Gå til sidens indhold

Velfungerende Aalborg-skole med store udfordringer

Aalborg-skolens nye lokaler på campusområdet er venlige og åbne. De studerende er glade for placeringen, men optaget er stadigt vigende.  

tekst JENS LAURIDSEN

Danmarks Biblioteksskoles Aalborg- afdeling flyttede i efteråret 2008 ind i et helt nyt byggeri på Aalborg Universitets store campusområde. Dermed er flere års trængsler præget af dårligt indeklima og pladsproblemer slut.
På campus-området har biblioteksskolen med cirka 15 lærere og 200 studerende, fået den skiferbeklædte vinkelbygning, der findes i flere lignende varianter i området, helt for sig selv. Stue, første- og andensal med undervisningslokaler, kontorer, administration og sociale og rekreative områder.
Naboen til den ene side er datalogi, til den anden kommunikation (Humanistisk Informatik). 

Et godt miljø
Der er tale om et meget overskueligt og venligt hus. Fine åbne trappeforløb i begge ender, masser af udsigtspunkter ud over området, etagegennembrud og vinduer i kontordørene bidrager til fornemmelsen af et åbent og positivt miljø. På hver etage er der små sekvenser med mulighed for studie og ophold, i stueetagen en stor foyer hvor lærere og studerende kan opholde sig i forbindelse med frokost og kaffepauser.  Ligeledes i stueetagen er et større område dedikeret dels De Studerendes Råd, dels de studerendes sociale liv. En knaldrød gulvbelægning giver bygningen liv og varme i kontrast til de hvide og grå nuancer, der i øvrigt er gældende. Og den røde farve binder etagerne og funktionerne sammen al la det berømte røde bånd i Hjørring.

Biblioteksskolens bibliotek
Der er ikke noget bibliotek i huset, AUB, biblioteket på skolen i Købehavn og DEFF benyttes. Måske kunne et biblioteks- og studie­miljø etableres i det Lear­ningLab-område på første sal, der endnu ikke har fundet sin form? Der er ikke særligt mange egentlige studiearbejdspladser til rådighed og der kunne ligeledes godt være flere områder til projekt- og gruppearbejde – selv om nogle kontorer er inddraget til sidstnævnte formål.

Kommunikation
Der er ingen tvivl om, at Biblioteksskolens Aalborg-afdeling har fået et fint og konstruktivt kommunikerende hus som en noget nær optimal ramme om skolens virksomhed.
Skolen er organiseret som en afdeling af skolen i København. Der er ingen afdelingsleder mere. Til gengæld har rektor Per Hasle sit faste kontor i huset. Sammenhængen med og synergien i forhold til DB på Birketinget er én udfordring. En anden er det nærliggende samarbejde med Aalborg Universitet. En tredje udfordring er at vende den nedadgående optagskurve. Tre udfordringer der selvsagt hænger nøje sammen og som vil forstærkes af den øgede konkurrence om de studerende i de kommende år.
Studerende siden 2006, Freja Grandjean fortæller om den nye skole:
- Det er en fin skole, men man skal vænne sig til, at alle kan høre alt fra etage til etage via atriet, siger Freja Grandjean og efterlyser i samme åndedrag mere samarbejde med Aalborg Universitet og mere samarbejde med afdelingen i København.
- Vi har nok altid været den lille upåagtede afdeling af biblioteksskolen, mener hun og påskønner samtidig, at Biblioteksskolens nye rektor, Per Hasle, åbenlyst arbejder målrettet på at placere Danmarks Biblioteksskole i sin helhed, men også Aalborg-afdelingen synligt og præcist i relevante sammenhænge. Denne betragtning kan rektor kun tilslutte sig:
- Vi arbejder systematisk på at udvikle samarbejdet mellem Aalborg Universitet og biblioteksskolen. Der skal være et flow af studerende fra universitetet til biblioteksskolen og omvendt, fortæller Per Hasle og understreger, at han er meget glad for beliggenheden på campus. Beliggenheden giver skolen en række muligheder for samarbejde, muligheder der blandt andet skal udvikles på et kommende idéseminar for ansatte, beretter rektor og siger, at han rent ud sagt undrer sig over, at man ikke tidligere i højere grad har arbejdet med potentialet i naboskabet til universitetet. Per Hasle tilbringer gennemsnitligt en dag om ugen på sit kontor på Aalborgskolen.

Håb for fremtiden
Konklusionen er, at biblioteksskolens Aalborg-afdeling har fået en fornem ramme om sin virksomhed. En ramme, der i samspil med udviklingen af indholdet givet vil være med til at øge afdelingens prestige. På Aalborg-skolen uddannes bachelorer, kandidater og phd´er. Studerende Freja Grandjean og rektor Per Hasle ser gerne, at det forsætter i mange år endnu.
Det må blandt andet optaget så vise. 

Jens Lauridsen er bibliotekschef i Tårnby Kommune