Gå til sidens indhold

Overvågning af biblioteksbrugere - et overgreb

»En kvinde kommer ind på biblioteket. Hun ser sig omkring, ved ikke helt, hvad det er hun leder efter, eller hvor det står, og går lidt rundt. Hun ender i faglitteraturen, tager forskellige bøger ned, skimmer forsiden og bagsiden, sætter dem tilbage igen. Sådan fortsætter det en halv times tid. Pludseligt finder hun det emne, hun er interesseret i – finder fire bøger hun gerne vil læse videre i, låner dem og går hjem. Et par dage senere ringer det på kvindens dør. Hun åbner, og udenfor står tre mænd, der gerne vil indenfor. De fortæller hende, at hun er under overvågning for udemokratisk adfærd, idet man har registreret, at hun har lånt bøger om anarkisme på biblioteket.«

En utænkelig situation i Danmark og dog ikke – for det er netop denne form for registrering, man overvejer at indføre på bibliotekerne, når brugerne går på internettet via bibliotekets pc’ere.

Forslaget er kommet frem denne sommer 2009, hvor Justitsministeriet og Videnskabsministeriet vil nedsætte en arbejdsgruppe, der i foråret 2010 »skal komme med anbefalinger om en mulig brugerregistreringsordning ved taletidskort, internetcafeer, gratis hotspots og internetadgang på biblioteker«. Brugerne skal altså fremlægge identifikation, hvis de vil bruge computere eller trådløst netværk på bibliotekerne.

Argumentet er, at registrering af biblioteksbrugere vil gøre det nemmere at efterforske sager, hvor der er blevet brugt pc´ere på biblioteket. Spørgsmålet er så bare, om der overhovedet er eksempler, eller beviser for, at der foregår ulovligheder på bibliotekernes pc’ere? Ser man på de kriminelle aktiviteter og fraktioner i Danmark, må man sige, at de klarer sig ganske fint uden at gøre brug af bibliotekernes internet-tilbud.

Nu er det ikke skribentens ønske at give PET yderligere gode idéer, men biblioteker er et vidt begreb, og det interessante er, om forslaget også vil inkludere forskningsbibliotekerne? For hvad vil konsekvenserne ikke være for alle de studerende og forskere, der arbejder med eksempelvis kemi, mellemøststudier, terrorbevægelser, biologi, religion eller menneskerettigheder?

Og der er allerede love på området, der giver vid udstrækning for overvågning – der er logningsbekendtgørelsen, der er blevet kritiseret af både Datatilsynet, Dansk Industri og Institut for Menneskerettigheder for at være et stort indgreb i privatlivets fred. Samtidig er der terrorloven, der giver politi og PET mulighed for at undersøge, hvem der gør brug af bibliotekets internet, og hvad de laver.

Overvågning af borgerne, der bliver skærpet hele tiden, og hvor grænserne bliver mere og mere flydende, er ikke udelukkende en dansk problematik. Tendensen er ligeså stærk i resten af Europa. Den engelske Information Commissioner Richard Thomas sagde i 2004 meget præcist at borgerne er: sleepwalking into surveillance. Det samme kan man frygte, er sket i Danmark. Det interessante er, at hvor den enkelte borger vil føle det som et voldsomt overgreb af basale demokratiske rettigheder, hvis han/hun skulle redegøre for de bøger eller musik, der blev lånt, så er der ikke mange kritiske røster, når det gælder registrering af den enkeltes internetbrug. Men der er ingen forskel. Det er overvågning af borgerne og en indgriben i hver enkeltes personlige liv og frihed.

Alle medarbejdere i de danske, offentlige biblioteker bør diskutere, om de ønsker at være en del af en kontrolinstans, der som udgangspunkt skal mistænkeliggøre alle brugere, når de kommer på biblioteket. 

Pernille Drost