Gå til sidens indhold

Genbrug i bogmessen

Gamle kendinge, nye satsninger, prestigefyldte priser og naturligvis bøger, bøger, bøger.  Hver en plet var plastret til på årets bogmesse, hvor biblioteket som klassens flinke elev som noget nær de eneste tog temaet om genbrug alvorligt  

Fra Hvid Scene lyder der begejstrede klapsalver og høje grin. Bag de lukkede døre snakker Pia Juul med Klaus Rothstein. Hun har netop modtaget Danske Banks Litteraturpris på 300.000 kroner, så humøret er højt. Snakken mellem de to kulturpersonligheder har trukket en del af Bogforums gæster søndag formiddag. Og det betyder heldigvis lidt mere albuerum til de andre. For danskerne elsker bøger. Ikke mindre end 25.289 besøgende lagde turen forbi Frederiksberg i dagene fra den 13. – 15. november – og selv om bogmessen hæver sig i to etager, og udstillere og gæster dermed har 5.000 kvadratmeter at boltre sig, på, så bliver der altså tæt, når så mange mennesker samles på samme sted.
At kærligheden til bøger er spillevende mærkes også hos litteratursiden.dk. Redaktionen har en stand for sig selv, hvor det nye blad, /Litteratursider, lanceres.
- Bladet er blevet revet væk. Vi bliver ved med at sætte nye på hylderne, fortæller Marit Haugaard og Birgitte Tindbæk, som er med i redaktionen på web-delen. De har ikke haft fingrene nede i tilblivelsen af bladet – men glæder sig over udviklingen.
- Vi er pavestolte. Bladet ser rigtig godt ud, og det giver en god synergieffekt med web-delen, når folk får bladet i hænderne. Mange kender litteratursiden.dk – og med bladet er der endnu flere som lægger mærke til os, siger de.

Bøger bliver til bordben
Temaet for årets bogmesse er genbrug. Det er ikke noget som de forskellige stande ligefrem emmer af. Men på stand 1, hvor bibliotekerne holder til, tager man det alvorligt. Her bliver kasserede bøger foldet i kunstfærdige former, og en stor stak bøger genfødes som bordben, da de er med til at holde en rund glasplade oppe.
Projektleder Lotte Harsder fra Ballerup Bibliotek har været i fuld gang med planlægningen af bogmessen i et år.
- Vi er en arbejdsgruppe på 10 personer, hvor jeg er tovholder. Ud over at have standen her, som er informationssted for hele messen, sørger vi også for at ændre programmet, når indslag på messen bliver taget ud og nye kommer til. Der er rigtig meget, der skal klappe, også teknisk, og jeg er den, der bliver ringet til, når der er spørgsmål - så jeg kommer til at sove godt i nat, når det hele er vel overstået, siger Lotte Harsder.
Den knaldorange biblioteksstand er sponsoreret af en række biblioteker og interesseorganisationer – og i det hele taget er det nemt at få hjælp, når man skal på bogmesse.
- Vi har lånt nogle dyre møbler til at pifte standen op med. Og så får vi nogle hotte navne på besøg, som BogForum betaler for. Til gengæld står vi så for informationsdelen, og der bliver lagt rigtig meget arbejde i det, siger Lotte Harsder.