Gå til sidens indhold

Pernille Frahm (SF)

Frygter udvalg er en syltekrukke

I hvilken retning ser du gerne kommunerne styre udviklingen på folkebiblioteksområdet de kommende fire år?
- Jeg håber på gode bud i den rapport, som det nye udvalg arbejder med. I forhold til børnene og de unge mener jeg allerførst, at det er meget bekymrende at der lukkes mange steder, og at antallet af biblioteker falder.

Nævn konkret 3 områder på bibliotekerne, hvor du finder, at kommunerne bør understøtte udviklingen?
Børn og unge er bærere af fremtiden og skal lave fremtidens demokrati, og her er bibliotekerne en vigtig forudsætning for, at man kan udvikle sig til et helt menneske. Her taler jeg om dannelse.
Måske skal biblioteket som sted udvikles mere bevidst. Her ligger både kulturelle og sociale opgaver, biblioteket tiltrækker også de unge som savner et tilhørssted. Bibliotekerne er også enormt gode til at bidrage til integration, og de nye danskere kommer der meget. Her møder de dansk kultur og får introduktion til samfundet.
Desuden er det vigtigt at have et fælles sted, at mødes i lokalsamfundet. Et sted hvor man får nye input. Bibliotekerne kan noget her, de gode biblioteker som der heldigvis er mange af. De bidrager til at udvide forståelsen af verden gennem deres tilbud. 
Hvad mener du om, at kommunerne har valgt at nedlægge mange filialer?
- Jeg tror desværre, det betyder et smallere tilbud, for mon ikke man afholder sig fra det mere spændende og satser på det sikre i sine tilbud? Lukningerne giver længere til biblioteket. Man kan ikke sige noget generelt om hvor langt der må være, det er også et transport-spørgsmål. Men bogbus eller små filialer er vigtige. Jeg er selv vokset op med mange besøg i små filialer. De steder vi holdt sommerferie i Hundested og i Sønderho, der brugte vi bibliotekerne rigtig meget. Bøger og tegneserier – jeg har faktisk meget af min paratviden fra mine mange  biblioteksbesøg.

Hvordan ser du på, at bibliotekerne  i forbindelse med kommunalreformen har fået reduceret budgetterne 1-2 procent, – hvor ligger smertegrænsen for jeres parti, er der behov for faste standarder i Danmark?
- Det dur ikke, at man bare spreder malingen ud i et tyndere og tyndere lag for at komme hele vejen rundt. Vi skal ikke komme med forslag til begrænsninger men overlade det til bibliotekerne, afhængigt af lokale forhold og brugerne.
Vi skal have et bredt tilbud inklusive internet, vejledning, lydbøger, spil og hele e-feltet. Og det er vigtigt, at biblioteket sikrer bredden i sin service og giver oplevelser på mange måder; vi skal passe på med styring.

Hvad mener du om forslaget om at revidere lov om biblioteksvirksomhed nu?
Umiddelbart vil jeg fraråde enhver tanke om enhver stor lovændring under denne regering; det vil uden tvivl føre til ringere vilkår. Måske kommer der i starten af 2010 nogle anbefalinger fra kulturminister Carina Christensens udvalg om folkebibliotekerne i vidensamfundet, som peger i den retning, men jeg kan være bange for, at det i virkeligheden er en syltekrukke. Nye initiativer må – på forhånd – ikke koste noget!