Gå til sidens indhold

DB-rektor: Nu åbner vi op

Danmarks Biblioteksskole har været for lukket mod verden. Det er slut nu. Rektor Per Hasle forstår ikke, hvorfor man ikke for lang tid siden har åbnet op for et samarbejde med andre uddannelser. For godt et år siden overtog han butikken, og han lover åbne døre og åbne ører.

Per Hasle, rektor for Danmarks Biblioteksskole, krymper sig lidt i stolen. Han er ikke helt glad for situationen, det siger han flere gange undervejs. Anledningen til interviewet er en ret grel kritik af Danmarks Biblioteksskole, som Bibliotekspressen har bedt ham om at svare på. Kritik fra biblioteksvæsnet, der taler om lukkethed, indadvendthed og om kandidater, som ikke lever op til tidens krav om at kunne omstille sig til den virkelige verden efter skolens trygge omgivelser.
Når Per Hasle ikke er så glad for situationen skyldes det ikke, at han ikke har en masse planer klar til hvordan han bringer biblioteksskolen ind i det 21. århundrede. Det har han nemlig. Når han er utilpas, skyldes det mere, at han faktisk er enig i en del af kritikken. Og han synes ikke, det er så sjovt at risikere at nedgøre sine forgængeres arbejde.
- Jeg ønsker ikke at stå frem med en svøbe af kritik af alt det, der er gået forud. Men to ting har ikke været gode nok. Biblioteksskolen har ikke været åben nok mod omverdenen, og der har været en for stor lukkethed mod den øvrige uddannelsesverden, siger Per Hasle.
For ham er det en uundgåelig del af en naturlig udvikling, når biblioteksskolen til februar næste år lukker op for samarbejde med København- og Aalborg Universitet.
- Jeg kan ikke forstå, at man ikke har taget det her skridt langt tidligere. Nu om dage forventer de studerende en bred uddannelse. Det har været en gammeldags måde at tænke uddannelse på, at man ikke har søgt samarbejdet, og på den baggrund undrer de vigende ansøgertal til biblioteksskolen mig ikke. Det betyder ikke, at vi har en dårlig skole – mange er rigtig glade for den og for, hvad de har lært her. Men man kan ikke sige til nutidens studerende »kom, så tager vi dig fra vugge til grav«. Man skal give sine studerende flere muligheder end det, siger han.
Samarbejdet kommer til at betyde noget både for de studerendes muligheder for at vælge mellem flere fag, men også for miljøet på skolen.
- Samarbejdet betyder, at vi får en langt mere levende og intens udveksling med den omgivende universitetsverden. Vores studerende kommer til at tage moduler på universiteterne, og studerende fra universitet får deres gang hos os. Mange steder i biblioteksvæsnet efterspørges kandidater med andre faglige tilbygninger på deres biblioteksuddannelse. Det bliver der rig mulighed for nu, siger Per Hasle.

Tvivl ikke på hvad du kan
Egentlig begyndte Per Hasle interviewet med en grundig  forklaring om, hvad en bibliotekar er, og hvad bibliotekskundskab kan. Det ligger ham nemlig på sinde at holde fast i de grundværdier, som kendetegner en bibliotekar, også i en tid hvor nytænkning og innovation står højt på bibliotekernes ønskelister. For gedigen bibliotekskundskab spænder på ingen måde ben for det at tænke nyt – og biblioteksvæsnet skal begynde at holde mere af sig selv, og tale pænere, mener han.
- Noget af den eksistentielle tvivl man sporer i biblioteksverdenen er uden grund. Biblioteket har en væsentlig rolle, og vi har en fælles opgave. Jeg går meget ind for nytænkning og innovation. Det er nødvendigt for bibliotekerne at nytænke deres rolle. Men det kan man godt gøre på baggrund af en solid biblioteksfaglig ballast. Den der tror, at bibliotekaren er unødvendig for biblioteket, tager meget fejl. For uden bibliotekarer er der ingen til at sikre den grundstamme, som bibliotekskundskab rummer. Derfor tror jeg, man skal passe på med at tro, at andre faggrupper kan erstatte bibliotekarerne.
Studerende tæt på forskning
Danmarks Biblioteksskole lider under, at der er for få ansøgere til studiepladserne. Per Hasle håber på at vende den udvikling.
- Jeg tror ikke på hurtige løsninger. Men jeg tror, at vi kommer langt ved at samarbejde med universiteterne. Vi får os placeret på en større bane og de studerende får flere muligheder for at tone deres uddannelse. Desuden bliver vi mere synlige i hele uddannelsesbilledet.  Jeg har erfaring fra Aalborg Universitet, hvor vi havde stor succes med at knytte de studerende tæt til forskningen og udviklingen af uddannelsen. Derfor er jeg gået ind i et ret tæt samarbejde med de studerendes råd her på DB. Jeg vil gerne have dem med til at skabe et godt studiemiljø – det handler om alt fra hvor vi skal stille sofaerne til, hvordan uddannelsen skal udvikle sig. Ved at knytte de studerende tættere op på forskning og udvikling får man en utrolig synergieffekt. Det tager tid at sætte i gang, men målet er at gøre de studerende til aktører på deres egen uddannelse. Det glæder jeg mig til at se udvikle sig, siger Per Hasle, der selv holde møder med de studerende  en gang om måneden.
Konkurrencen fra Syddansk Universitet hilser Per Hasle velkommen. Han er ny som rektor, de tiltag, som han står i spidsen for, havde han lanceret under alle omstændigheder – men det ændrer ikke ved, at konkurrence er godt.
- Jeg går ind for en slags samarbejdende konkurrence. Danmark er et lille land, og vi er nødt til at samarbejde. Vi skal samlet løfte biblioteksvæsnet i landet, og vi skal levere gode kandidater. Det synes jeg er fint, hvis Syddansk Universitet kan være med til. kejser@bf.