Gå til sidens indhold

Biblioteksrummet under lup

Kan man ved at iagttage brugerne på et bibliotek, blive i stand til at forudsige deres adfærd, og derigennem styrke indretningen på biblioteket? Og kan man bruge observation af bibliotekets brugere til at ændre biblioteksrummet?Jo, mener to studerende på Danmarks Biblioteksskole, der har observeret de københavnske biblioteksbrugere.

Brugeren kommer gående ind i rummet, (det noteres), brugeren går forbi de opsatte eksponeringsborde uden at skænke dem et blik, (noteres).
Brugeren kommer tilbage, går igen forbi bordene, hvorefter hun fortsætter op ad rulletrappen ind i biblioteket, (noteres).

Gemt bag store tegneserier, står vi to studerende og holder øje med brugerne på Københavns Hovedbibliotek. Vi er i gang med en undersøgelse, der tager sit udgangspunkt i observation og er en del af vores bacheloropgave,  hvor vi forsøger at sætte fokus på, hvordan brugerne egentlig benytter biblioteket.
Ofte er der en logisk forklaring på, hvorfor brugerne ikke opfører sig, som vi har tiltænkt i vores indretning. Og denne forklaring ligger sommetider lige under vores næse, vi skal bare åbne øjnene for det.

Brugeren står ved udstillingsbordet, (det noteres). Hun kigger nysgerrigt på flere materialer, men tager ingen op, (det noteres).
På ryggen har hun en taske, i den højre hånd en indkøbspose fra Netto og i den venstre en biblioteksbog, (det noteres). Hun går fra bordet efter cirka fem minutter, (det noteres).

Her er svaret på, hvorfor brugeren ikke tager materialer åbenlyst.
Og det viste sig gennem mange observationer, at de brugere, der havde tasker, bøger eller andet i begge hænder, ikke tog materialer med sig. For disse lånere er muligheden ikke til stede, før de får hænderne fri, og en løsning med implementering af kurve eller garderobeskabe bør overvejes.
Vores observationer viste også meget tydeligt, at ikke alle brugere har samme muligheder for at se udstillede materialer. Alligevel er udstillingsbordene ens for alle. Men vores observationer viste, at små børn og ældre mennesker har meget forskellig mobilitet. Derfor blev materialer som var placeret tæt på gulvet oftest kun kigget på af børn, som alligevel lå på gulvet og legede, hvorimod materialer langt inde på bordet, kun blev benyttet af ældre. Dette er igen værdifuld viden, som kan bruges, når udstillinger bygges op og materialer placeres på hovedbibliotekets udstillingsborde.

Systemnedbrud.
Afleveringsautomaterne er ude af funktion, (noteres). Brugerne samles langsomt omkring skrankerne for at aflevere deres materialer, (noteres). Køen går forbi eksponeringsbordene. De fleste brugere kigger kort på materialerne, (noteres).

Ingen brugere forlader køen for at kigge nærmere. Kun en bruger tager materialer med fra bordet i løbet af 10 minutter. Her kan vi observere en reel mulighed for god eksponering. Mange brugere er samlet et sted, hvor de ikke umiddelbart flytter sig fra. Men meget få af brugerne lader sig besnære af de udstillede materialer. Hvorfor? Her skal man lidt tættere på for at finde frem til svaret. Det kunne for eksempel være at brugerne ikke havde lyst til at opgive deres plads i køen for at græsse i det fremlagte materiale, eller fordi det fremlagte var en temaudstilling om jura, rettet mod en relativ snæver målgruppe. Havde man indtænkt muligheden for de ofte forekommende systemnedbrud og kødannelse netop her, ville man kunne målrette dette bord mod et bredere publikum. Hvis man vil give brugerne mulighed for at græsse samtidig med, at de venter, kunne man også have et nummersystem, så brugerne blev holdt i området, men ikke fast i en kø.

Stilhed.
 Den lange gang med brochurer ligger mennesketom hen. En bruger nærmer sig, står i åbningen, (det noteres ned). Hun kigger på materialer men går igen, (noteres). I en radius på cirka tre meter er der nærmest mennesketomt, (noteres).

Gang på gang gentog dette scenarie sig ved brochuretunnellen. Meget få brugere vovede sig derind i den to ugers periode, hvor vi observerede. Men ikke nok med, at der i biblioteksrummet var ubenyttede steder. Tunnellen skabte nærmest et sort hul, og folk bevægede sig nødigt i nærheden af den. Der kan være mange grunde til, at tunnellen ikke blev benyttet for eksempel, at brugerne ikke vidste, hvad der var i området på grund af dårlig skiltning eller netop fordi det var mennesketomt. Det blev igennem undersøgelsen tydeligt, at brugerne hellere stod i områder med andre end alene.

Ud fra undersøgelsen, kom vi frem til adskillige anbefalinger til bibliotekets indretning. Ofte er det små ting som kan forbedre mulighederne i rummet meget. Herunder er nogle eksempler:

      • Sørg for, at brugernes hænder er frie ved hjælp af lettilgængelige kurve og garderobe.
      • Indtænk brugernes forskellige rækkevidde og mobilitet
      • Benyt steder hvor folk alligevel venter, til eksponering af let-omsættelige materialer.
      • Sørg eventuelt for nummersystemer for at undgå statiske køe
      • Lokaliser og gentænk tomme steder i rumm

Flere biblioteker – blandt andet i Århus og Herning har allerede tilføjet observation til deres palet af brugerundersøgelser. Efter vores mening har vi dog kun ridset i overfladen af den brugbare information, som tilgangen kan supplere interviews og spørgeskemaer med.

Spørgsmålet om, hvordan vi forstår begrebet brugerorienteret biblioteksudvikling, ligger i umiddelbar forlængelse heraf. Ønsker vi at udvikle biblioteker baseret på information om brugernes egen opfattelse af deres adfærd og præferencer, eller skal man i højere grad bruge viden om deres faktiske adfærd til at evaluere bibliotekets tilbud?
Det er dog vigtigt, at man udvælger forskellige metoder, som passer til det præcise undersøgelsesfelt, man står overfor. Det være sig enten evaluering af eksponeringsstrategi eller serviceprofil. Disse metoder til kortlægning af adfærden i biblioteksrummet kan anvendes af alle, og er efter vores mening et overset værktøj til at måle kvaliteten af forskellige indretningsbeslutninger.  Simon Friberg og Camilla Damsbo Andersen er studerende ved Danmarks Biblioteksskole.