Gå til sidens indhold

BF´s nye hjemmeside er flot, men har småfejl hist og pist

Bibliotekarforbundet og Bibliotekspressens hjemmesider har både plusser og minusser, vurderer Per Kjær Fredborg i sin anmeldelse.  

Bibliotekarforbundet fik i foråret en ny hjemmeside. Siden er grafisk flot, selv om man umiddelbart bruger hele den øverste tredjedel af siden med et billede forestillende glade mennesker. Det virker malplaceret og dominerende på siden. Det kunne godt fylde noget mindre.
Faggrupperne og Ansættelsesgrupperne er blevet tilbudt at benytte samme CMS-system til deres hjemmesider, og det har fire benyttet sig af: Faggruppen for Medicinsk Information, MUFA,  Bibliotekarforbundets Seniorgruppe og Privatgruppen. Dermed bevarer man som bruger navigationen fra bf.dk i den horisontale menu, mens faggruppen/ansættelsesgruppens navigation findes i venstre spalte. Det virker godt, og jeg tror de andre faggrupper også med fordel kan gå over til dette layout, samtidig med, at de bevarer deres særpræg. Som bruger af faggruppernes sider er det i hvert fald dejligt, at layout og navigation følges ad.
Hjemmesiden virker flot og overskuelig, men afslører fra forsiden ikke det væld af informationer, der findes underneden.

Hjemmesidens indhold
Hjemmesiden har de fagforeningsmæssige informationer omkring barsel, overenskomst, seniorpolitik og så videre, og så videre. Til gengæld savner jeg under »Dit Fag« information omkring Bibliotekarforbundets holdninger inden for faget og kulturpolitikken. Altså de mere bløde områder, hvor formanden har været i pressen flere gange over de seneste år og udtalt sig om BF’s holdninger.
Hjemmesiden afspejler den øgede ressourcetildeling og efterspørgsel fra medlemmernes side på information og rådgivning inden for karriereområdet. Det er for eksempel muligt at få en konsulent til at se ansøgningen igennem i forhold til et konkret stillingsopslag. Der er mulighed for karriererådgivning for medlemmerne, uanset om man er i arbejde eller ej. Her skal man, hvis man bor uden for Storkøbenhavn, være fire medlemmer før karriererådgiveren rykker ud. Jeg vil forslå, at man laver en match-funktion, således at det bliver lettere for medlemmer i provinsen at finde sammen og dermed få samme ydelse som medlemmer i Københavnsområdet.
Faktuelt stof omkring hovedbestyrelsen, personale i BF, Princip- og Arbejdsprogram med videre er også nemt at finde på siden.
Det var dejligt at se tre små billedserier med lyd om bibliotekarer i forskellige jobs. Disse behøver ikke at skjule sig under menu-punktet »Arbejdsgivere«. Det virker bare rigtig godt, så giv dem en mere fremtrædende plads på siden.
Endelig indeholder hjemmeside funktioner som RSS, share til Facebook, Delicius, LinkedIn, Twitter og rigtig mange flere. En god funktion som flere sikkert vil benytte.

Mit BF
Jeg satte mig for at undersøge, hvad jeg kan få ud af hjemmesiden, når jeg er logget ind. Efter indlogning har jeg mulighed for at se tidligere arrangementer, jeg har været tilmeldt og hvilke kommende arrangementer, jeg er tilmeldt.  Jeg har mulighed for at tilmelde mig yderligere arrangementer via kalenderen eller deltage i debat, når testperioden ellers er overstået for den del af siden.
En mulighed er at melde sig på forskellige Nyhedsbreve fra BF eller faggrupperne. Samtidig er man ved at opbygge et netværk for medlemmerne. For at deltage i MedlemsNetværket skal man aktivere sin profil. Det prøvede jeg. Information omkring mig blev dog ikke synlig for resten af netværket og stadig efter to døgn, er det ikke synligt. Det finder jeg noget underligt. Til gengæld er det rimeligt nemt at søge i informationerne, men uhensigtsmæssigt, at tryk på enter-tasten nulstiller felter i stedet for, at det starter en søgning.
Det virker lidt gammeldags, at jeg har mulighed for at melde mig ind i forbundet, når jeg nu allerede er logget ind (og dermed medlem)!  En funktion til at skjule unyttige oplysninger kunne være godt og i stedet for at nøjes med at fortælle, hvordan jeg melder mig ud, synes jeg også, man her skulle oplyse medlemmerne om gode grunde til at blive i BF. Hvad kan jeg få ud af mit medlemskab af BF?
Hjemmesiden henter ikke altid den relevante information omkring mig som medlem. Hvis jeg klikker på »Find din tillidsrepræsentant« ved systemet pludselig ikke, hvem jeg er. Jeg skal derimod udfylde en formular omkring ansættelsessted med videre. Jeg har mulighed for at taste mit navn i punktet Medlem, men det giver intet. Hvis jeg derimod taster min tillidsrepræsentants navn, får jeg et resultat. Det er ikke helt logisk!

Søgning på hjemmesiden
Som bibliotekar er man selvfølgelig altid spændt på, hvordan søgefunktionen virker på en hjemmeside. Jeg har lavet en meget simpel test, som måske mere viser manglende datagrundlag på posterne end en egentlig dårlig søgemaskine.
Men først kiggede jeg på Emneordslisten og Sitemap. Hvis man ønsker et hurtigt overblik over sitet, er Sitemap et godt sted at begynde. Det virker fint til at få et overblik over struktur og emneområder på bf.dk. Emneordslisten virker rigtig godt, og hvis man kan finde sit interessefelt i listerne, giver det et fint overblik, over hvilke informationer siden indeholder, inden for de enkelte områder.
Jeg satte mig for at lave en lille test af søgefunktionen. Jeg har prøvet at lave tre søgninger, som alle kunne være aktuelle for mig som medlem at foretage.
1. Som gammel Hovedbestyrelsesmedlem prøver jeg selvfølgelig at søge referater fra hovedbestyrelsesmøderne, eller protokol som de egentlig bliver kaldt. Hvis jeg søger på »referat hovedbestyrelsesmøde« giver det 0 poster. Ligeledes med »protokol hovedbestyrelsesmøde«. Hvis jeg til gengæld nøjes med at søge på »hovedbestyrelsesmøde« får jeg 14 poster, blandt andet en post, der henviser til referat. Ikke helt i orden, men jeg fandt da det ønskede resultat rimelig hurtigt. Referaterne fra 2007 og fremefter er publiceret på hjemmesiden. Nyeste er fra 24. juni 2009, det vil sige fra hovedbestyrelsens seneste møde. Det er godt gået.
2. Dernæst ville jeg finde resultatet af Overenskomsten i 2008. Ved at søge på »overenskomst 2008« får jeg 96 poster. På første side af søgeresultatet finder man AC overenskomsten for Grønland, Staten, Regionerne og Kommunerne. Hurtigt har jeg det 40 sider lange overenskomstresultat for det kommunale område og kan gå i gang med at læse.
3. Men hvis det egentlig var min løn, jeg var interesseret i, skulle jeg måske hellere lave en søgning på løntrin 7, som er sluttrinet for bibliotekar/DB. En søgning på ”Løntrin 7” gav 56 poster, og da den første post gav aktuel løn på alle trin pr. 1.10.2009 både med og uden pension, var denne opgave løst til ug.
Jeg synes generelt hjemmesiden er godt skruet sammen, og jeg kan finde meget af den information, jeg kan have behov for som medlem. Der er foretaget nogle valg, som jeg ikke er helt enig i, men samtidig mener jeg også, der fortsat er plads til forbedringer af siden. Det vil i hvert fald være forkert, hvis man læner sig tilbage og venter 2-3 år med at videreudvikle siden. 

Bibliotekspressen.dk
Grafisk ligner Bibliotekspressen www.bf.dk, men siden indeholder nogle mere vedkommende billeder af de forskellige medlemmer i redaktionen i en arbejdssituation. Det virker godt.
Der foregår en livlig debat på siden ud fra forskellige artikler, som har været bragt i Bibliotekspressen. Specielt sjovt er det at se debatten omkring www.pissegratis.dk, og hvad de forskellige medlemmer mener om den sag. Det er godt med hurtig debat, hvor man kan give udtryk for sin umiddelbare mening omkring et emne. Man skal dog være opmærksom på, at ens mening kan blive trykt i Bibliotekspressen og ikke kun offentliggjort på hjemmesiden. Hvorfor der på forsiden står, der findes fire kommentarer, når der i skrivende stund er 12 er uklart. Men har måske noget med en tidsfaktor at gøre.
Man kan finde henvisninger til artikler i Bibliotekspressen fra 1993 og fremefter. Korte nyheder og småartikler på ½ side mangler, de findes ikke i index til de enkelte blade. Til gengæld kan man bladre gennem bladene. En god funktion, som giver et klart og tydeligt billede af de enkelte numre, og hvordan artiklerne er tænkt, når billedmaterialet er medtaget.
Enkeltsøgning på siden virker fint, men når man skal få overblik over resultatet er det ikke godt. Hvis jeg laver en søgning på »litteratursiden«, giver resultatet 19 poster. En del af posterne giver kun titler som »pdf«, »Bibliotekspressen«, »pdf«, »pdf«, »pdf« (ja, på første side er der 6 ud af 10 poster der bare hedder »pdf«). Så i stedet må jeg ind på hver enkelt post i søgeresultatet for at finde ud af, hvilken Bibliotekspressen artiklen har været i, og hvem der har skrevet artiklen. Det er altså for dårligt, og bestemt noget man kraftigt bør tænke over i forbindelse med navngivning af artiklerne. Det samme gør sig gældende for søgefunktionen på www.bf.dk

Per Kjær Fredborg er afdelingsleder for ITK Informatik, Borgerservice og Bibliotek, Århus Kommune og tidligere medlem af Bibliotekarforbundets hovedbestyrelse.