Gå til sidens indhold

Ny i job, men gammel i gårde

Navn: Mette Gerdt Nielsen
Nyt job: 1. august, fra nyuddannet og ledig til 20 timers ansættelse som bibliotekar på Jordbrugets UddannelsesCenter Århus, Beder-afdelingen.
Karriereforløb: Uddannet bibliotekar fra Biblioteksskolen i Aalborg januar 2009. Før det uddannet industrilaborant, en række ufaglærte jobs og lageransvarlig hos SpaceCom i Hobro.

Du blev færdiguddannet i januar og er blevet ansat fra 1. august. Har det været svært at finde et job?
”Ja, det synes jeg. Jeg har skrevet 30 ansøgninger og er kommet til samtale i alt to steder. Der var faktisk ikke så meget at søge i det nordjyske, og derfor har jeg været nødt til at søge geografisk bredere end jeg umiddelbart havde lyst til, og fagligt bredere, end jeg egentligt har følt mig rustet til.”

Vil du så betegne dit job som drømmejobbet, en spændende udfordring eller bare en måde at få brød på bordet på?
Det her er faktisk et drømmejob, men det troede jeg ikke, da jeg søgte det. Jeg blev bibliotekar for at arbejde på et folkebibliotek, men det her er et superjob, hvor jeg får brugt alle de ting, som jeg har lært på skolen. Jeg skal selv tage alle beslutninger og tilrettelægge min hverdag. Jeg håber, at jeg kan blive her, til jeg engang skal på pension.

Hvad er det helt konkret, der gør jobbet som bibliotekar på biblioteket ved Jordbrugets Uddannelsescenter til et superjob?
Det er kollegerne og opgaverne. Jeg skal holde styr på samlingen. Finde og købe det materiale, der er relevant, og kassere det, som ikke er. Jeg har mit eget budget, som jeg skal overholde, så det er et stort ansvar. Derudover skal jeg selvfølgelig hjælpe lærere og elever med at finde informationer. Så kommer de og spørger mig, hvad har du om prydgræs eller græsplæner, og så må jeg jo se, om jeg kan hjælpe og gøre dem glade og tilfredse.

Ved du meget om planter og haver?
Tja, til husbehov.  Jeg har altid haft have, og det interesserer mig. Så det er et ekstra plus og er med til, at jeg sætter mig endnu mere ind i det. Jeg lærer noget nyt, hver gang en elev eller lærer kommer og skal have hjælp.

Du er den eneste bibliotekar. Hvordan er det at have sådan et ansvar som helt nyuddannet?
Det er en udfordring, men jeg tror, at min alder hjælper mig. Jeg har jo efterhånden prøvet en masse ting og har opsamlet en masse erfaring fra forskellige områder. Men hvis jeg var 20 år, tror jeg ikke, at jeg ville være klar til det.

Tror du, at det er en fordel at være nyuddannet, i og med at du arbejder på en uddannelsesinstitution?
Ja, det er jo ikke så lang tid siden, at jeg selv stod som studerende. Så jeg ved godt, hvordan de har det, når de står og skal bruge nogle informationer. Samtidig er uddannelsen på Biblioteksskolen meget fokuseret på informationssøgning og nye medier, så derfor har jeg fået en række meget relevante og brugbare kompetencer, som jeg nok ikke ville have haft i samme grad, hvis jeg var blevet bibliotekar som 25-årig.

Hvordan har det været at tage skridtet fra livet på skolen til livet i ”den virkelige biblioteksverden”?
Det er noget, jeg har set frem til længe, og det har været rigtigt godt. Hver gang noget lykkes, og man kan hjælpe en lærer eller en elev, er det en lille sejr. Så bliver jeg glad, og det er dejligt at føle, at man hjælper og gør en forskel for den enkelte.

Hvad glæder du dig allermest over ved dit nye job?
Jeg glæder mig over, at jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag. Og det håber jeg selvfølgelig fortsætter. Det er en dejlig fornemmelse at have fundet sin plads rent arbejdsmæssigt.

 

Skrevet af freelancejournalist Thomas Schmidt Nørgaard