig Læseforening opstod i en kønsopdelt tid, hvor kvinder ikke havde adgang til datidens privatbiblioteker og ej heller til gymnasiet. Læseforeningen tog kampen op og blev en kvindelig højborg med stort bibliotek, tea-room og damehotel. Her mødtes kvinderne, der ville bryde mændenes monopol på viden og magt.
– Vi vil højne danske Kvinders Stilling ad to veje: ved at meddele Kundskaber gennem Bøger og Blade og ved Skønhed i det daglige Liv....Kundskab og Skønhed, det er den ædle Vin, Foreningen vil skænke sine medlemmer, for derigennem at højne vort Land og vort Folk, sagde Sophie Alberti, da hun i 1910 indviede Læseforeningens eget hus, som på baggrund af hendes jernvilje blev bygget på Gl. Mønt i København.
Centralt i bygningen var biblioteket, der havde en samling på efterhånden 74.000 bind. I 1917/18 havde læseforeningen 240.000 udlån til de 4.500 medlemmer.

Modig og magtsyg
Sophie Alberti var formand fra 1891-1929, og det er især denne periode, Helle Hvenegård-Lassen har fokus på i sine bøger. Den mangeårige forkvinde spillede en vigtig rolle for datidens kvinder og deres ønske om frigørelse og selvstændighed. Sophie Alberti ydede en kæmpeindsats i kvindesagens tjeneste, men hun brugte alle midler, også de mindre fine, til at nå sine mål.
 – Nogle gange gav det ligefrem et gip i mig, når jeg læste om Sophie Alberti. Nej! – nu sætter hun trumf på igen og siger, at hun går af, hvis hun ikke får sin vilje. Tænk, at hun turde. Det var så utroligt modigt, men hun har i den grad troet på sig selv og sin sag. Og så var hun dygtig til at få det til at blomstre og få medlemmer. Hun var entreprenant men vanvittig effektiv.
– Sophie Alberti var meget optaget af selv at vælge bøgerne. Det var ikke noget, hun ønskede at overlade til en bibliotekar, og generelt var hun ikke god til at uddelegere. Hun var et magtmenneske, og hun tromlede mindretallet i foreningen. Nogle gange var det bare for meget, men jeg er fuld af beundring for det engagement, hun lagde i kvindesagen. Og det synes jeg nok, at andre kunne tage ved lære af – også i dag.
 Fra sit otium oplevede Sophie Alberti, der døde 100 år gammel i 1946, starten på nedturen. Medlemstallet begyndte at falde i 1930’erne og det gik ned ad bakke for Kvindelig Læseforening frem til 1962, hvor der blev lukket og slukket. Kvindesagen fik nye dagsordener, som andre tog sig af, mens de kommunale folkebiblioteker sørgede for at skænke Kundskaber til folket.
 Helle Hvenegård-Lassen skriver i hånden først og taster derpå stoffet ind på computer. Hun har brug for ro og samlet tid til skrivefasen og har i perioder søgt ophold på blandt andet Ørslev Kloster ved Skive og i et nu nedlagt refugium ved Fuglsang på Lolland. Hun har skrevet i ferier og har også haft en tre måneders sabbatorlov.

Dengang farfar var ung
Først skrev hun en samlet fortælling på flere tusinde sider, og med den i hånden rendte hun fonde og forlag på dørene i en periode, der også bød på ventetid, afslag og frustrationer. Forlaget Museum Tusculanum og Det Kongelige Bibliotek ville udgive materialet, men ønskede det strammet op. Helle Hvenegård-Lassen fik hjælp til det af kvindeforskere, og måtte gennem nye skrivefaser. Ideen om at skille Sophie Albertis historie ud i en biografi opstod, men efter den lange proces med at få udgivet Et andet hjem valgte forfatteren selv at udgive Sophie Alberti på Books on demand.
Et andet hjem fik blandt andet støtte fra Forskningsrådet og blev udgivet på Tusculanums Forlag. Forskningsrådet ønskede bogen strammet ned fra 480 til 300 sider, men her bankede Helle Hvenegård-Lassen i bedste Sophie Alberti-ånd i bordet og insisterede på at få sin vilje. Hun ville ikke »give køb på grundigheden« som hun formulerer det, og derved blev det.
For et år siden gik Helle Hvenegård-Lassen på efterløn. Nu har hun mere tid, men flere bøger om Kvindelig Læseforening kommer der ikke fra hendes omhyggelige pen – så meget ligger fast. Måske retter hun i stedet blikket tilbage til dengang, hendes farfar, Harald Hvenegård-Lassen, var ung. Han blev uddannet på en biblioteksskole i USA og kom derefter hjem og startede Centralbiblioteket i Vejle i 1914. Her ligger endnu en god historie om pionerånd i den danske biblioteksverden og venter på at blive skrevet. Og lysten til at fordybe sig – den har Helle Hvenegård-Lassen stadig, men hun vegeterer dog for tiden efter den lange proces med fortidens stærke kvinder.
 
En sjælden pris
Dansk Bibliotekshistorisk Selskab uddeler Werlauff prisen, når selskabet med sjældne mellemrum møder et arbejde »af særlig bibliotekshistorisk værdi.« For at blive belønnet med prisen og de 20.000 kroner, der følger med, er det tillige et krav, at arbejdet »bygger på en solid forskningsmæssig indsats og er særligt påskønnelsesværdigt.«
Med denne hæder til Helle Hvenegård-Lassen og hendes bøger om Kvindelig Læseforening og Sophie Alberti er det tredje gang, at Werlauff prisen uddeles. Den blev givet i 1994 til arkivar Lars Henningsen for et arbejde om danske biblioteker i Sydslesvig, mens seniorforsker Helge Clausen blev belønnet i 2007 for et arbejde om de katolske biblioteker i Danmark.
Prisen er opkaldt efter E.C. Werlauff, der var chef på Det Kongelige Bibliotek fra 1829-1861 og Danmarks første bibliotekshistoriker.  Mads Clausager er freelancejournalist.
bibliotekspressen@bf.dk