Gå til sidens indhold

Det er ikke let med det net...

Hvordan skal fremtidens bibliotekarer agere og komme i kontakt med de stadig mere selvhjulpne brugere, som i deres selvforståelse mener, de kan det hele? Alt muligt kan googles og downloades »på nettet« og bruges på diverse platforme – hvad bliver bibliotekarens rolle så? Den bliver vel anderledes, og det er vel så blot udfordrende og spændende – eller?

På den ene side hører vi gang på gang, at viden kommer i endnu større mængder end nogensinde, terrabyte efter terrabyte »vokser« frem som kæmpemæssige marker af viden, der kan høstes, men også skal sorteres og serveres.

På den anden side hører vi, at folk selv kan navigere, at bibliotekarens rolle måske er truet – i hvert fald i sin nuværende form.
I dette nummer af Bibliotekspressen bringer vi et interview med en af internettets danske pionerer, navet er Thomas Madsen-Mygdal. Hvert år arrangerer han konferencen Reboot i Kedelhallerne på Frederiksberg, og her kommer folk fra hele verden.

Thomas Madsen-Mygdal lavede helt tilbage i 1995 sin egen fildelingstjeneste på internettet. Det var noget nyt – dengang. Han er også medforfatter til bogen Weblogs. Tidligere har Thomas Madsen-Mygdal sablet bibliotek.dk ned på en konference, vi skrev om dette i Bibliotekspressen nummer 3, 2007.

Men denne gang, ærede læser, er det Dem, han langer ud efter: Bibliotekaren. Tidligere har han ment, at bibliotekarer er nørder i en bestemt distributionsform »som de selv hænger fast i«, altså distributionsformen. I dette nummer er han alvorligt bange for, at bibliotekaren har udspillet sin egen rolle, og der skal ske et paradigmeskift – fra at være den, der »ejer« og vogter over informationerne til den, der går i interaktion med brugeren og måske oven i købet bliver så relationsorienteret, at vedkommende spiser frokost med de unge studerende og brugere på universitetet. Mange vil sikkert føle det grænseoverskridende. Det sidste med relationerne er ikke Thomas Madsen-Mygdals ord – men emnet var på dagsordenen på en session på den internationale IFLA-konference for bibliotekarer, der blev holdt i Milano i august. Flere oplægsholdere udbredte sig over emnet: Den proaktive bibliotekar, de havde vægtige indlæg om nødvendigheden af en anden måde at aktivere brugerne på  – for eksempel skal der også arbejdes meget med hjemmesider. En amerikansk bibliotekar (naturligvis) havde haft held til at få lov til at lave en konkurrence på biblioteket, hvor man på hjemmesiden kunne se præmien – en iPod. Det kan man så grine over – men noget skal der vel ske, når udlånstallene daler, og brugerne mest bruger biblioteket til at lave opgaver sammen og gå på nettet.