Gå til sidens indhold

Hader mænd karrierekvinder?

Kvinder burde være fremtidens ledere. De har også den bløde side, der passer til ledelse i moderne vidensvirksomheder. Det handler i dag om at motivere folk, ikke om kæft, trit og retning. Mange kvinder vil have en mere blød tilgang til de ansatte, som især vil passe til de årgange af curling-børn, der så småt er på vej ud på arbejdsmarkedet. Nogle af disse siges at være så følsomme og forkælede, at de kunne kaldes VIP´er. Og med følsomme VIP´er på gulvet, der er vant til at få problemerne løst og aldrig selv har fået lov til at cykle til sport, er det selvfølgelig vigtigt, at den der sidder i chefstolen er forstående og magter de bløde værdier. Det gør kvinder i langt større grad end mænd. Men hvorfor er det så, at så få kvinder ender med at sidde i chefstolen? Måske fordi, der ikke rigtig er noget, der hedder chefskolen før man pludselig sidder i chefstolen og problemerne tårner sig op. Måske fordi vores arbejdskultur ikke understøtter kvinders karrierer. Flere undersøgelser dokumenterer, at kvinders karriere ikke vægtes – og at Danmark i relation til ligestilling ligger på en sølle 23. plads i EU.
Men ledelse kan læres, så man, kvinde eller mand, undgår at komme til at sidde i en lederstilling, man ikke magter. Det berømte Peterprincip, som måske retteligen her er opkaldt efter en mand, handler om, at man bliver forfremmet over sit eget kompetenceniveau, og så sidder man der og laver ged i den for virksomheden og medarbejderne. En god lederuddannelse for biblioteksvæsenet er måske vejen frem.
Da den første masteruddannelse for journalistiske ledere blev startet i 2006 på Syddansk Universitet, lød den hånlige overskrift i fagbladet Journalisten: Nu skal chefen også kunne lede. I øvrigt bestod holdet af ti mænd og to (!) kvinder. Men hvornår kommer vi dertil, hvor det er accepteret, at ledelse er en disciplin, der skal tages meget alvorligt – og en disciplin, der lige så godt kan udøves af kvinder som af mænd. Og hvornår kommer vi dertil, at det er klart for enhver, at kvinder naturligvis er mindst lige så gode ledere som mænd – mindst. Talrige opgørelser viser, hvordan det kniber med at få kvinder placeret i topstillinger, talrige opgørelser viser, hvor svært det er at få kvinder ind i bestyrelser for danske virksomheder. Mandehørmen hænger tyk og fremmer ikke altid kreativitet i direktionslokalerne. Men at tage en lederuddannelse som ung kvinde med små børn stiller store krav til planlægning og familie. Til gengæld er udfordringen stor, og hvis man bruger sin sunde fornuft og oversætter begrebet ledelse til »at skabe resultater gennem andre«, bør det kunne lade sig gøre at få flere kvinder ind på lederposterne.

Henrik Hermann