Gå til sidens indhold

Nekrolog: Arne Svane Frei

Arne Svane Frei, Faglig konsulent og tidligere Jobbørsbestyrer i Bibliotekarforbundet er afgået ved døden.

Arne blev ansat i Bibliotekarforbundet i 1994. Han har gennem de sidste par år primært arbejdet med web-opgaver, blandt andet faggruppernes hjemmesider. Tidligere havde han ansvaret for BF’s Jobbørs og var kendt af mange af BF’s ledige medlemmer som en varm og ivrig fortaler for de lediges sag. Som jobbørsbestyrer var Arne også med til at skaffe bibliotekarer nogle af de første job inden for den private sektor og har således været en isbryder i forhold til BF’s position på det private arbejdsmarked.
Internt i BF kender vi Arne som en engageret og dygtig medarbejder, for hvem fagforeningen var meget vigtig. Arne så gerne, at fagforeningerne var på barrikaderne for medlemmernes rettigheder.
Som person var Arne uselvisk og nøjsom, men en givende, rummelig og opmuntrende kollega. BF’s ansatte har ved Arnes død mistet en god kollega og samarbejdspartner. Vi vil savne ham og mindes ham med varme og taknemlighed. Vores tanker går til hans nærmeste, som har mistet en god mand, far og bedstefar. Arne Svane Frei blev 63 år.

Æret være Arnes minde.

Personalet i Bibliotekarforbundet