Gå til sidens indhold

Risiko og genvinst hænger sammen

Og jo yngre du er, jo større risiko kan du typisk bære, siger professor i finansiering Anders Grosen, der generelt mener, at pensionsopsparinger på garantirente har udlevet sig selv

Markedsrente eller garanteret rente – to måder at få dine pensionsopsparing til at yngle på. Hvis du er offentlig ansat med pensionsordning i Sampension, skal du vælge om du vil blive på en garanteret rente, eller om du vil flytte din pensionsopsparing over på markedsrente.  
Professor i finansiering Anders Grosen på Århus Universitet er stærk fortaler for markedsrente, men på betingelse af, at ordningen på markedsrente også er et såkaldt livscyklusprodukt. Det vil sige, at pensionsselskabet automatisk investerer din opsparing i mere sikre værdipapirer i takt med, at din alder stiger.
- For offentligt ansatte med en ret sikker indkomst er investeringsreglen ret enkel: Jo ældre du bliver, desto færre risikofyldte aktier, skal du have. Investeringerne skal tilpasses ens livsforløb, uden at man selv skal bruge tid på det, siger han.
Sampensions nye ordning 3 i 1 livspension er et såkaldt livscyklusprodukt, hvor dine pensionskroner bliver investeret mere forsigtigt i takt med, at din alder stiger, og det er fornuftigt, mener Anders Grosen.

Din alder betyder noget
Din alder har stor betydning for, hvor meget fordel du kan nå at drage af markedsrenten, ifølge Anders Grosen. Derfor handler valget om markedsrente eller ej blandt andet om, hvor lang tid der er til du skal på pension.
- Hvis der kun er fem eller syv år til du skal på pension, så svarer den investeringspulje, du kommer over i på markedsrenteproduktet nok til de forsigtige investeringer i ordningen med den garanterede rente, og så er der ikke det store incitament til at skifte pensionsordning, siger han.
Som du kan læse i vores eksempel på de næste sider, så vil en 59-årig kvinde, der vælger at gå fra sin nuværende ordning på en garanteret rente til en ordning på markedsrente, få 300 kroner mere om måneden i pension fra hun fylder 67 år. Og det er kun en prognose, reelt kan hun risikere at tabe penge. 
Professoren i finansiering kalder det »logik for egern«, at gevinst og risiko hænger sammen.
- Intet er gratis og skal du have et større forventet afkast, skal du også løbe en større risiko, siger han, men understreger, at en del af den risiko bliver elimineret, hvis pensionsselskabet investerer mere forsigtigt jo ældre man bliver. 

Garantirente forældet
I fremtiden ser Anders Grosen for sig, at alle pensionsordninger er på markedsrente.
- Pensionsopsparinger, hvor man er lovet en bestemt rente har udlevet sig selv, siger han. Argumenterne er, at ordninger med garanteret rente er for uigennemskuelige og usolidariske.
- Afkastet fordeles efter et solidaritetsprincip, der ikke længere holder. Der er ofte forskellige rentegarantier for unge og ældre i den samme ordning, og det er i direkte modstrid med tanken i det gamle system, siger han.
I ordningerne med en garanteret rente er det pensionsselskabet, der påtager sig investeringsrisikoen og udjævner gevinster og tab mellem kunderne og over tid. Investeringer er typisk meget forsigtige, så selskabet er sikre på at kunne opfylde den højeste rentegaranti.
- I princippet investerer de for en gennemsnitskunde, der ikke eksisterer. Der er ikke forskel på, om de investerer for unge eller ældre, og optimal investering kræver tilpasning over livsforløbet, siger professor Anders Grosen.
Han mener, at en ordning på markedsrente er mere gennemskuelig.
Pensionsselskabet investerer for den enkelte og tager hensyn til den enkeltes alder og risikovillighed, siger han, men understreger, at det kræver, at investeringerne tilpasses over livsforløbet.  

Midt i en finanskrise
En »garantirente« kan lyde mere trygt midt i en finanskrise, hvor aktiemarkederne ser sorte ud. Men ifølge Anders Grosen skal man adskille den nuværende finanskrise fra sit valg om en pensionsordning på markedsrente eller garanteret rente.
- Det handler mere om, hvor tæt man er på pensionsalderen. Jo ældre man er, desto mere forsigtig en investeringsportefølje skal man have, siger han.
- Og generelt gælder, at så længe det er et livscyklusprodukt, så løber du en lavere risiko med alderen, og så er det ikke så afgørende, hvor mange finanskriser du møder på vej.