Gå til sidens indhold

"Bibliotekarer skal slå et slag for god litteratur i stedet for at sætte snitmønsterblade frem til fede damer”

Lise Nørgaard – en rigtig dame tilsat én procent hundjævel. I sin tid som journalist nægtede hun at skrive på elektrisk skrivemaskine og tog sine pudler med på arbejde. Biblioteket, mener hun, skal kæmpe for unge nye talenter

År 1954 rejser Lise Nørgaard ind i Sovjetunionen, som en af de første danske journalister. Missionen er at skrive »billeder hjem«, som hun siger, til dagbladet Politiken, om russernes hverdagsliv. Og det slog hende, at styret med sikkerhed ville falde en dag.
- De kommunistiske ledere gik nemlig ind for én ting, de skulle have holdt sig fra - de lærte folk at læse og skrive og dermed at tænke, siger Lise Nør­gaard, der selv kæmpede for at få lov til at tænke selv, da hun i 1935 blev den første kvindelige journalistelev på Roskilde Dagblad. Men selv om hun har skrevet talrige reportager fra det tidligere Sovjetunionen, dækket OL i Tokyo og Rom, har skrevet for, at handicappede fik væresteder, at Strøget blev en gågade og lukkeloven annulleret, er hendes journalistiske meritter ikke det, hun er mest kendt for.
- Det er jo ikke sådan noget, folk husker, siger hun.
Til gengæld sidder »Hans Christian«,  »Maude« og »Misse Møge« så fast i vores bevidsthed, at bare ved at nævne navnene runger deres stemmer i hovedet på de fleste.
Lise Nørgaard bliver da også nærmest lettet, da ikke ét eneste af Bibliotekspressens spørgsmål handler om den danske nationalskat – Matador.  Bibliotekspressen møder journalist og forfatter Lise Nørgaard i hendes lejlighed i Skodsborg i Nordsjælland med udsigt til Øresunds knitrende vand henover altankassens gule stedmoderblomster.
På det lille altanbord ligger en mørkegrøn hynde med små hvide hår, der tilhører den 13 år gamle mops, Viffer, der ifølge Lise Nørgaard kan lide at nyde udsigten og solen fra en vis højde.
Sommervarmen har dog i dag drevet ham ind i stuen, så i stedet stiller hun to glas Campari med danskvand, selv om klokken ikke har passeret 10.30 – Lise Nørgaard er en livsnyder.
Og, at hun er en dame, der også er vant til at få sin vilje, tvivler man ikke på.
I hendes kontrakt som journalist på Berlingske Tidende fik hun skrevet ind, at hun ikke behøvede at skrive på elektrisk skrivemaskine - fordi den summede. Og da computeren gjorde sin entré, undgik hun også den.
- En dag kom de bærende ind med et stort lokum af en computer, dengang kunne de fylde et helt rum. Jeg sagde hvad er det? - en computer? Ud og det kan ikke gå hurtigt nok, fortæller hun. Lise Nørgaard fyldte 92 år i juni måned og skiver stadig på sin gamle Hermes skrivemaskine, der for nylig har fået ny valse.

Haralda Poulsen
Teknisk udstyr har altså ikke del i Lise Nørgaards succes; det har til gengæld biblioteket. Første gang hun satte sine ben på et bibliotek, var hun seks år. 
- Jeg kom i skole som seksårig, og ved juletid kunne jeg læse, ikke fordi jeg var særlig begavet, men fordi jeg var så nysgerrig – i mit hjem var der et hav af bøger, og jeg var vild efter at få fat i dem – især børnebøgerne, som man ellers var nødt til at få de voksne til at læse højt. Min mor tog mig med på biblioteket i Roskilde, der lå i en grim bygning i Bredgade, hvor der boede en meget respekteret dame – Haralda Poulsen. Hun var bibliotekar. 
Det var et eventyrrige. Jeg lagde en 25-øre på disken, og så var jeg biblioteksbruger og fik et brunt kort, som hun stemplede.
Hun undrede sig over, at jeg tit kom efter en uge og afleverede de bøger, jeg havde lånt, fordi jeg læste så hurtigt, det gør jeg ikke mere, men jeg kan til gengæld huske alt, hvad jeg læser, siger Lise Nørgaard, der har reolerne, i den toværelseslejlighed, fulde af klassikere som Thomas Mann og Fjodor Dostojevskij.
- Haralda Poulsen var stramtantet, men jeg synes egentlig mægtig godt om hende. Hun var en af de der magtfulde selvstændige kvinder på et tidspunkt, hvor de ellers ikke forefandtes, og de var altid ugifte. Hun have en plads i min barndom og holdt liv i min læselyst.
Det var ikke bare læselysten, der blev vakt i barndommen, men også lysten til at lege med sproget og skrive.
- Jeg elsker sproget, det kommer også af at læse meget. Der er sommetider digtere, der sender mig deres digte og mit bedste råd er, at de skal gå på biblioteket og læse andres digte og blive inspireret.
Lise Nørgaard har en evne til at beskrive tingene, så man tydeligt ser det for sig. Som når hun harmes over mediernes måde at beskrive pensionister på: »bredmåsede damer i store overfrakker, ortopædiske sko, en budding på hovedet lavet af filt eller hæklet, som der stikker bingopermanent ud af. Og så stavrer de altid af sted med et par Nettoposer i hænderne. Jeg kender altså ikke nogle pensionister, der ser sådan ud« Eller ny skomode: »Tidens kvinder går i så spidse støvler, at de kan sparke en myg i enden.«
- Balling (Erik Balling, red.) sagde altid til mig: »Du ser alting i billeder«.

Giv ungdommen en chance
Biblioteket er et sted, der skal inspirere og være med til at udklække nye talenter, mener Lise Nørgaard.
- Der kommer så mange gode bøger og talenter, der ikke bliver bemærket. Bibliotekarer skal slå et slag for de unge forfattere og invitere dem til at holde foredrag eller læse digte højt, så det ikke kun er Møllehave og jeg, der cirkulerer, selv om det er meget venligt af dem. Men jeg synes også, at ungdommen skal have en chance.
Og at litteratur skal være i fokus på biblioteket, synes hun er åbenlys.
- Det hedder jo biblio – det betyder bøger, hvis folk vil have cd’er eller computerspil, så må de altså selv købe det, siger hun og mener ikke, at prioriteringen er helt, som den skal være. 
- Jeg bad på et tidspunkt om en bog – et eller andet stykke dansk litteratur - men det var på venteliste, og så kommer jeg fordi et bord med snitmønsterblade for fede damer – Burda für vollschlanke frauen. Hvad i alverdens rige og lande – hvis man er vollschlank og skal have et snitmønster så kan man vel ofre de penge, det koster.
Indretning af biblioteker har Lise Nørgaard også en holdning til.
- Jeg skulle tale i et eller andet meget flot og nyt forstadsbibliotek,  og den begejstrede bibliotekar skulle vise mig noget helt nyt og flot. Det var et børnebord, hvor børnene kunne sidde, mens moren gik rundt og fandt bøger, og oven over var der en lampe, der udsendte den argeste popmusik. Det vil sige, at man skulle læse og høre popmusik samtidig, der var vi i gang med sædernes forfald, siger hun.
Selv om popmusik og bøger er som olie og vand ifølge forfatterinden, så er hun ikke mod fornyelse. Hun er for eksempel vild med nye ord.
- Jeg elsker unge menneskers sprog – altså nye ord som er skægge, og som siger noget. I et interview på radiostationen P3, lærte hun undervejs den unge studievært nye ord, som »ishøjskilning« og »taberlåg«.
- Ishøjskilning - er damer, der uanset alder skal have det der lange blegede hår, selv på Christiansborg, de tror de ligner havfruer, men er de over fyrre ligner de mere strandvaskere.
Taberlåg er ifølge Lise Nørgaard en omvendt kasket.

Det skal være morsomt
Humoren og ironien ligger også konstant og bobler i hendes sætninger, men hvor kommer den fra?
- Min mor havde ingen humor når det gjaldt hende selv, men min far have både selvironi og en ironisk distance, som jeg elskede. Vi børn sagde ikke noget ved middagsbordet, med mindre vi blev spurgt, og vi vidste, at vi ikke skulle fortælle om kedelige ting, som at min cykel er punkteret, eller at jeg har ondt i knæet, det gad min far ikke høre om. Det skulle være morsomt og kunne man få dem til at grine var det det bedste, siger Lise Nørgaard, der også elsker sort humor.
- Min yndlingshistorie har jeg fundet hos Aleksandr Solsjenitsyns Den første kreds. Den er sørgelig, men forrygende morsomt skrevet. Dostojevskij er også morsom visse steder. Eller jødisk humor. De fortæller skøre historier, når det er allerværst. Humor er mange gange en overlevelsesmekanisme, hvor du pludselig kan se det komiske i en situation, selv om den er tragisk. Victor Borge fortalte mig, at han var kommet til at grine sådan til sin egen fars begravelse. Han havde stået og set ud over sørgeoptoget, hvor alle have de samme sorte hatte på og så ens ud, og pludselig boblede alt hans humoristiske sans op i ham. Og det kan jeg godt følge.
Til min fars begravelse – som han ville have nydt – skulle han begraves af en præst, hvis kone var ham utro. Hun sang i kirkekoret, men dukkede ikke op, fordi hun var hos sin galan. Præsten blev mere og mere nervøs, og sagde det værste sludder, fordi han skulle trække tiden ud, men pludselig lød der et skrig (læs sang, red.) oppe fra pulsituret. Det var skrækkeligt og komisk på samme tid.  n


moensted@bf.dk