Gå til sidens indhold

Gå efter lederskabet

Har du lyst til at lede, skal du ikke vente på, at andre prikker dig på skulderen, men gå direkte efter det. Det mener Annette Brøchner Lindgaard, bibliotekschef i Esbjerg.

Annette Brøchner Lindgaard tror på, at ting kan lade sig gøre. For hende er mod og viljen til at sætte en dagsorden afgørende for godt lederskab. En god leder tænker stort og visionært og lader sig ikke automatisk bremse af økonomi og andres utilfredshed
Når det lykkes, er det dejligt at være leder. Jeg blev på et tidligt tidspunkt opmærksom på, at forandring, udvikling og det at skabe gode resultater er vigtigt for mig, siger Annette Brøchner Lindgaard.
Blikket er venligt og direkte bag brillerne. Bibliotekschefen i Esbjerg er ikke et menneske, der er bange for at sige sin mening. Hun griner af sig selv, når hun anvender et gammeldags ord som »husmorsjæl« til at beskrive, hvordan hun føler for sin ledelse.
- Ja, jeg skal have min husmorsjæl med. Det er måske et skørt ord at bruge, men for mig betyder det, at vores prioriteringer skal give mening hele vejen rundt og at udvikling og resultater skal ske i samklang med medarbejderne. Der skal være rum og plads, og medarbejderne skal trives, siger hun.

Pæne piger griber ikke magten
Annette Brøchner Lindgaard er uddannet bibliotekar. Da hun var 29 år, søgte hun jobbet som biblioteksleder i Brande.
- Du skal ikke vente på, at nogen kommer og prikker dig på skulderen, hvis du har lyst til at blive leder. Lysten og evnerne følges ofte ad, men du skal kunne tåle et nej. Da jeg søgte mit første lederjob var der forskellige årsager til, at jeg »turde« forsøge. Min mand havde haft jobbet, derfor tænkte jeg, at det kunne jeg da også klare. Jobbet lå perfekt i forhold til vores hjem, og kommunen var en rigtig god bibliotekskommune. På den måde kom jeg i gang.
Annette Brøchner Lindgaard erkender, at der er et vist tabu omkring det at gå efter ledelsesposter.
- Vi er mange, der er opdraget til ikke at prale eller skille os ud. Vi skal helst holde os tilbage. Det er sådan en pæn-pige-ting. Derfor kan det godt være svært at gå efter lederskabet. Men jeg er måske ikke sådan en pæn pige, når det kommer til stykket, griner Annette Brøchner Lindgaard.
Til gengæld har hun flere gange i sin karriere været ude for at få hentydninger til sit køn.
- Det er der mange, som er overraskede over. Men det er rigtigt. Det ligger i hele måden, vi taler på. Mange siger »kvindelig leder« om en kvinde. Når lederen er en mand, nævnes kønnet ikke. Det er naturligvis ikke så tydeligt i et kvindefag, som vores,  men der er masser af underforståede tegn på en generel forståelse. Manden er normen og kvinden undtagelsen, siger Annette Brøchner Lindegaard.

Kan du klare mistro?
Før man søger lederjobbet er det nødvendigt at ransage sin personlighed. Der er nemlig flere ting som følger med jobbet på toppen.
- Ledelse er en flertydig udfordring. Medarbejderne har forventning om, at du kan levere tryghed frem for alt. Altså den form for tryghed, der kommer af, at du er stor og stærk og samtidig blid og forstående.  Du skal stille krav og samtidig hjælpe dem til at vokse med opgaven og klæde dem på til nye udfordringer. Når en leder fejler med at håndtere den flertydighed, er det et brat fald ned fra piedestalen.
Men der er også en anden del, som man ikke undgår, når man tager ledelsesopgaven på sig. Det er den mistro, du bliver udsat for. De mere eller mindre skjulte hentydninger til, at du i virkeligheden gør det for egen vindings skyld, og at du kun gør det, fordi du elsker magten. Det er den  ubehagelige del, som gør lederjobbet til et sted, hvor du skal kunne klare at stå alene. Det er nødvendigt at tage de upopulære beslutninger, og som leder skal du kunne tage dem på dig, siger Annette Brøchner Lindgaard.
Nogle beslutninger er uendeligt svære at sælge som gode.
- I Esbjerg er vi i gang med noget, vi har talt om i mange år, nemlig en ændring af vores filialstruktur. Det betyder, at vi lukker 3 filialer, men til gengæld styrker hele det generelle niveau i kommunen – og det kan tilsyneladende ikke rigtig blive til en god historie, lige meget hvor mange gode argumenter, vi disker op med. Heller ikke selv om der bliver flere penge til at købe nye bøger for, og vi nu kan gøre de andre bibliotekstilbud bedre. Heldigvis synes jeg, at vi blandt medarbejderne har fået snakket så meget om det, at de allerfleste accepterer og bakker op om beslutningen, siger hun.
Men sådan behøver det ikke være. Annette Brøchner Lindgaard kender godt de mekanismer der går i gang, når man ikke bryder sig om lederens beslutninger.
- Der er så mange hurtige og letkøbte argumenter, som man kan ty til i nødens stund »Hun har slet ikke forstået, hvad det handler om« og så videre. Kommunikation er vigtig. Og svært! Jeg synes dog, det går rimelig godt hos os – der opstår ikke så mange myter. Nogle gange bruger jeg argumentet med, at hvorfor skulle jeg bruge mit liv på at ødelægge biblioteksvæsnet? Alt i alt er de fleste ledere i biblioteksvæsnet ret kompetente og tager beslutninger på et velgennemtænkt og kvalificeret grundlag. Det synes jeg ikke altid der bliver givet den kredit for, som vi har fortjent, siger Annette Brøchner Lindgaard.

Ven med kollegerne
Myten siger, at lederjobbet er ensomt. Det behøver det ikke være.
- Man kan ikke have nære venskaber på arbejdspladsen. Heller ikke selv om det kan være svært at undgå, fordi man jo kommer tæt på folk. Men du kan have rigtig, rigtig gode kolleger, som du søger råd hos, og som du kan læne dig op ad. Jeg vil ikke gå så langt som til at sige, at lederjobbet er ensomt. Men du skal kunne klare at være den, der tager beslutningerne i sidste ende, og det kræver, at du kan finde ud af at stå alene. 
kejser@bf.dk