Gå til sidens indhold

Rearranging the deck chairs on Titanic

Biblioteket er på vej mod afgrunden, mens bibliotekarerne taler om hvorvidt farven på væggen skal være blå eller rød, siger iværksætter og direktør Thomas Madsen-Mygdal, der mener, bibliotekerne skal starte helt forfra og genopfinde sig selv.

Stop med at hælde millioner i nettjenester. Hold op med at tro at bibliotekerne skal skabe kultur og opgiv tanken om, at bibliotek.dk skal være indgangen til viden. Løbet er kørt, siger Thomas Madsen-Mygdal, der mener, at bibliotekarerne skal være »facilitatorer« – intet andet.

Bibliotekarerne skal spørge sig selv: Hvis vi vil lave dannelse for det danske folk, hvordan bruger vi så bedst de tre en halv milliarder kroner, som staten hvert år smider efter bibliotekerne?, siger Thomas Madsen-Mygdal, der før har været i vælten, når det kommer til at have en mening om bibliotekerne og bibliotekarernes rolle. Han gjorde sine hoser alt andet end grønne, da han for år tilbage kaldte biblioteket.dk for ubrugelig.

- Jeg tror på, at meget af det, man gør i bibliotekerne, gør man fordi, det er en  stærk kultur. Men bibliotekarerne har gjort det så godt, at de har spillet sig selv ud af spillet. De har sejret ad helvede til. I dag har alle adgang til stort set alle informationer. Og bibliotekarerne har været super gode til at udbrede nettet.
Enhver 50-60-årig bibliotekar bør få en præmie, en buste på rådhuset og blive æresborger. Men bagefter skal vi sige: Godt nu har vi fejret det, hvad er det så for en verden, vi lever i i dag, og hvad er der behov for?

Book lokale 47
Ifølge Thomas Madsen-Mygdal er der  behov for steder, der skaber relationer, og har ting som almindelige mennesker ikke har derhjemme som 3D printere og lokaler til at lave aktiviteter i.
- Ikke som bibliotekarerne skal stå for, men jeg skal kunne booke lokale nummer 47 i eftermiddag, hvis jeg har behov for det, siger han.
Den vigtigste funktion for bibliotekarerne er ifølge ham at være »facilitatorer« og ikke en autoritet.

– Bibliotekarer skal ikke gå ind i en kulturdiskurs, hvor de selv laver klassisk formidling. De skal i stedet skabe en platform for lokalsamfundet og lade andre blomstre. De skal droppe den der arrangements-kulturindustri, hvor man betaler 20.000 kroner for en kendt foredragsholder. Og så skal de opgive nettet. Bibliotekerne hælder ufattelig mange penge i nettet i form af hjemmesider og nettjenester. Bibliotekerne skal ikke have hver deres lille community på nettet eller se bibliotek.dk som den store indgang til viden i Danmark, siger han.

Opgaven nu, mener han, er at digitalisere samtlige danske bøger og stille dem gratis til rådighed på nettet.
- Det er sådan noget, Google gør i dag. Og det er perverst, at det er kommercielle virksomheder, der skal gøre det, siger han.

Forandring udefra
Ifølge Thomas Madsen-Mygdal vil forandringerne ikke komme fra bibliotekerne selv.

- Realistisk set så er det ikke bibliotekerne, der kommer til at forandre sig. Det kan de ikke – man kan ikke gå ind til politikerne og sige, at de der tre en halv milliarder, I giver os, dem har vi tænkt os at bruge på noget helt andet. Bibliotekerne har solgt politikerne så mange historier om, at de gør det for indvandrerne og de svage gruppers skyld. Innovationen vil ske uden for bibliotekerne. Hvis jeg var kommunalpolitiker, ville jeg give nogle progressive mennesker et rum på 500 kvadratmeter og et meget lille budget og se, hvad de kan få til at ske. Hvad kommer de til at kalde det?, hvor høj vil musikken være?, hvor god vil café-latten være? Og hvordan vil de engagere kommercielle aktører og lokalsamfundet. 

Problemet med biblioteksverdenen er, at den er så stor og har sin egen logik. Bibliotekarerne sidder enormt defensivt fast i noget med ældre mennesker, der ikke har adgang til computere og integrationsområdet. Men det er 10 procent. Problemet er, hvis biblioteket ikke har en relevans for mig eller mine børn, siger Thomas Madsen-Mygdal, der tror, at et af problemerne med at starte forfra og gentænke bibliotekerne er, at bibliotekerne har for mange ressourcer.

- Hver lille kommune har sin egen
udviklingsafdeling – de har det alt for godt med alt for mange penge og alt for mange mennesker. Der bliver for eksempel brugt enormt mange penge på nye flotte bygninger og indretning, og det er jo virkelig som rearranging the deckchairs on Titanic.