Gå til sidens indhold

Kom ind i spillet

Du kan få dem slimede og søde, forpustende formidable, sindssygt spændende og kæbetabende flotte. Alligevel lever mange computerspil en anonym tilværelse på bibliotekernes hylder. Her er lidt af det guf, der bliver glemt.

Hvis du ikke kan lide små søde hacky-sack-figurer, savlende zombier eller bakteriekulturer, som skal udvikles til en rumnation, ja så er der nok ikke den store grund til at læse videre. Men hvis du omvendt er åben over for fantasifulde verdener, hvor kun fingerfærdigheden på joypad’en sætter grænsen for din formåen, så spænd sikkerhedsbæltet og tag med en tur i den vidunderlige pixelerede verden. Vi begynder rejsen med en forsigtig lille revolution i Little Big Planet, hvor man som en lille kludedukke-sackboy (eller -pige) skal løbe igennem en masse baner fra venstre mod højre. Ved første øjekast ligner det et ganske almindeligt og meget flot platformspil a la legendariske Mario Brothers, men det er langt mere end det, forsikrer John Larsen, bibliotekar på Blågården Bibliotek og delansvarlig for de københavnske bibliotekers frie materialeindkøb af computerspil.

kan lide små søde hacky-sack-figurer, savlende zombier eller bakteriekulturer, som skal udvikles til en rumnation, ja så er der nok ikke den store grund til at læse videre. Men hvis du omvendt er åben over for fantasifulde verdener, hvor kun fingerfærdigheden på joypad’en sætter grænsen for din formåen, så spænd sikkerhedsbæltet og tag med en tur i den vidunderlige pixelerede verden. Vi begynder rejsen med en forsigtig lille revolution i Little Big Planet, hvor man som en lille kludedukke-sackboy (eller -pige) skal løbe igennem en masse baner fra venstre mod højre. Ved første øjekast ligner det et ganske almindeligt og meget flot platformspil a la legendariske Mario Brothers, men det er langt mere end det, forsikrer John Larsen, bibliotekar på Blågården Bibliotek og delansvarlig for de københavnske bibliotekers frie materialeindkøb af computerspil.

- Rent grafisk er det imponerende. Det ser ud som om, at alle elementer er håndlavede, og det giver en helt speciel stemning, når man alene eller sammen med andre løber gennem banerne og skal få de forskellige figurer til at gøre de rigtige ting i den rigtige rækkefølge for at nå videre. Men det banebrydende er, at man i den grad får lyst til at lave sine egne baner. Alt hvad man oplever i singleplayerdelen, kan man lave og mere til. Man kan næsten alt. Man kan endda lægge sine egne billeder ind på banerne, siger han med begejstring.

Hvis man løber træt i de præfabrikerede baner, der veksler fra det charmerende og pussenussede til en nærmest Tim Burtonsk-dunkel halloweenstemning, kan man derfor downloade og hoppe ombord i de mange baner, som andre spillere har lagt ud på det fælles forum.

- Det er et eksempel på et magt-til-masserne-spil, der faktisk virker og som rammer utroligt bredt. Spillet introducerer sig selv så godt, at lille Jens på 5 år kan spille med farfar på 64. Min kone sagde, at hun ikke kunne finde ud af det, men den kommentar fik hun hurtigt selv gjort til skamme. Pas på, for det er voldsomt vanedannende, griner John Larsen.

På kanten af spejlet

Vi gør som Sackboy og laver et præcisionshop over roterende plystromler til fremtidens utopiske storbyjungle, hvor alle bliver overvåget af et totalitært regime. I Mirror’s Edge spiller man kvinden Faith, der skal befri sin søster fra myndighedernes kløer. Et typisk first-person-shooter-spil, hvor man ser handlingen fra hovedpersonens synsvinkel, men med et tvist. Der er nemlig ikke så meget shooter over det.

Faith er på flugt fra politiet, og hun løber og slår og sparker mere, end hun skyder. Løbestilen er inspireret af gadesporten parkour, der i al sin enkelthed går ud på at bruge byens forhindringer som afsæt for det ene mere halsbrækkende spring end det andet. Så man glider ned af skyskrabernes tage og hopper rundt på gange og mellem bygninger og kraner og over og under rør, mens kuglerne fyger om ørerne på en. Og det med en grafik så flot, flydende og hurtig, at man bliver helt forpustet.

- Det er et godt eksempel på et spil, hvor man kan få lov til at gøre ting, som man ikke kan i hverdagen. Både i forhold til det atletiske, men også i forhold til at være rebel og narre politiet. Det kunne godt appellere til en del unge mennesker, siger John Larsen.

Og mens vi stadig hænger højt mellem husene, kan vi konstatere, at det at have politiet i hælene er et rent drømmescenarium i forhold til det, der venter dig som en af de fire hovedpersoner i et andet mere klassisk first-person-shooter-spil. I Left 4 Dead har man brug for alt, hvad hjertet kan begære af brutale våben og ligeså brutal vold for at forsvare sig imod den horde af zombier, der er på jagt efter et hurtigt mellemmåltid.

- Spillet fungerer godt i singleplayer-delen, men det er i multiplayerdelen, at det udmærker sig. Som de eneste tilbageværende mennesker i et område fyldt

med kødhungrende zombier er man nødt til at samarbejde og tænke som en helhed med sine online-venner. Det giver helt nye dimensioner til spillet, at man pludselig er nødt til at være uselvisk og lægge dækild for medspillerne og dele sine smertestillende piller med dem i stedet for at hamstre til sig selv, siger John Larsen.

- I multiplayerdelen kan man også vælge at være et blæverkadaver af en zombie, men så er spillets mål selvfølgelig at udslette menneskene, siger John Larsen og roser spillets kunstige intelligens.

Spillet er nemlig udstyret med et næsten sadistisk computerstyret intruktørsystem, der hele tiden styrer løjerne og tilpasser antallet af zombier og deres aggressionsniveau, så man aldrig kan slappe helt af. Men hvem ville omvendt også gøre det i et område fyldt med levende døde.

Bakteriernes betvinger

Med magasinet tømt i maven på de menneskefortærende zombier kan vi nu spore os ind på det næste tidsfortærende spil.

Spore er EA’s nyeste bud på et strategispil, og lad os bare begynde helt ved begyndelsen. Det gør spillet nemlig.
 - Du skal kreere din egen bakteriespore, som skal vokse sig stor og stærk og udvikle sig til et væsen med sin egen stamme og siden til en hel civilisation, der gerne på sigt skulle ende som hyper-udviklet rumnation, siger John Larsen.

Før du kommer så vidt, skal du dog først lære at avle afkom, bruge værktøj, stjæle teknologi fra andre stammer og opbygge din egen by. Det sker i et meget afvekslende gameplay, der skifter mellem blandt andet Sim City og The Sims-lignende tilstande.

- Undervejs kan du hele tiden selv bestemme din taktik. Du kan vælge at være kommunikatør, flink og velset, eller du kan gå krigervejen og spille med musklerne. Spillet appellerer i den grad til lysten til at skabe og trangen til at kontrollere, forklarer John Larsen.

Det gribende gameplay opvejer til fulde den ikke alt for imponerende styring og grafik, og så er væsenerne et helt kapitel for sig. De ender typisk som en kreativ blanding af dyrene fra filmen Men In Black og Monsters Inc, og allerede nu kan man på nettet se de mere end 60 millioner væsener, som spillere verden over har lavet.

- Det kunne godt tyde på, at der om kort tid kommer en onlineversion af spillet, så man kan lave alliancer og knytte ven-eller fjendskab med folk over nettet. Man har i hvert fald lov til at håbe, siger John Larsen og står i bogstaveligste forstand på spring for at tale om det næste spil.

Wiiiiiiiiiii

Egentlig er det ikke så meget et enkelt spil, som en helt ny bevægelse inden for computerverdenen.

Med mindre du har levet i en hule de seneste par år, har du formentlig også opdaget, at Nintendo har valgt at genoplive et gammelt firsertema.

Men til forskel fra Atari-maskinens pistol, som man skulle holde 20 cm fra skærmen for at få den til at virke, sætter Nintendo Wii’s unikke remote nye standarder for, hvad man kan bruge computeren til, siger han.

Remoten eller joypad’en kan – alt efter spillet – både være en tennisketcher, en bowlingkugle, en golfkølle eller et samuraisværd. Éns bevægelser styrer bevægelserne i spillet, så hvis man vil smashe i et tennisspil, skal man hæve armen og smashe, nøjagtigt som hvis man stod på Roland Garros’ røde grusbane i French Open.

- Det virker helt fantastisk og er meget nemt at gå til. Grafikken er langt fra imponerende, men det betyder ikke det mindste. Fornemmelsen af at styre figuren på skærmen er i sig selv vanedannende og giver konkurrenceelementet i eksempelvis sportsspil et ordentligt nøk opad. Derfor er det også den perfekte maskine til hele familien, forklarer John Larsen.

Nyeste wiilde hit er Wii-fit. Et balancebræt, som skal stå på gulvet og som registrerer spillerens tyngdepunkt. Så hvis man for eksempel skal køre slalom og kommer imod en port til højre, skal man læne sig mod højre, præcist som hvis man havde ski på.

Og så er der vist ikke andet tilbage end at sætte punktum. Et stort fedtet, olieret og nuttet punktum med spillet World of Goo. Det er en blanding af et puslespil og det klassiske spil Lemmings og handler om Goo. De små sorte levende bobler af slim, som man kan bygge tårne eller luftballoner med. Målet med hver bane er at passere en række forhindringer og på den måde få transporteret et bestemt antal slimbobler hen til et rør. Lykkes det, kommer man videre til næste bane, hvor man skal passere en række forhindringer og på den måde få transporteret et bestemt antal slimbobler hen til et rør. Og sådan fortsætter det.

Det er ligeså simpelt som det er vanedannende, og beviset på, at det ikke altid er nødvendigt for et spil at være dyrere og større og hurtigere og bedre grafisk end konkurrenterne, hvis bare ideen er i orden.

Thomas Schmidt Nørgaard er freelancejournalist

bibliotekspressen@bf.dk

Thomas Schmidt Nørgaard er freelancejournalist

bibliotekspressen@bf.dk