Gå til sidens indhold

Farvel til jobbet og hvad så?

Rigtig mange medlemmer af Bibliotekarforbundet er så småt ved at nærme sig pensionsalderen eller den tredje alder, som den også kaldes.
I dette nummer af Bibliotekspressen fokuserer vi på det generationsskifte, der er på vej. At det er lige om hjørnet, skal man ikke være demografisk ekspert for at konstatere – alligevel er der usikkerhedsmomenter. Finanskrisen kan få nogle til at udskyde beslutningen og håbe på, at pensionens så vokser lidt – vel vidende at det er de sidste år, at rentes rente for alvor giver noget på bundlinjen. Men én ting er økonomien. Hvordan er det at gå på job, når man står med det ene ben i pensionsjunglen, mens nye generationer kommer til på jobbet og stiller nye krav til en? Myten om det grå guld holder næppe. Så hvornår er tiden moden til at købe Harley Davidson, spille golf dagen lang og rejse verden rundt, hvis det er det, man vil?
I høj grad er det et individuelt spørgsmål. Er du rask og frisk, hvorfor så gå på pension, vil nogen spørge. Måske kunne man, når man nåede en vis alder – for eksempel de 60 sige, at tiden nu var moden til at prøve noget helt andet. Hvis det bare var så enkelt. Men endnu er der desværre ikke fra Christiansborg lavet enkle og klare regler, der kunne gøre det nemt at vælge at arbejde på nedsat kraft og gå på efterløn, inden man for alvor lader sig pensionere – altså i begge tilfælde hæver man blot de penge, man selv har sparet op. At få lov til at arbejde for nedsat kraft, mens man hæver sin pension er heller ikke let. Man nedkalder bureaukratiets verden over sig med et sammensurium af rigoristiske regler, som gør det svært for ikke at sige umuligt at starte en ny, meningsfyldt arbejdstilværelse for nedsat kraft. At man, eksempelvis som efterlønsmodtager, kan få lov til at arbejde med modregning i efterlønnen inspirerer jo ingen. I stedet kan man så lave hobbybetonet eller frivilligt arbejde, hvis man vil gøre en forskel. Eller arbejde for en organisation og så håbe, at det er i orden. Lovgivningen halter i hvert fald voldsomt efter og understøtter ikke de danskere, som ønsker at gøre en aktiv indsats, selv om de ikke længere vil arbejde fuldtids i deres nuværende job. Eller man kan vælge at vinke farvel til efterlønnen og tage imod en skattepræmie, hvis man bliver på arbejdsmarkedet.
Som reglerne er nu er det altså hængekøjen, der er det reelle valg af »beskæftigelse« når man ønsker at forlade arbejdsmarkedet – eller det pulveriserende erhvervsliv – som fuldtidsansat.
Det er ikke motiverende.
Henrik Hermann
hermann@bf.dk