Gå til sidens indhold

Krise, ja tak?

Hvis man som jeg sidder på en arbejdsplads, hvor omstruktureringer og fratrædelsesordninger er en del af hverdagen, kan det af og til godt være svært at finde arbejdsglæden og motivationen frem.
Derfor var det med nogen skepsis, men også nysgerrighed, at jeg åbnede bogen Hurra, der er krise.

Min skepsis forsvandt dog relativt hurtigt, idet bogen viste sig at være en hurtig og let læst sag, der med det samme fik humøret lidt op.
Ikke helt overraskende er en af bogens pointer, at arbejdsglæde er den bedste vej ud af krisen. Men hvordan følger man dette simple råd, når der primært hersker dårlig stemning omkring ens skrivebord og energien langsomt siver ud af lokalerne?

Alexander Kjerulf kommer med sine bud på, hvad man kan gøre og ikke mindst, hvad man ikke skal gøre for at risikere, at arbejdsglæden bliver hældt ud med den sidste slurk i kaffekoppen. Bogen indeholder både eksempler på gode og dårlige kriseerfaringer, blandt andet fra da dot com-boblen brast og fra tiden, der fulgte i 11. septembers kølvand. Men Alexander Kjerulf forholder sig også til krisen omkring os lige nu og her, hvilket klart gør bogen mere vedkommende og anvendelig.

Bogens råd og øvelser kan godt virke lidt banale og henvender sig primært til medarbejdere med ledelsesansvar, men det betyder ikke, at man ikke kan få noget ud af dem som menig medarbejder. Tværtimod var det befriende at læse nogle simple metoder til at løsne lidt op i hverdagen, og ikke mindst at læse, at de frustrationer man selv går rundt med, er et helt naturligt produkt af krise-stemningen.
Endnu mere befriende var det at læse, at krisestemningen kan vendes til noget positivt og at man faktisk kan ende med at stå mere styrket oven på en krise.
Så hvis krisen fylder lidt rigeligt i hverdagen, er det en god investering at læse bogen, og hvem ved om man ligefrem bagefter udbryder; Hurra, der er krise!

Tine Rugaard Møller, cand.scient.bibl.,
Market Intelligence researcher,
PricewaterhouseCoopers

Hurra, der er krise
Alexander Kjerulf
Udgivet af Gads Forlag 2009
220 sider, pris: 199,- kr.ISBN 978-87-12-04474-1