Gå til sidens indhold

Fængslende messe

Da Horsens Krimimesse startede i 2003 var det med tre århusianske forlag i en teatersal. I 2009 består den af 16 forlag, 50 forfattere og 3.500 gæster i et nedlagt fængsel.

Horsens Statsfængsels port fører ikke længere ind til hverken fanger eller fængselsfunktionærer. Besøgende i den sidste weekend i marts blev i stedet mødt af hundredevis af litterære mordgåder, forfattere og litteraturanmeldere. Siden de sidste fanger i 2006 blev overført til det nye og flugtsikre fængsel på Enner Mark i den anden ende af Horsens, har det nedlagte fængsel én gang om året lagt snedkeri, trykkeri og gymnastiksal til Danmarks eneste krimimesse. 
Mellem stabler af slagtilbud, dugfriske krimier og klassikere på simple træborde i det tidligere snedkeri står boghandlerne klar med dankortmaskiner, forfatterne  med kuglepenne, og bibliotekarerne til at guide folk gennem messen. På den lille scene i midten bliver en nyskabelse ud i genren præsenteret – en facebook-krimi.

Fem forfattere – et mord
Dødens fotograf hedder Danmarks første Facebook-krimi. Skrevet af fem forskellige mennesker fra hver deres del af Danmark, der har mødt hinanden på facebook. En sosumedhjælper, en studerende, en pædagog, en it-udvikler og en fængselsfunktionær. De fem forfattere har ikke mødt hinanden før, at de med smil og tårer i øjnene ser den færdigtrykte bog og hinanden på krimimessen i Horsens. De har i flere år kun haft kontakt på facebook og mail.
Ideen til en facebook-krimi voksede ud af en litteraturgruppe på facebook, de alle var medlem af. En af dem fik ideen til at skrive en fælles novelle og de fire andre meldte sig. Det eneste de lagde sig fast på fra start var, at hovedpersonen var pressefotograf, hed Sara Mikkelsen, at der skulle ske et mord, og at facebook skulle spille en rolle.
De fem forfattere Anette Andersen, Anne-Marie Vendler, Claus Christiansen, Dorthe Annette Hansen og Margit Hedelund skrev et afsnit hver og sendte det videre.
- I den mest nervepirrende del af bogen, kom alle fire afsnit retur samme aften, fordi ingen af os kunne slippe historien, siger Anette Andersen. De har brugt facebook til fællesbeskeder og ideudvikling, og så er der blevet tjattet meget, når en har slået en af de »andres« personer ihjel.fra start var, at hovedpersonen var pressefotograf, hed Sara Mikkelsen, at der skulle ske et mord, og at facebook skulle spille en rolle.
De fem forfattere Anette Andersen, Anne-Marie Vendler, Claus Christiansen, Dorthe Annette Hansen og Margit Hedelund skrev et afsnit hver og sendte det videre.
- I den mest nervepirrende del af bogen, kom alle fire afsnit retur samme aften, fordi ingen af os kunne slippe historien, siger Anette Andersen. De har brugt facebook til fællesbeskeder og ideudvikling, og så er der blevet tjattet meget, når en har slået en af de »andres« personer ihjel.
- Halvvejs måtte vi stoppe op, for vi var i gang med hver vores roman, og vi måtte beslutte os for, hvem der var morderen, siger Anette Andersen. Og før det blev til den roman, der nu er udgivet på Skriverforlaget, var det nødvendigt med en voldsom redigering af vildskud.
De fem forfattere har allerede plottet klart til deres næste facebook-krimi.

Skønlitteraturens stedbarn
Tværs over fængselsgården, med kig op til et utælleligt antal vinduer med hvide tremmer for, ligger det tidligere trykkeri, her er koldt og uret på væggen er gået i stå. 
Under den smalle stribe af vinduer diskuterer krimiekspert og litteraturanmelder på Politiken Bo Tao Michaëlis og forfatter Steen Harvig, hvorfor krimien bliver betragtet som litteraturens stedbarn. Ifølge Steen Harvig melder klichéerne sig, når talen falder på krimigenren,
Ord som trivikrimi, tyndt plot, simpelt sprog, simple figurer og banaliteter bliver nævnt.
Og det er mærkater, som ikke er rigtige, mener Bo Tao Michaëlis, fordi det håndværksmæssigt er en svær genre.
- Mange forfattere har troet, at de lige kunne skrive en krimi, men det kan de ikke, siger han. Ifølge ham stammer den lidt nedladende holdning til krimier fra en romantisk litteraturopfattelse, hvor det er ildeset, hvis en bog ikke er skrevet på hjerteblod.
- En krimi kræver derimod godt håndværk, og at man ved, hvad man vil. For eksempel at man ved, hvad der sker med en kugle, når den går igennem et menneske, siger han.   
Litteraturanmelderen vil dog godt medgive, at sproget i visse krimier kan være klichépræget, men mest hvis han skuer bagud.
- Agathe Christie, der står bag helte som Miss Marble og Hercule Poirot, har det sorte bælte i plot, men hendes sprog er nok lidt klichepræget a la lord- og ladynonsens, siger han og tilføjer, at hun også var mester i at bryde nogle af datidens »krimiregler«, for eksempel at der ikke måtte være sex i krimier.
- Historierne om Miss Marble handler næsten kun om farlige kvinder, der forfører rødmossede englændere, siger han.
Ifølge Steen Harvig betyder sproget i en krimi lige så meget som i en hver anden skønlitterær roman.
- Som forfatter er det at skrive et arbejde og et håndværk, men også kunst og sproget skal plejes og passes, siger han og kommer med et eksempel, hvor han skulle beskrive en kvinde, der var blevet indlagt og var blevet en »grøntsag«. Det tog mig otte omskrivninger, før den var der, siger han.
Bo Tao Michaëlis mener også, at krimiers styrke – at de fænger og ofte er hurtigt læste – også er deres svaghed, når man taler om hvilken litteratur, der er mest prestige i at skrive. 
- Men kvalitet er ikke lig med, hvor lang tid det tager at læse en bog, eller om man kan læse den igen. Shakespeare kan man læse igen og igen, det kan man ikke på samme måde med en Agathe Christie krimi, men det er som at sammenligne to så forskellige ting som foie gras og Jaka Bov – det kan man ikke.