Gå til sidens indhold

Gør biblioteket til et rockband

I bogen Return of Involvement giver IT-iværksætteren Henriette Weber mange spændende bud på, hvordan virksomheder kan opbygge organisationer baseret på omstillingsparathed, kreativitet og tillid. Hun kalder det »business unusual« og meningen er, at markedsføring sker via medarbejdernes aktive deltagelse, dialog og personlige engagement med kunderne i stedet for den traditionelle spredehagls-strategi.
Bogen er skrevet i en engageret og personlig stil. Nogen vil måske kalde Henriette Webers drøm for naiv og urealistisk. Men jeg synes, at bogen er et godt bud på, hvordan Facebook, Twitter, Youtube med flere kan bruges til markedsføring for virksomheder og organisationer for eksempel biblioteker. Også selvom budskabet måske bliver gentaget lidt for mange gange igennem bogen.

Social Marketing
Return of Involvement introducerer social marketing som en måde at markedsføre produkter, services og værdier på. Udgangspunktet er, at social marketing bygger på samtaler og relationer mellem mennesker, og budskaberne derfor ikke virker som forstyrrende støj men som relevant information.
Social markedsføring er med andre ord markedsføring, der involverer brugerne og her spiller internettets sociale tjenester en væsentlig rolle. På den sociale web skabes der netværk, og hvis virksomhederne via deltagelse og engagement på Facebook, Twitter, YouTube med videre formår at opbygge ægte relationer med deres kunder, er muligheden for social marketing til stede.

Rockbandisme
Social marketing kræver, at medarbejderne og organisationerne omstiller sig og går i dialog med deres kunder og er parate til at afgive kontrol. Ifølge Henriette Weber er man nødt til at starte med at kigge indad i organisationerne, og hun introducerer begrebet »rockbandisme« som en metode til at skabe de rette forudsætninger for social marketing.
Rockbandisme handler om at få virksomhederne til at tænke som rockbands. Ifølge Henriette Weber er rockbands cool, fordi de ved, hvordan de skal involvere deres publikum. De ved, hvordan man laver et show ud af hverdagen, og de får deres publikum til at føle sig særligt. Endelig er de gode til at genopfinde sig selv og finde deres egen niche i en verden fyldt med andre rockbands. Og det er de egenskaber virksomhederne skal dyrke.

Biblioteket som rockband
Men er det nu noget for bibliotekerne? Eller handler det kun om den kommercielle verden? Jeg mener bestemt, at bogens budskab bør kunne inspirere og lære biblioteksledere, kommunikationsmedarbejdere og andre, der til daglig arbejder med markedsføring, hvordan man via social marketing kan få sine budskaber ud til brugerne. Specielt i en tid, hvor bibliotekerne har svært ved at finde deres ben, når det gælder markedsføring, fordi de ofte – med Henriette Webers ord skyder med markedsføringsmæssige spredehagl.
Tilstedeværelse på nettet handler ikke om en pæn og brugervenlig hjemmeside, men i højere grad om tilstedeværelse, der hvor brugerne er. Prøv for eksempel at stille dig selv spørgsmålet: Hvor bruger du mest tid – på din hjemmeside eller Facebook?
I fremtiden vil markedsføring af bibliotekerne i høj grad handle om at netværke, skabe relationer og være til stede på den sociale web, eller som Henriette Weber udtrykker det i bogens slutreplik:
»Mød jeres kunder, hvor de er. Lad være med at gøre jer selv eller jeres hjemmeside til omdrejningspunktet for hele verden. Slip kontrollen. Vær et rockband.«

Esben Fjord
Udviklingschef ved Gladsaxe Bibliotekerne