Gå til sidens indhold

Retten til at ytre sig

Hvordan kan det være, at de offentlige biblioteker, kommunale såvel som statslige, løbende bliver pålagt besparelser, men at der er meget få bibliotekarer, der ytrer sig om lokale forhold?

Hvordan kan det være, at de offentlige biblioteker, kommunale såvel som statslige, løbende bliver pålagt besparelser, men at der er meget få bibliotekarer, der ytrer sig om lokale forhold?
Et bud herfra er, at de fleste medarbejdere underlægger sig selvcensur af frygt for at blive anset som værende illoyale over for deres arbejdsgiver. En selvcensur, der risikerer at forhindre bibliotekarernes borgerret til at ytre sig om samfundet. Det står samtidig i kontrast til et væsentligt værdibegreb og fundament for bibliotekernes arbejde nemlig retten til fri og lige adgang til information.
Det er et grundlæggende værdibegreb, som er indlejret i arbejdet som bibliotekar, hvor det er alle menneskers ret at få den viden og information, de har lyst til og behov for. Et andet aspekt af dette værdibegreb er retten til ytringsfrihed. Værdier som er afgørende for vores samfund, og som er stadfæstet i den danske Grundlov.
Men hvad med den enkelte medarbejders ret til ytre sig offentligt om sin arbejdsplads?
For mange privatansatte er der ofte tavshedspligt af hensyn til konkurrenter og kunder, ligesom personer i specielle stillinger er underlagt udvidet grad af tavshedspligt, og derfor har mere begrænsede rammer for ytringsfrihed i forhold til arbejdspladsen.
Men for de fleste offentligt ansatte er der brede rammer for at ytre sig om forhold, der vedrører arbejdspladsen, forudsat, at man ikke er ærekrænkende eller overskrider de gængse regler for tavshedspligt. Desværre oplever vi i Bibliotekarforbundet, at medlemmer fortæller, at de ikke tør ytre sig eller offentligt kritisere dispositioner, de mener, vil give et forringet bibliotekstilbud. Det er ofte fordi man på ledelsesniveauet er bekymret for, at politikere eller forvaltning vil opfatte det som illoyalt. Men her er det afgørende, at loyalitetsbegrebet er forskelligt i forhold til, hvor tæt medarbejderne er på beslutningsniveauet, forvaltningen og politikerne. Eksempelvis vil der være en højere grad af loyalitetsforpligtelse for en bibliotekschef end for resten af medarbejderne. Specielt efter kommunalreformen med større kommuner er der flere og flere, der bor i samme kommune som deres arbejdsplads. Og de har enhver ret til at deltage i den offentlige debat om eksempelvis biblioteksbesparelser, selvom de arbejder på de biblioteker, der er berørt. Samtidig bør man som fagperson have lov til at råbe vagt i gevær – det skulle man mene, var en forpligtigelse. Mange andre faggrupper og personer har tradition for at reagere. Her anerkendes det som en faglig vurdering og ikke kun som utidig kritik.
At vifte med advarselsflaget om illoyalitet over for medarbejdere er en voldsom reaktion, og konsekvenserne er ubehagelige og unødvendigt truende. Det ansporer til en utryg stemning, og betyder, at medarbejdere udøver selvcensur. En selvcensur, der sniger sig ind og som reelt set forhindrer mange medarbejdere i at ytre sig om forhold, der også angår dem som borgere, og dermed blokerer for en borgerret og en væsentlig demokratisk debat.
Pernille Drost