Gå til sidens indhold

Glem alt om at være objektiv

- Det er med bibliotekarer som med anmeldere - hvis du én gang har anbefalet folk en bog, der var noget lort, så gider de ikke lytte til dig igen.  

Leonora Christina Skov - navnet kalder på en rigtig dame med rød læbestift, lakerede negle og ti centimeter høje hæle - og det får man.
Men ét er navn noget andet gavn – den 32-årige forfatter er nemlig også feminist, skarp smagsdommer på tv, litteraturanmelder og lesbisk. Og det mudrer billedet for nogle - især mændene, siger hun.
Hun er for eksempel blevet spurgt: Hvordan kan du kalde dig feminist og se sådan ud?
Og kontrasterne hænger da også i luften, så snart hun træder ind på cafeen på Vesterbro i København, hvor Bibliotekspressen møder hende. Hendes håndtryk vil få selv en brolægger til at føle sig
underlegen, mens den stramme brune og lyserøde kjole, den optegnede røde mund, hvide hud og det mørke pagehår leder tankerne hen på en hjemmegående amerikansk husmor fra 1950’erne.
Men netop fastlåste forestillinger om, hvordan folk skal se ud og leve deres liv, er det Leonora Christina Skov føler sig sat i verden for at sprænge.
Og ikke kun på det personlige plan.

Spænd ben for lemminger
Som litteraturkritiker på Weekendavisen, kæmper hun for et bredere litterært udsyn. Udbuddet af litteratur i Danmark er for snævert. Forlagene overser lande som Afrika, Australien, Sydamerika, Sydeuropa og Asien, mener hun.
- De er for dårlige til at søge ud og finde bøger, der beskriver anderledes liv og verdener, fordi de har en forestilling om, at det ikke sælger. Men vi er bagud. Vi ved måske lidt om tysk og skandinavisk litteratur, meget lidt om engelsk og lidt om amerikansk, men ellers er der store sorte huller, siger hun og spørger retorisk: Kan du måske nævne én australsk forfatter?
Men hun skimter lys forude.
- Med bøger som Drageløberen og Yacoubians hus, har forlagene fået øjnene op for at andet end svenske krimier sælger.
Og på Weekendavisen har hun opdyrket et alternativt område, hvor hun finder bøger, mange aldrig har hørt om før, men som har solgt millioner af eksemplar i deres hjemlande.
- I Indien bor der for eksempel en milliard mennesker, og der er et kæmpe marked med fantastiske forfattere. Det er den bedste måde at lære om andre lande på – bedre end at tage på 14 dages ferie dertil, siger hun.
- Folk elsker for eksempel Drageløberen, fordi de pludselig ved noget mere og andet om Afghanistan, end det de ser i tv-avisen, siger hun.
Bibliotekarernes rolle og udfordring er, ifølge Leonora Christina Skov, at spænde ben for strømmen af lemminger, der løber efter de samme bøger og forfattere.
- Ellers bliver biblioteket for »supermarkedsagtigt«. Når en læser kommer ind og siger: »Nu har jeg læst Drageløberen, hvad skal jeg så læse?« Så tænk »Egypten« i stedet for »Afghanistan«, siger hun.

Nørd ud i blindhed og selvmord
Bøger har altid betydet meget for Leonora Christina Skov, og hun kalder sit forhold til biblioteker nært.
- Nogle af de bedste minder fra min barndom er fra biblioteket, der var en gammel gul murstensbygning. Det var sådan noget, min far og jeg gjorde sammen. Jeg lånte 10-15 bøger én gang om ugen og lavede ikke andet end at læse og  skrive breve.
Hun voksede op i Helsinge, en nordsjællandsk provinsby og følte sig udenfor og ensom som barn.
- Jeg var den dygtige og nørdede pige, siger hun. Og ordet nørd er ikke helt ved siden af i betydningen: »En intelligent person, der interesser sig meget for én ting« på nær, at Leonora Christina Skov var nørd udi mange områder.
- Jeg læste i temaer og læste alt, hvad der var inden for det emne. Det var alt om selvmord, alt om folk med psykoser eller alt om blindhed, siger hun, mens hendes velplejede fingre viser et fingertegnsprog, som en blind og døv pige opfandt.
- Bibliotekarerne må virkelig have undret sig, når jeg kom og bad om for eksempel alt om skizofreni, men jeg fik altid en meget lang liste med titler.
Leonora Christina Skov faldt altid over dystre emner.
- Jeg tænkte meget over, hvorfor det var de emner, der fascinerede mig. Men jeg følte og føler stadig en forbundethed med mennesker, der står på kanten - marginaliserede eksistenser, siger hun.
Som teenager blev emnet homoseksualitet interessant som tema – også i hendes eget liv, og som 15-årig var hun sprunget ud som lesbisk og inkarneret feminist, der havde læst alt af Fay Weldon og Erica Jong.
- Egentlig undrer det mig lidt, at der aldrig var en bibliotekar, der spurgte mig, hvordan jeg havde det derhjemme. Men de var altid meget servicemindede på den der: »Nu skal du få en liste måde«. Jeg var ikke udsat for incest, men hvis der kommer et ungt mennesker, der beder om alle bøger om incest, ville jeg måske vedlægge en folder om det. Eller hvis det handler om selvmord, så sige: »Her er alle bøger om selvmord og et nummer til Livslinjen.« De må gerne gå lidt tæt på.

Objektivitet er en by i Rusland
Leonora Christina Skov mener, at bibliotekarer lige som anmeldere ikke kan undgå at bruge sig selv i deres job og i formidlingen af bøger. Hun lever som anmelder af at skrive sin personlige mening, og det mener hun også, er bibliotekarernes lod.
- Jeg tror ikke på, at de kan eller skal være objektive. Personligt holder jeg allermest af de anmeldelser på Litteratursiden.dk, der er ærlige. Det handler om at vurdere bogen på dens præmisser. Hvis jeg anklager Briget Jones Dagbog for ikke at være Virginia Wolf, så er det mig, der har et problem. Men inden for bogens genre kan du godt vurdere om den er god eller dårlig, og det har man en forpligt­igelse til, siger hun.
Leonora Christina Skov sidder også med som smagsdommer i tvprogrammet af sammen navn på DR2, og hun mener faktisk ikke, at vi kan få for meget smagsdommeri.
- Der er så mange tilbud, så det er rart, at der er nogle, der mener noget – som anmelder hjælper man folk til at sortere, og de finder efterhånden ud af, om de som regel er enig eller uenig med én, siger hun.

Ingen mand, Volvo eller a-kasse
Leonora Christina Skov kom selv under kritikernes lup i 2003, hvor hun udgav sin debutroman Rygsvømmeren. Selv at skrive bøger er en drøm tilbage fra pigeværelset, hvor historierne fra dengang stadig ligger i skuffen med små tegninger.
- Jeg har altid levet i en bogverden, så det er ikke så mærkeligt, at det er der, det er endt, siger hun. Men det var først efter, at hun havde redigeret den feministiske antologi De røde sko i 2002, at hun bestemte sig for selv at skrive. Hun skrev Rygsvømmeren på sin sidste års SU på litteraturvidenskab. Den fik gode anmeldelser lige som hendes seneste roman Champagnepigen.
I dag, hvor hun sidder på en københavnsk cafe med støvregn og grå skyer udenfor, er hun netop hjemvendt fra Indien, hvor hun har skrevet på sin næste bog – en gotisk roman med uhygge og romance. Plottet tog hende fire måneder at udtænke.
- I mine første bøger udviklede jeg historien undervejs, og det var et helvede. Jeg måtte hele tiden skrive om, og læseren kan hurtigt fornemme, om forfatteren ikke helt ved, hvor det er på vej hen. Læseren skal føle sig sikker i forfatterens hænder, siger Leonora Christina Skov.
Og hun ved godt, hvor hun vil hen.
– Jeg vil gøre folk opmærksomme på, at de kan gøre noget andet, end det der forventes af dem. Nogle gange virker det som om folk ikke kan se andre muligheder end deres otte til fire job, deres mand og børn. Jeg ser mig selv som én, der prøver at gøre noget andet med mit liv. Jeg er ikke medlem af en a-kasse, har ikke bil, mand eller børn, siger hun. I den næste bog er hovedpersonerne heller ikke som kvinder er flest – de er to ugifte frøkner.

Den hjemlige andedam
Leonora Christina Skov skriver helst om natten og helst alle andre steder end Danmark.
- Om natten er der ro. Det er som at køre i bil i mørke, hvor der kun er to forlygter, der oplyser vejen, siger hun. Det sidste år har hun været i Damaskus, Cambodia, Berlin, Skt. Petersborg og Indien for at skrive.
- Det giver mig et andet perspektiv.
I Indien mødte jeg for eksempel forfattere fra Korea, USA og Australien og fik punkteret nogle fordomme. Jeg troede for eksempel, at man kunne nå hele verden, hvis man skrev på engelsk, men i Australien eller USA er forfatternes oplag ikke større end i Danmark. Et stort oplag er stadig to til tretusinde. De bøger der udkommer i New York udkommer nemlig ikke på Vestkysten, og dem der udkommer på Vestkysten, kender de ikke på Østkysten. Det gjorde mig lidt gladere for at være dansk forfatter- hellere være en lidt større fisk i en lille andedam end en lille fisk i en meget stor dam. 

 
moensted@bf.dk