Gå til sidens indhold

Mobilen som fremtidens medie

Med kortere og kortere mellemrum afsiger eksperter dødsdomme over nutidens medier. Aviserne er for eksempel som trykte medier blevet dødsdømt adskillige gange, og særligt sørgeligt ser det da også ud nu for avisbranchen. I mange, mange år er oplagene dalet, ny udvikling har været en by i Rusland, nej det er for tæt på – snarere i Langbortistan. Som en dansk direktør i et større mediehus engang sagde: »Danske dagblade har 100 års tradition for ikke at udvikle sig«. Det er nok en overdrivelse, men sandt er det, at dagbladene ikke bare står i en konjunkturkrise, men også i en strukturel krise.

Med kortere og kortere mellemrum afsiger eksperter dødsdomme over nutidens medier. Aviserne er for eksempel som trykte medier blevet dødsdømt adskillige gange, og særligt sørgeligt ser det da også ud nu for avisbranchen. I mange, mange år er oplagene dalet, ny udvikling har været en by i Rusland, nej det er for tæt på – snarere i Langbortistan. Som en dansk direktør i et større mediehus engang sagde: »Danske dagblade har 100 års tradition for ikke at udvikle sig«. Det er nok en overdrivelse, men sandt er det, at dagbladene ikke bare står i en konjunkturkrise, men også i en strukturel krise. Vi læser anderledes – andre må så bedømme om deres avis er sprudlende original og søger nye veje eller ej. Konkurrencen fra her-og-nu medier er stor. Men gider vi læse alt på nettet, hvor hurtigt skal det hele gå? Efter en hel dag på jobbet og sms’er på mobilen, er det så ikke rart at kunne koble af med andre medier også – sidde i sofaen og se tv med mobilen tændt, computeren i skødet, en god bog i hånden og et godt og flot magasin på bordet?
Vore medievaner ændrer sig. Det nye er, at den nye generation af teenagere – ifølge en undersøgelse fra Center for the Digital Future – overhovedet ikke vil læse aviser. De vil kun læse nyheder på mobilen. Centeret har undersøgt medievaner hos unge i alderen 12-24 år i en række lande jorden rundt. Konklusionen er, at alt rykker over på mobilen. Ifølge undersøgelsen vil det også ramme computeren som medie. Med bedre og bedre udviklede mobiler, vil færre og færre have brug for en (traditionel) computer i det omfang, vi kender i dag. Mobilen har vi (næsten alle sammen) altid på os, og som den store terrorist den ofte får lov at være, griber vi instinktivt ud efter den, når den ringer. Det forklarer professor Jeffry Cole til journalisten.dk. Desuden fremhæver han, at sammensmeltningen af mobilen og den lille computer vil få brugen af mobilen til at eksplodere. Allerede nu kan man med mobilen få »sms-billetter« til bussen, mobilen som betalingsmiddel er en realitet, snart erstattes flybilletter af en mobil – kun fantasien sætter grænser. Måske er vi nogle, der får gigt i tommelfingrene af at bakse med tastaturet på mobilen, og måske går det aldrig helt af mode at lægge mobilen med den lidt gnidrede skærm og de små bogstaver fra sig og sætte sig til rette i sofaen med en god bog, som det hedder. Måske oven i købet slukke mobilen for en stund og hylde nærværet og nuet. Tendenserne kommer til os fra øst og vest. I dette nummer sætter vi fokus på USA og trends på de amerikanske biblioteker. God læselyst.