Gå til sidens indhold

Politisk handling - nu

Stigende hærværk og trusler om vold betyder vagter, overfaldsalarmer og sygemeldinger på flere biblioteker. På Greve Bibliotek savner de ansatte et tættere samarbejde med politi og kommune.

Knive, trusler om vold, fyrværkeri, ukvemsord og ødelagte bøger er hverdag på Greve Bibliotek. I de sidste tre måneder er antallet af konflikter med unge drenge fra området steget voldsomt, og hos personalet breder der sig en opgivende stemning.

, fyrværkeri, ukvemsord og ødelagte bøger er hverdag på Greve Bibliotek. I de sidste tre måneder er antallet af konflikter med unge drenge fra området steget voldsomt, og hos personalet breder der sig en opgivende stemning.

- Konflikterne er blevet voldsommere. De unge reagerer meget aggressivt, når vi fortæller dem, hvilke spilleregler der er på biblioteket. Vi har ikke før oplevet sådan en stemning af konstant vrede, siger Berit Sandholdt Jakobsen, der er formidlingschef på Greve Biblioteket og tidligere har været etnisk konsulent på biblioteket. Et voksende misbrug af hash blandt de unge kan ifølge hende være en af årsagerne.

- Drenge helt ned til 13 år kommer med svømmende øjne og er umulige at nå ind til, siger hun.

De drenge, der skaber uroen er mellem ti og tyve år. De komme i grupper og har deres eget kodeks og hierarki, og de tager også deres indbyrdes konflikter med på biblioteket.

- Vi har oplevet en 14-årig dreng true en anden med en kniv, siger Berit Sandholdt Jakobsen, der arbejdet med konflikthåndtering, og med egne ord aldrig har været bange for at gå ind i en konflikt, men de seneste måneders optrapning af uroen har sat sig sine spor hos hende.

Især én episode, hvor hun var gået ned i det åbne magasin i kælderen for at holde fem aggressive drenge i skak, mens personalet ventede på vagten og politiet, fik hende til at indse, at de metoder hun før har brugt for at sætte sig igennem, for eksempel at stille sig helt tæt på de unge, ikke længere er ufarlige.

- Mine kolleger holdt øje med mig på vores overvågningskamera og på et tidspunkt trækker en af drengene noget op af lommen. Mine kolleger troede et øjeblik, at det var en kniv - heldigvis var det slik for at »bestikke« mig , siger hun. Alligevel fik episoden hende til at føle sig dumdristig.

- De unge er ofte påvirkede, og det gør dem utilregnelige. Du kan tro, at du har fået en dialog med dem, men så pludselig river de alt ned og ødelægger bøgerne. Og det verbale kan være lige så truende og psykisk hårdt som at se en kniv i lommen. De skal hele tiden markere sig, siger hun.

Savner politisk handling

Personalet på Greve bibliotek savner politisk handling og frygten for, hvad konflikterne kan ende med er begyndt at spøge.

- Der er en lettere opgivende stemning blandt personalet - »Hvad skal det her ende med« - og tanken om, at det virkelig kan ende helt galt, er der, siger Berit Sandholdt, der ser tegn på, at personalet får sværere og sværere ved at rumme det.

- Men når vi taler om at indføre nultolerance som i centeret eller om at lukke magasinet, så siger alle: »Nej, det er ikke, det vi vil«. Men vi har brug for samarbejde og hjælp fra andre instanser nu, siger hun.

Det kunne ifølge hende være et tæt samarbejde med politi og kommune, hvor man en gang om uge kunne dele erfaringer. Biblioteket er allerede nu del af et såkaldt kriminalitetsforebyggende team sammen med politi, skoler og gademedarbejdere. Men problemet er, ifølge Berit Sandholdt Jakobsen, at teamet kun mødes hvert halve år, og det er alt for lidt.

- Vi ser jo de unge, før de bliver hårde kriminelle, siger hun med henvisning til, at biblioteket ligger i et belastet område med socialt boligbyggeri på alle sider.

Ungdomsbander med navne som Black Cobra og Red Bloods holder til i hver sin ende af området.

- Og vi kan jo bare se på, at det er dér, de unge fyrer ender, siger hun.

Vi har nok formelle netværk

Lone Rytter, formand for Kultur og Fritidsudvalget i Greve Kommune, ved godt, at der er problemer på biblioteket, men konflikterne har ikke været på den politiske dagsorden.

- Vi har ikke politisk været inde og kigge på det, men udvalget har jævnligt kontakt med kommunens Børne- og Kulturdirektør, der har afholdt en del møder med personalet omkring deres utryghed, siger hun. Men i forhold til personalets ønsker om at blive inddraget og have en løbende dialog med myndigheder, skole og politi mener hun, at det kan ende med tidsspilde.

- Man skal passe på ikke at putte det ind i noget formelt én gang om ugen, hvis det ikke er nødvendigt. Allerede nu kan de dele information i det Kriminalitetsforebyggende team. Jeg synes ikke, der skal laves flere formelle netværk, så hellere samarbejde, når der er noget konkret og nogle siger: »nu er det nu«, siger Lone Rytter.

Som situationen har udviklet sig i Greve, føler personalet at »nu er det nu«, og Lone Rytter vil heller ikke afvise, at de kan indgå i et af de eksisterende netværk.

- Hvis de ikke er med, skal de selvfølgelig ind, hvis de føler, at de har brug for det, men de skal ikke bruge hele dage på det, hvis det ikke er nødvendigt, siger hun. Greve Kommune har for at forebygge det stigende antal af konflikter oprustet fra tre til syv gademedarbejdere, der har tæt kontakt med politiet.

- Biblioteket kan også trække på vagten i Hundige Storcenter og politiet har ændret strategi og giver bøder for gadeuorden.

Pengene til de ekstra gademedarbejdere kommer fra det værested, de unge brændte ned sidste år.

- Vi har diskuteret politisk, om vi skulle opføre det igen eller få flere gademedarbejdere, og vi valgte det sidste. Vi vil hellere have medarbejde blandt de unge end bag mursten i denne periode, siger hun.

Sker andre steder

Det er ikke kun i Greve, at de oplever en optrapning af konflikterne. Hasle Bibliotek ved Århus og Avedøre Bibliotek i Hvidovre er blandt de biblioteker, der også er ramt af stigende hærværk og trusler.

På Hasle Bibliotek førte det i efteråret 2008 til stresssymptomer og sygemeldinger blandt personalet. Konsekvensen er, at biblioteket har ansat en vagt og har indkøbt en overfaldsalarm til hver enkelt medarbejder.

Men ifølge biblioteksleder Lone Hedelund er personalet optimistisk.

- Vi har været igennem et meget hårdt og belastende år, men vi har fået nogle erfaringer med os, vi kan bruge, siger hun. Der er blandt andet blevet nedsat en netværksgruppe med de sociale myndigheder, skoler og politi i området og biblioteket er sammen med områdets klubber og de sociale myndigheder i gang med at planlægge flere aktiviteter for de unge i erkendelse af, at der ikke sker nok.

På Avedøre Bibliotek oplever de, at unge smadrer ruder og chikanere andre brugere og personalet. Det har blandt andet ført til, at personalet lukker samlet om aftenen, så ingen skal gå ud fra biblioteket alene.

- Det er en utryg situation for personalet. Vi prøver blandt andet at tage hånd om det ved at have en vagt på biblioteket og få overvågningskameraer sat op, siger bibliotekets leder Joan Mühldorff.

Hvidovres borgmester Milton Graf ser alvorligt på situationen og fremhæver selv, at en ansat på biblioteket en aften måtte køres hjem under politibeskyttelse.

- Det er en lille gruppe på syv hårde kriminelle, der står bag det meste, og det er hele området, der er ramt. Vi har holdt et temamøde med alle involverede fra skole til bibliotek med ideer til løsninger. I løbet af den næste måned skal vi lande en plan for, hvad vi gør. Det handler om at koordinere indsatsen, så alle gode kræfter ikke arbejder i hver deres verdenshjørne, siger han. n

moensted@bf.dk

moensted@bf.dk