Gå til sidens indhold

Flot nyt indgangsparti på Københavns Hovedbibliotek

Københavns Hovedbibliotek har gennemført første etape af en modernisering. Nu fremstår stueetagen professionel og enkel. Jens Lauridsen anmelder istandsættelsen

En del af foyerrummet og atriet på Hovedbiblioteket i Krystalgade i København har fået et flot og professionelt løft.
I samarbejde med designfirmaet Syntech er den store, forhenværende varehusentré blevet grundigt bearbejdet.
Først og fremmest er der blevet ryddet op i alle de signaler, udtryk, funktioner og tilbud, man før præsenterede for borgerne med et mix af semiprofessionelt layout og håndgjorte lapper. Nu er skiltningen tydelig med udgangspunkt i en minimalistisk arkitektur og et bevidst arbejde med præcis lyssætning.
Der er henvisninger til hovedfunktion-erne Aflevering, Information, Moccazinet (magasiner, aviser, café), Børn & Unge, Informationen samt miniscenen og udstillingsområdet »Dialog på græs«. Herudover er der en markering af fire skiftende temaudstillinger, en storskærm med dynamisk formidling af aktiviteterne i hele huset og en stor, flot, digital oversigtstavle. Denne tavle er det centrale element i forhold til formidlingen af strukturen på Hovedbiblioteket, naturligvis i sammenhæng med de øvrige tiltag. Eksempelvis er der på tavlen i fine pastelfarver henvisninger til etagerne koblet med tekstinformation. Farverne kan genkendes og lokaliseres i form af tydelige, rektangulære lyssætninger i atriet. Det er god skiltning, og det er med til at give rummet karakter og klasse. 

Bymetaforen
Det er oplagt at bruge bymetaforen på et mangfoldigt, offentligt hus. Denne tænkning er i høj grad en del af konceptet i stueetagen, der kan opfattes som ét stort torv i symbiotisk sammenhæng med Krystalgade og bymiljøet udenfor. En relativ stor del af torvet umiddelbart indenfor, er helt åben og har karakter af en lille plads. Dette sted, hvor der ingenting sker, er måske det mest geniale ved nyindretningen. Dels er der behov for god passage på et befærdet strøg, dels er det netop den velplanlagte pause i informationsstrømmen, der giver den enkelte bruger mulighed for ubesværet at orientere sig i et forklaret rum.
Det må dog konstateres, at ambitionen om med kraft og overbevisning at sende budskabet om biblioteket ud i byen via vinduesfacaden ikke er lykkedes. Op hængte plakater, bøger i stakke og et indkig til en dunkel café og en scene, hvor der som oftest ikke sker noget, suppleret med en enkelt storskærm, fungerer ikke godt nok: Der er dømt »Død sild«. Et godt råd er at rydde op og fokusere lige så præcist på facaden, som man gør det på indretningen inden døre. 

Iscenesættelse og formidling
En anden del af konceptet i forbindelse med den nyindrettede stueetage har været forestillingen om en bevidst, stringent, dynamisk og sammenhængende formidling af Hovedbibliotekets enorme videns- og kulturpotentiale. Stueetagen er bogstaveligt talt en indgang, og det er oplagt, at her skal skabes størst muligt overblik for brugeren. Det gøres der så blandt andet ved sammenhængende, skiftende referencer til bibliotekets mangfoldige potentiale. Eksempelvis kan bøger om et bestemt tema udstilles i vinduerne mod Krystalgade og indenfor på torvet. På storskærmene er der henvisninger til relevante databaser og websites om samme tema, der også går igen i udstillingsområdet og reflekteres i aktiviteterne på scenen. Fuld power på en bevidst og iscenesat formidlingsstrategi. Ingen tvivl om, at det vil være med til at profilere Hovedbiblioteket i københavnernes bevidsthed.

Biblioteksfejden
Nu har hun så gjort noget af det, hun sagde, hun ville gøre; hende den provokerende leder af Hovedbiblioteket, Pernille Schaltz: Prioriteret, dedikeret tematisk præsentation, bogforsiderne frem på fire fine pulte, lidt søgt kaldet Krystaller. Og bogen får ikke modstand, men kvalificeret samspil i den koordinerede formidling af indhold på forskellige, ligeværdige medieplatforme, der er nerven i og berettigelsen for ethvert moderne bibliotek. 
Det er godt for folket, for demokratiet og for substansen. Mon ikke selv de mest selvsmagende, mavesure »bogelskere« kan se pointen?

Børn og unge er næste etape
Næste tiltag i indeværende år bliver, at Børn og unge-området bagerst i stueetagen flyttes op på 2. etage. I stedet etableres et større sceneområde til foredrag, arrangementer, undervisning med videre.
Måtte forandrings- og moderniseringsbølgen hurtigt brede sig til alle etager i Krystalgade. 
Det kan kun blive bedre, men min gode Overborgmester og ditto Kulturborgmester, det kan også kun blive en stadigt mere overbevisende demonstration af det enorme behov for et nyt, stort, markant, tidssvarende Hovedbibliotek i København. Kom nu i gang!   
Det er stort at bo i Københavns Kommune, landets hovedstad. Der har jeg haft min adresse de sidste næsten fem år. Der sker noget i byen og bare i min tid er Operaen (cirka 3 milliarder kroner), Amager Strandpark (godt 200 millioner kroner.), Skuespilhuset  (750 millioner kroner) og nu sidst Jean Nouvel´s fantastiske koncerthus (1,6 milliard kroner) kommet til. 
Lad det næste store offentlige byggeri blive et nyt Hovedbibliotek for alle københavnere og alle turister og gæster i byen i det hele taget. Prisen vil alt afhængig af beliggenhed med videre være op i mod 8-900 millioner kroner. Det er en del penge, selv for en stor, stærk Hovedstad, så sæt alle gode kræfter sammen; Overborgmesteren, Hr. Møller, Kulturministeren, Direktøren for Styrelsen for Bibliotek og Medier – og hvem der ellers har penge, indflydelse eller relevante kompetencer. 
Det nuværende, nedslidte og ydmyge Hovedbibliotek besøges hver dag af cirka 3500 borgere. 
Der er brugt under to millioner kroner på ombygningen.  n
 
Jens Lauridsen er bibliotekschef i Tårnby Kommune