Gå til sidens indhold

Haenderne op - Find begejstringen frem

Din arbejdsplads låner dig 37  timer om ugen – så sørg lige for at blive afleveret tilbage til din familie i ordentlig tilstand. Det var budskabet på Fagligt Landsmøde fra Arne Nielsson, tidobbelt verdensmester i kano-roning, coach og foredragsholder.

Bliver du sur af at gå på arbejde, så går det ud over dem derhjemme og dig selv. Derfor kan det på mange måder betale sig at lægge nogle kræfter i at få flere dage, hvor du går hjem til familien med hænderne over hovedet. Til en start skal vi blive bedre til at glæde os over de ting, der går godt. Væk med ydmygheden, lær af sportens verden og giv kollegaen et high five, når noget lykkes.
Sådan kan man beskrive hovedessensen af Arne Nielssons foredrag, som kickstartede BF´s Landsmøde med en peptalk, der fik hele salen op af stolen flere gange i gigantiske brøl. Det kom der så meget energi ud af, at folk stadig snakkede om det søndag formiddag. Måske fordi foredraget viste, at talent ikke behøver være medfødt. Langt de fleste mennesker som når deres mål, gør det, fordi de knokler. Arne Nielsson selv var bestemt ikke nogen født kanoroer.
- Jeg er den mindste kanoroer, der har vundet noget. Da jeg begyndte i klubben fik jeg at vide, at jeg ikke havde nogen chancer for at drive det til noget, men at jeg da gerne måtte komme dernede. Min historie viser, at det betaler sig at arbejde for tingene. Så kan man komme længere end andre tror muligt.

Det gode smitter
En række af Arne Nielssons pointer handler om, at du får det, du kigger efter. Leder du efter noget positivt, så finder du det. Derfor gælder det om at have de rigtige mennesker omkring sig.
- Du skal vælge de rigtige kolleger. Du skal vælge den rigtige ægtefælle. De rigtige er dem, der gør dig glad og dem, der skaber god energi. I alle livets forhold skal vi få det bedste ud af hinanden. I begyndelsen er det nemt nok, der er man forelsket og ser kun alle de gode egenskaber. Kunsten er at blive ved med at kigge efter de gode ting. Vi mister selvværdet, hvis vi hele tiden finder fejl, og det smitter, siger Arne Nielsson.
Det er ikke nemt at være menneske udstyret med det tankesæt, den adfærd og de følelser, som vi er. Mennesket har seks grundfølelser – vrede, angst, sorg, væmmelse, overraskelse og glæde. Kun en ud af seks er decideret positiv, hvilket altså giver glæden noget at kæmpe imod. Men du kan træne dig til at blive til en gladere person.
- Det, som I deler ud på en arbejdsplads er med til at bestemme stemningen. Desværre er vi ofte bedre til at dele de negative tanker end de positive. Vi skal kæmpe hver eneste dag for at skabe arbejdspladser, vi bliver glade af, sagde Arne Nielsson.

Få inspiration til, hvordan du skaber arbejdsglæde på din arbejdsplads på Arne Nielssons hjemmeside www.foqus-management.dk