Gå til sidens indhold

Hvad ville der ske, hvis biblioteket ikke var der mere?

Bibliotekerne er så selvfølgelige som vand i vandhanerne. Men skal bibliotekerne brande sig og blive et vigtigt emne i den kommunale valgkamp, kræver det fælles lobbyisme, hårdt benarbejde fra bibliotekslederne samt evne til at kommunikere med brugerne.

Væk næsten hvem som helst midt om natten og spørg, hvad de forbinder med biblioteker. Svaret vil være bøger.
- Bibliotekerne har et meget stærkt brand. Det er noget med bøger, avislæsning, pjecer og at gå på nettet. Det brand er baseret på, hvad man har gjort i mange år. Biblioteket har et stærkt brand som kulturel institution, hvor man får gratis ydelser med bøgerne i centrum, konstaterer Mie Femø Nielsen, lektor på Københavns Universitet ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab. Samtidig med, at hun beskriver biblioteket som et stærkt brand, noterer hun sig også, at brandet i disse år er under forandring, og at bibliotekernes rolle og forpligtigelser er genstand for debat i medierne. Det gør processen med at brande sig på ny svær at styre for bibliotekerne. De har det ikke som private virksomheder, der i langt højere grad alene bestemmer over deres brand.
- Det kan være svært at tale om brandet internt og få fælles forslag, fordi bibliotekerne jo er vores alles, og derfor kan alle have en mening om dem. Det er en enorm udfordring, og det er det, der gør det så spændende – fordi der er en lang række aktører, der skal tages i ed, og der skal virkelig plejes interessenter i den her proces, siger Mie Femø Nilsen.

Et centralt spørgsmål
At bibliotekerne er under forandring og diskuteres, er ikke skidt for bibliotekerne. For billedet, der eksempelvis tegner sig hos professor Roy Langer, professor i intern og ekstern organisationskommunikation på Roskilde Universitet er positivt:
- Måske er billedet lidt mere mudret i dag, men også mere tidssvarende. Ud fra hvad jeg kan fornemme, så er folkebibliotekerne virkelig oppe på dupperne og skaber legitimitet og brugerkontakt. Folkebibliotekerne er et sted, der er bevidst om udfordringen og tager den op, siger Roy Langer. Alligevel står bibliotekerne over for en stor udfordring, når de skal skabe deres brand, og her nytter det ikke noget at ringe til et reklamebureau eller en brandingekspert.
- Det ville være penge ud af vinduet, konstaterer Roy Langer.
Bibliotekerne er så stor en autoritet, at en kampagne nemt kommer til at virke som en løftet pegefinger. Desuden vil et bureau gribe opgaven an meget visuelt, og når det gælder branding af bibliotekerne, så er det interessentplejen, der er løsningen. Bibliotekerne kommer selv til at løse opgaven, og et af de centrale spørgsmål, som biblioteket ifølge Mie Femø Nielsen skal finde svaret på er:
Hvilken forskel skal biblioteket gøre for hvem og hvorfor?
- Hvis man kan besvare spørgsmålet skarpt, så skaber man sit brand, men man skal samtidig være opmærksom på, at spørgsmålet har store konsekvenser. - - Så svarer man eksempelvis, at man vil være et stærkt kulturtilbud for dem, der ikke har råd, så er det jo oplagt for andre at spørge, hvorfor der så nedlægges bogbusser i yderområder, konstaterer Mie Femø Nielsen.
Uanset hvordan man vælger at besvare det spørgsmål, vil det have nogle konsekvenser. Dog synes Mie Femø Nielsen, at det er helt legitimt, hvis bibliotekerne svarer, at de vil være noget særligt for dem, der ikke har råd, men samtidig også servicerer dets andre brugere.
Hun ser det ikke som et problem, at biblioteket i dag ikke bliver brugt af alle borgere i en kommune.
- Biblioteket er nok bedst til at få fat i dem, der i forvejen kan og vil bruge det, hvilket jo også er meget naturligt, idet biblioteket er et sted, man opsøger frivilligt. I den situation handler det om at kommunikere effektivt over for sin primære målgruppe, hvilken forskel man vil gøre for den, og så eksekvere den. Men det skal ske i dialog med en lang række aktører, så det legitimeres politisk, fordi alle borgere er med til at betale. For bibliotekerne er det hidtil stærke brand noget, det vil tage lang tid og megen kommunikation at justere på, og det skal ske på en måde, så man i den offentlige debat ikke vil udlægge det som kvalitetstab, siger hun.
 
Biblioteker lig en selvfølge
Et er kontakten til brugerne, noget andet er, hvordan man markedsfører sig over for de kommunale politikere.
Claus Pico Stæhr, fra Stæhrs Grafisk, der blandt andet beskæftiger sig med grafisk produktion og markedsføring, har været underviser på et kursusforløb på Danmarks Biblioteksskole om markedsføring af bibliotekerne, og hans klare opfattelse er, at mange kommunalpolitikere i meget ringe grad har opfattet den betydning, som folkebibliotekerne har for lokalsamfundet, og det samme gælder borgerne.
- Folkebibliotekerne bliver i alt for høj grad opfattet som et indlysende, indforstået velfærdsgode ligesom vand i vandhanerne. Der er en alt for stor selvfølgelighed i biblioteket og dermed medarbejdernes indsats, siger Claus Pico Stæhr.
Han mener, at når folkebibliotekerne skal brande sig i lokalsamfundet, så er det den enkelte biblioteksleder, der skal på banen. Lederen skal blande sig i den lokale debat og samtidig have nogle resultatmål, som kan kommunikeres.
I dag laver bibliotekerne årsrapporter, men disse tykke rapporter fungerer bedst til internt brug. Skal man fange politikernes interesse, så skal formidlingen være god, mundret og kort, og det er ikke nok blot at sige, at biblioteket havde flere besøgende end sidste år. Det giver ikke automatisk større bevillinger, mener Claus Pico Stæhr.
- Børnehaver og folkeskoler får langt større reel opmærksomhed – tænkt blot på bevillinger til madpakker, lokalerenoveringer, læsetræning, specialundervisning med mere. Her er politikerne meget lydhøre, fordi brugergrupperne – vælgerne – kender den faktiske værdi af institutionerne.  
- Var jeg biblioteksleder ville jeg etablere en kommunikerbar belysning af mit biblioteks betydning for lokalsamfundet og synliggøre det over for alle mine samarbejdsrelationer og politikere og forvaltning.
Det er også et faktum, mener Claus Pico  Stæhr, at der er rigtig meget kultur, der ikke ville blive til noget, hvis bibliotekerne ikke var der.
- Bibliotekerne skal droppe selvopfattelsen som den neutrale service-mindede institution og i stedet slå i bordet. Det er fint nok at være glad for at hjælpe lånerne, men det nytter ikke noget, at man glemmer at fortælle, at den her bog fik du kun, fordi du spurgte mig om hjælp, siger Claus Pico Stæhr.
- Jeg ville også arbejde hårdt på at bevidstgøre folk om, at det ikke er et bibliotek, de taler med, men nogle kompetente medarbejdere. For det er medarbejdernes viden, der gør en virksomhed unik.

Lobbyisme virker
Claus Pico Stæhr peger på, at man dramatisk kunne prøve at demonstrere, hvad der vil ske, hvis biblioteket ikke fandtes og hvor mange lokale borgere, det vil ramme på vitale områder som for eksempel uddannelse.
Også Roy Langer mener, at det er vigtigt at bevidstgøre politikere og borgere om, hvad der ville ske, hvis biblioteket ikke fandtes:
- Det er godt med lobbyisme og personligt netværk. Det er de kanaler, jeg vil anbefale at bruge. Der komme aldrig et folkeoprør i favør for biblioteket – så jeg kan godt forstå, at bibliotekerne er pressede, siger Roy Langer. Hans opskrift på, hvordan bibliotekerne skal markedsføre sine evner er by doing.
- Man skal gøre sig synlig. Fortælle hvem man samarbejder med og sikre sig, at man eksempelvis også står som afsender på et arrangement. Det handler om, at bibliotekerne har klare budskaber, der kan kommunikeres personligt til beslutningstagerne. Og når jeg siger klare, så mener jeg budskaber, der viser klare konsekvenser – hvad betyder det, hvis vi ikke får ressourcerne.
Ligesom Mie Femø Nielsen peger Roy Langer på en branding-strategi, der i høj grad tager udgangspunkt i lobbyisme og en samlet pleje af beslutningstagere som for eksempel Danmarks Biblioteksforening og biblioteksskolen kunne udøve, Roy Langer peger også på, at bibliotekarerne selv kan gøre noget for at styrke bibliotekets position over for borgerne.
- Bibliotekerne har jo den direkte brugerkontakt – hvilket mange virksomheder ikke har. Hvis hver bibliotekar brugte den kontakt konstruktivt og med forsigtighed – for der skal ikke klages, men snarere gøres opmærksom på den værdifulde service bibliotekerne yder, og at den skal vedligeholdes, så har bibliotekerne her en kæmpe fordel i en brandingproces.

Skandalefri besparelser
Roy Langer ser bibliotekernes rolle i lokalsamfundet som meget central. I forbindelse med en valgkamp er det naturligt, at biblioteket bruges til vælgermøder, og at biblioteket på nettet linker til byrådskandidaterne og i samarbejde med lokale medier skaber debatfora.
- I bund og grund er folkebibliotekerne ved at overtage forsamlingshusenes rolle. Den diversitet som bibliotekerne allerede i dag rummer – hvor det er forskelligt, hvem der bruger hvilke tilbud minder om forsamlingshusene, der også kunne rumme alt fra vælgermøder til konfirmationer, siger han.
Problemet med at få markedsført sig i kommunerne som uundværlig omkring for eksempel læring, dannelse, kultur og fællesskab er, at kommunalpolitikerne for manges vedkommende ikke er klar over, at et velfungerende biblioteksvæsen i kommunen er deres ansvar.
Roy Langer ser en forskel i opfattelsen af bibliotekernes betydning fra folketing til byråd:
- Der er en forskel i deklarationsniveauet fra landspolitik til kommunalpolitik. Det er en kæmpe udfordring, for når folketingspolitikerne siger, at det er så vigtigt med folkebiblioteker, så sker der alligevel det, at det er bibliotekerne,  man vælger at spare på i kommunerne. Fordi man ikke vil risikere skandaler i kølvandet på en besparelse på for eksempel ældreplejen. Det kunne man godt gøre mere klart, og jeg siger det ikke for at hænge kommunerne ud, for det er jo logisk, at de tænker sådan. Det vil aldrig blive forsidestof, at man ikke kan låne det og det, som en skandale i ældreplejen ville blive – men det har langsigtede konsekvenser, siger Roy Langer.
Han slår fast, at bibliotekerne skal svare på, hvad det betyder, hvis der spares på dem.
- Der skal bruges penge på analyse og udarbejdes en klar problemidentifikation og en problemløsning. Hvis folk ikke får bøger, hvad sker der så – hvad er konsekvensen for lokalsamfundet om ti år. Det behøver ikke at være skræmmehistorier, bibliotekerne trækker frem. Man kunne også pege på bibliotekernes store integrationsindsats og regne ud, hvad det har betydet for samfundet i kroner og ører. For kroner og ører er et slagfærdigt argument. 

lerche@bf.fk