Gå til sidens indhold

"Biblioteket skal ikke være brik i et politisk spil, hvor en eller anden bleg regnedreng regner ud, at det skal nedlægges eller flyttes. For mig er det nok, at der kommer én låner hvert år på Nørrerubberup Bibliotek."

Erik Clausen hæger om bibliotekerne, der gav ham det første kunstneriske spark, og hvor en forelskelse førte ham gennem litteraturens klassikere. Men han efterlyser kulørte lamper og færre restriktioner.    

Når Erik Clausen træder ind i et rum – fra en hotellobby til en privat stue –  scanner han vægge og paneler. På under to sekunder vurderer han malerarbejdet - en arbejdsskade fra sin tid som bygningsmaler. På samme måde dissekerer han andres film for panoreringer og kameravinkler, og hører han musik, tæller han takter, konstaterer hvor bassen er, og spiller trommen »lodret« gider han slet ikke høre det.
Af frygt for at få det på samme måde med bøger tøver han med at skrive én – selv om historierne kommer til ham.
- Jeg drømmer om at skrive bøger, men frygter, at hvis jeg begynder at skrive, så mister jeg også min uskyld der og begynder at måle forskellige dramatiske og litterære præstationer, når jeg læser, siger han.
Så indtil videre er 13 filmmanuskripter, et utal af sangtekster, malerier og keramik den kunstneriske åreladning for Erik Clausen, der startede som gøgler for mere end 40 år siden og i dag med rette kan kaldes multikunstner.
I stuelejligheden på Vesterbro i København, hvor Clausen film holder til, er køkkenet fyldt med farverige keramikkrukker med svulmende kvinder. Krukkerne er netop kommet hjem fra en udstilling og stadig pakket i plastik. To af køkkenets vægge er dækket af hædersbeviser, priser og en hylde med statuetter, der vidner om, at Erik Clausen rører mange mennesker med det, han laver.

Forbudt læsning 
Men kunstner var nu ikke det, Erik Clausens ufaglærte og enlige mor havde tænkt sig, han skulle blive. 
- Min bror og jeg skulle være gået ud af skolen som 14-årige og have passet et job ved samlebåndet resten af livet. Men det gjorde hverken han eller jeg, siger Erik Clausen, der er en mand, der hele livet har fulgt sine egne regler.
For hans mor var det vigtigste, at hendes drenge havde sideskilning og var pæne og rene i tøjet.
- Hun sagde altid: »kom nu ikke i dårligt selskab« og »I har en svag karakter«, men de drenge, hjemme i gaden, der var spændende, var jo »det dårlige selskab« – »dem man ikke måtte lege med«, siger Erik Clausen.
Hjemme var Sydhavnens arbejderkvarter i København, hvor Erik Clausen voksede op i 1950’erne, og her blev han heller ikke ligefrem forkælet med kultur, der kunne inspirere til en kunstnerisk tilværelse.
- Onkel Svend spillede harmonika, og moster Gerda sang melankolske sange. Underholdningen hos min mormor, der var en nedslidt enke, hvis ene øje var rødt og hele tiden løb i vand, var at slukke lyset og se, hvem der havde været til ni-forestilling i Enghave Bio overfor.
I stedet blev biblioteket en kilde til inspiration. I 1954 begyndte den 12-årige Erik Clausen for alvor at læse bøger og komme på biblioteket, der var indrettet i to sammenslåede lejligheder på Borgbjergvej.
- Det, der slog mig første gang, og som jeg stadig mindes med fryd, er duften af bøger – en lidt hengemt og lidt højtidelig duft. Jeg lånte mange forskellige bøger, og læste meget. Det var, for mig, næsten lidt forbudt at læse så meget, som jeg gjorde. Jeg kom fra et hjem og et miljø, hvor man ikke læste ret meget – men arbejdede hårdt, gik tidligt i seng og sov godt, siger han.

Omklamret af harmoni
I løbet af 1950’erne gjorde velfærdsstaten sit indtog over hele Danmark. Sydhavnen var ingen undtagelse. 
- Efter at have udskiftet barakkerne med to nye skoler, der blev indviet med røde faner og hornorkester, kom et nyt bibliotek i funkisstil på Per Knudsensgade. Det viste, at der var nogle fra samfundets højere lag, der regnede os for noget og tog os alvorligt, siger Erik Clausen, der tog biblioteket til sig. Som han udtrykker det:
- Lige fra starten følte jeg mig omklamret af en følelse af harmoni.
I mellemtiden var Erik Clausen kommet i puberteten, så det var ikke kun harmoni og bøger, men også hormoner og forelskelsen i en ung kvindelig bogopsætter, der drog den 14-årige Erik Clausen mod biblioteket. 
 - Hun havde en ganske særlig måde at sætte bøgerne ind på de øverste hylder, så jeg sad på læsesalen og nød hendes stille gang. Jeg talte aldrig med hende, men kommunikerede med hende gennem de bøger, jeg lånte. Blandt andet lånte jeg Hvordan mor en bog om seksualoplysning, og jeg konstaterede med stor spænding og kildren i maven, hvordan hun blev helt rød i hovedet, da hun stemplede den. Jeg prøvede også at imponere hende ved at låne store klassikere som Krig og Fred af Tolstoj, De elendige af Victor Hugo og bøger af Dostojevskij. Om det imponerede hende eller ej ved jeg ikke, men jeg sender mange kærlige tanker til bibliotekernes ansættelsespolitik, for jeg fik læst alle de bøger.

Skønhed i gråskalaen
At Erik Clausen som 15-årig gik i lære som maler var også et kunstnerisk spark fra biblioteket. Maleren Folmer Bendtsen udstillede sine malerier af Sydhavnens nu nedlagte fabrikskvarter ved Sjællandsbroen på biblioteket, og for Erik Clausen var det en »åbenbaring«.
- Først var jeg forarget over, at nogle ville male Sydhavnen, men han viste, at der også var en skønhed – en meget dramatisk, melankolsk skønhed i gråskalaen i Sydhavnen, der gjorde, at jeg begyndte at blive interesseret i maleriet. Jeg kendte ikke noget til kunstskoler, så jeg gik i lære som bygningsmaler og kom på teknisk skole, hvor malerfaget også havde en stor kunstnerisk tradition med farvelære og friser.
Flere kulørte lamper - tak
I 2000 modtog Erik Clausen Bibliotekarforbundets Døssingpris. I sin takketale efterlyste han flere kulørte lamper på biblioteket – og det savner han stadig.
- Jeg har holdt mange foredrag om kultur og kulturpolitik i festsale på biblioteker rundt omkring. Og bibliotekstraditionen er, at man efter at have sagt: »Velkommen til Erik Clausen«, remser man en række restriktioner op: »Der må ikke ryges i salen, toiletterne er ude foran, og vi lukker klokken 22«. Jeg tænker, hvor er det dog lidt festligt. Forestil dig, at de på Roskilde Festivalen sagde: »Velkommen til Rolling Stones, I må ikke ryge her, toiletterne er der, og I må ikke gå der«. Det har morer mig meget.
Bibliotekerne trænger til en ny iscenesættelse. Det der institutionspræg er ikke nødvendigt, og bibliotekarerne skal være klar over, at især de unge tager afstand fra det. De er i institution fra vuggestuealderen, så når de bliver 16 år og kommer ind i lokaler med bestemte møbler og bestemt belysning, der signalerer institution, så går deres frihedstrang i gang. Og jeg forstår det godt, siger Erik Clausen.

Én er nok
Men biblioteket er en uundværlig del af samfundet, mener han, og selv om der gerne må være lidt mere kulør, så er hans opfordring til bibliotekarerne, at de skal komme ud af den defensive rolle og ignorere de angreb, der kommer – især fra politikere.
- Jeg er stadigvæk for meget gøgler til at kunne se på, at de skal opgive alle de tal for forskellige udlån. Det er slet ikke der, kvaliteten ligger. Det er i princippet – i den demokratiske kulturpolitiske beslutning om, at vi har et bibliotek. Biblioteket skal ikke være brik i et politisk spil, hvor en eller andet bleg regnedreng kan regne ud, at det skal nedlægges eller flyttes. For mig er det nok, at der bare komme én låner hver år på Nørreubberup bibliotek.
Det, det gælder om er, at bibliotekarerne har lyst til at drive biblioteket, har lyst til at hjælpe folk med opslagsværker og fortælle dem, at der også er en forfatter, der hedder Pontoppidan, siger han.

Kunst kan tale
Politikerne har generelt ikke øje for, hvor meget kunst betyder for folk, mener Erik Clausen.
- Foran operaen holder der ikke kun limousiner, men også cykler. Besøgstallene på kunstmuseer som Louisiana er tårnhøje og nogle af os sælger tusindvis af biografbilletter. Kunst er altså ikke et økonomisk passiv. Vi er et kæmpestort aktiv, selv om vi bliver problematiseret konstant, siger han og tilføjer, at det også er forbavsende lidt politikerne reflekterer over kunsten.
- Men kunsten siger noget om samfundet, som man ikke kan sige i et debatprogram, der er rationelt og fornuftigt. Kunst er hverken rationelt eller fornuftigt. Tag for eksempel romanen Undtagelsen af Christian Jungersen. Den indeholder så meget viden og klogskab om samarbejde, menneskers hang til skjulte dagsordener og begrænsninger i det menneskelige sind som besværliggør demokratiet.
Jeg tror, vi skal helt tilbage til Anker Jørgensen, for at finde en politiker, der refererede til kunsten, da han citerede Kim Larsen for: »Det er en kold tid, vi lever i«.

møensted@bf.dk