Gå til sidens indhold

Biblioteker - førstehjælp i krisetider

Hver dag bliver medlemmer af ALA - American Libary Association og SLA - Special Librariens Association bedt om at gå ned i løn, skåret i timer eller mister deres job. På trods af at præsident Barack Obama har slået fast, at biblioteker spiller en væsentlig rolle - især i krisetider.  

Skatteindtægterne svinder i de amerikanske kommuner, de offentlige budgetter bliver skåret, og ikke mindst bliver de private virksomheder presset på pengepungen, så overskuddet til de offentlige biblioteker bliver mindre og mindre. Paradoksalt nok på et tidspunkt, hvor folk valfarter til bibliotekerne for at få hjælp til at finde nyt job og for at spare penge. For eksempel kan en amerikansk familie spare 700 dollars om året ved at benytte sig af bibliotekets gratis internet. 
I december 2008 viste en undersøgelse, at 75 procent af amerikanerne havde besøgt et bibliotek inden for det sidste år.
- For mange amerikanere er biblioteket den eneste mulighed for objektiv finansiel rådgivning, siger formand for ALA Jim Rettig til den amerikanske avis The Huffington Post og hentyder til de kurser, biblioteket tilbyder i at udfylde selvangivelser og søge økonomisk hjælp, hvis man står uden job.
- I Californien kan man for eksempel kun søge om arbejdsløshedsstøtte online, men det er ikke alle, der har eller kan bruge en computer, så uden hjælp fra bibliotekarer er mange hjælpeløse, siger Jim Rettig.  
ALA kæmper for, at alle fra guvernører over kongressen til præsidenten forstår, hvor vigtigt det er, at støtte bibliotekerne – også i økonomisk hårde tider. Bag sig har organisationen blandt andet flere undersøgelser, der viser, at investeringer i biblioteker kommer mangefold igen.
- I Florida viser et studie for eksempel, at for hver dollar investeret kommer 6,54 dollars retur. Undersøgelser i Syd California, Ohio, Seattle og Phoenix viser det samme, siger Jim Rettig. 

Arbejd mere og billigere
SLA – organisationen for bibliotekarer ansat uden for folkebibliotekerne er i høj grad også præget af krisen. Mange af medlemmerne arbejder i private virksomheder, der kæmper med svigtende salg, færre kunder og skrumpende budgetter.
- Virksomhederne er tvunget til at gøre mere med mindre og til at træffe nogle barske beslutninger, siger Janice R. Lachance CEO i SLA, og understreger, at det ofte er de stillinger eller afdelinger, som ikke direkte producerer indtægter eller er »nice to have«, som er de første til at blive skåret væk.
- Det er det, vi ser ske lige nu for mange af vores medlemmer, nogle mister deres job, andre går ned i løn eller bliver ufrivilligt skåret i timetal, og det er stort set ligegyldigt, hvilken organisation eller virksomhed, de arbejder for. Tiderne er hårde, siger hun.
SLA er derfor begyndt at tilbyde sine medlemmerne kurser i at arbejde mere, hurtigere, bedre og til tider billigere for at gøre sig attraktiv på det pressede amerikansk jobmarked.  

Nyt navn – flere job
Et af problemerne er ifølge Janice R. Lachance, at mange arbejdsgivere og virksomheder ikke ved, hvad bibliotekarerne leverer og i sidste ende, hvad de betyder for bundlinjen.
- Beslutningstagerne i alle virksomheder er klar over at for at være succesfuld kræver det rettidige, præcise, kritisk udvalgte informationer. SLA’s medlemmer er fagligt oplært i den disciplin og deres viden skaber en konkurrencemæssig fordel for en organisation. Men arbejdsgiverne er ikke altid klar over, at det er bibliotekarerne, der leverer den viden – langt fra, siger hun. 
Gennem de sidste to år har SLA lavet en omfattende global research i, hvordan bibliotekarer bedst kan tilpasse sig fremtiden, og hvordan bibliotekarer og informationsspecialister bliver opfattet af deres arbejdsgivere og de organisationer, der ansætter dem.
- Resultatet er, at vi har brug for et nyt sprog. Vi skal stoppe med at tale om, hvad vores uddannelse gør os til – bibliotekarer - og i stedet tale om, hvad vores uddannelse gør os i stand til at levere til vores arbejdsgivere, siger Janice R. Lachance. I det lys har SLA også besluttet at finde et nyt navn til organisationen.
- Vi gik ikke ind i det med et navneskifte som mål, men researchen efterlader ingen tvivl. SLA behøver et nyt navn til et nyt århundrede – et navn der signalere, at vi er ikke bare er bibliotekarer – hvilket folk forbinder med biblioteker - vi er så meget mere og kan besidde alle job, der handler om at håndtere information, siger hun.  ■
moensted@bf.dk